Der ligger lidt af en bombe og ulmer under OB's fodbolddirektør Björn Wesström.
Det erfarer BT sent lørdag aften.
Med reference til de to svenske medier Fotboll Sthlm, som følger AIK tæt, og Dagens ETC, som laver undersøgende journalistik, kan avisen berette om en stor skandale i AIK.
Den stockholmske traditionsklub skulle efter sigende være tæt tilknyttet det kriminelle bandemiljø i Sverige gennem klubbens samarbejde med agentvirksomheden Universal Twenty Two.
Skandalen skulle især involvere Jadama Masireh, som er Head of Scouting i Universal Twenty Two, hvilket har givet ham en magtfuld position i Stockholm-klubben.
Artiklen fortsætter efter billedet

Netop AIK var klubben, hvor Björn Wesström sad som blandt andet sportsdirektør og administrerende direktør i perioden 1999 til 2022.
Han sad med andre ord med stor mandat i beslutninger, da AIK Stockholm og Universal Twenty Two indledte et samarbejde i 2017.
Agentvirksomheden har ifølge artiklen tjent et tocifret millionbeløb for klubbens salg af Alexander Isak til Dortmund i 2017, ligesom det også bliver påpeget, at den tidligere OB-profil Yankuba Minteh i dag er i stald hos Universal.
Björn Wesström har udtalt følgende til BT i sagen:
- OB har ingen kommentarer til andre klubbers eller spilleres relationer eller forretningspositioner. OB har ikke en aftale med Universal og har ikke betalt dem nogen penge.
Avisen har derudover stillet svenskeren en række yderligere spørgsmål, som han ikke har ønsket at kommentere på.


OB
AIK
Allsvenskan


































