


Elfsborg skulle forsøge at holde fast i toppen af Allsvenskan, da man søndag havde taget turen til Brommapojkarna.
Hjemmeholdet Brommapojkarna lå inden opgøret på en 14.-plads, men det var ikke til at se i kampens indledende fase.
For Elfsborg, der havde Simon Hedlund med fra start, skulle bruge 76 minutter på at dirke Brommapojkarna-defensiven op.
Det skete, da Emmunel Boateng med et formidabelt langskud sendte udeholdet i front.
Og så gik det hurtigt.
For blot ti minutter senere kom 2-0-målet, da Jalal Abdullai kom først på returen efter Noah Söderberg på fornemmeste vis flugtede på overliggeren.
Simon Hedlund skulle dog også få et mål at gå hjem på, da den tidligere Brøndby-spiller blev sendt i dybden i kampens tillægstid.
Med en fræk skudfinte satte han sin direkte modstander, hvorefter han chippede bolden over den fremstormende målmand.
3-0 til Elfsborg.
Mere blev det ikke til, og Elfsborg og Hedlund kan dermed notere sig for tre uhyre vigtige point i den tætte topstrid.
Malmö dummede sig mod Kalmar
Andetsteds skulle Malmö FF møde Kalmar FF, og her fik udeholdet ørerne i maskinen.
For det lignede længe, at det skulle blive til en deler om pointene, men dybt inde i dommerens tillægstid skete det, der ikke måtte ske for Malmö.
Deniz Hümmet modtog bolden med ryggen til mål og med en modstander på klods hold.
Han lagde derfor bolden af med hælen til Simon Skrabb, der fra kanten af feltet sendte et præcist spark op i krogen.
Ekstase for hjemmeholdets tilskuere, der dermed kunne se deres mandskab nappe alle tre point.
Med dagens resultater ligger Elfsborg på Allsvenskans førsteplads med 57 point, mens Malmö er på andenpladsen med 55 point.


Elfsborg
Kalmar FF
Malmö FF
Brommapojkarna
Allsvenskan





































