Silas Andersen er fortid i BK Häcken.
Den danske midtbanespiller er tirsdag offentliggjort som ny mand i portugisiske Sporting.
Ifølge Häcken er der tale om et rekordsalg i den svenske klub.
Tidligere har Expressen berettet om en pris på 56 millioner kroner her og nu. Prisen kan senere stige med 18 millioner kroner.
På Häckens hjemmeside sætter fodbolddirektør Martin Ericsson ord på nyheden.
- Vi er meget glade og stolte over denne rekordaftale, både med hensyn til summen og af den klub, vi sælger til. Det er endnu en bekræftelse på, at vores strategiske plan virker.
Han benytter samtidig lejligheden til at rose den danske midtbanespiller.
- Silas har med sin vidunderlige energi og åbenlyse autoritet været en unik profil for os både på og uden for banen siden dag ét. Han har taget store skridt i sin udvikling og bidraget både offensivt og defensivt fra forskellige positioner, udtaler Häcken-bossen.
Silas Andersen har underskrevet en kontrakt til 2031 og har fået en frikøbsklausul på 80 millioner euro.


Sporting CP
BK Häcken
Allsvenskan































