I resten af denne sæson er Thomas Delaney udlejet til Hoffenheim fra Sevilla.
Her jagter Delaney succes og spilletid, efter han i den seneste tid i Spanien røg helt ud i kulden.
Der er dog sket ting og sager i Sevilla, da Jorge Sampaoli er blevet fyret, og i stedet er Jose Luis Mendilibar kommet ind som ny cheftræner. Delaney er derfor ikke afvisende over for, at han kan give Sevilla en chance til.
- En ny træner har netop overtaget holdet, så vi får se, hvad der sker. Måske siger han: "Thomas, du er min nye yndlingsspiller", og så starter det hele forfra.
- Men det er jeg ikke i gang med at tænke på endnu, siger Thomas Delaney i et interview med deichstube.de.
Artiklen fortsætter efter billedet

Danskeren kommer desuden ind på, hvorfor han valgte at skifte til Hoffenheim på en kort lejeaftale.
- Desværre havde den daværende træner i Sevilla ikke længere den største tillid til mig. Jeg havde forskellige muligheder i vinteren, også i andre lande, men jeg kan bare rigtig godt lide Bundesligaen.
- Jeg nyder fodbolden der. Og fordi aftalen kun er på seks måneder, ville jeg gerne spille i en liga, hvor jeg ikke skal vænne mig til det, lyder det fra Thomas Delaney.
Den 31-årige danske midtbaneprofil har kontrakt med Sevilla frem til sommeren 2025.