

Missionen var klar for Mjällby AIF mandag aften. Med en sejr ude mod IFK Göteborg kunne de sikre historiens første svenske mesterskab.
Trods det store pres virkede gæsterne upåvirkede.
Efter 21 minutters spil bragte Jacob Bergström Mjällby foran med 1-0 efter en spektakulær aktion, hvor han svingede benet over sit eget hoved og sendte bolden i nettet.
Kort efter blev føringen fordoblet, da en løs bold faldt ned foran Tom Pettersson, som fra tæt hold kunne prikke den over stregen til 2-0.
Med de to mål i første halvleg gik Mjällby til pause med en komfortabel føring, som de formåede at holde kampen ud.
Der blev ikke scoret yderligere i anden halvleg, og missionen lykkedes dermed for Mjällby, der efter en times spil bragte danske Jeppe Kjær på banen.
Med sejren er Mjällby nu 11 point foran Hammarby på andenpladsen med tre kampe tilbage og kan derfor ikke længere indhentes.
Klubben fra den lille svenske fiskerby med knap 1000 indbyggere har dermed skrevet sig ind i svensk fodboldhistorie som mestre.
Mesterskabet er klubbens første, og der var ikke mange, der inden sæsonen havde forestillet sig, at Mjällby skulle stå som vindere tre runder før tid.
Klubben sluttede i den seneste sæson som nummer fem, og det er blot seks år siden, at de rykkede op i Allsvenskan efter flere år i Superettan og Ettan Södra.
Mesterskabet bliver ikke mindre imponerende af, at Mjällby efter de første 27 runder blot har tabt én enkelt kamp i ligaen.
Med mandagens sejr har Mjällby nu 66 point med tre kampe tilbage og kan stadig slå pointrekorden i Allsvenskan. Den nuværende rekord er på 67 point og blev sat af Malmö FF i 2010 og AIK Stockholm i 2018.
Du kan se stillingen i Allsvenskan her.


Mjällby
IFK Göteborg
Allsvenskan




































