



Det har været en katastrofal sæson for Arminia Bielefeld, der sidste sæson rykkede ud af Bundesligaen.
Nu står de på randen af endnu en nedrykning, og skulle fredag aften tage første stik mod overlevelse i 2. Bundesligaen mod oprykningsaspiranterne fra SV Wehen Wiesbaden.
Det blev dog ingenlunde en succesfuld aften for gæsterne, der allerede efter seks minutters spil måtte hente bolden ud af eget net.
Et flot langt opspil blev afsluttet af Ivan Prtajin, der steg op og pandede Brooklyn Ezehs indlæg i kassen.
En skrækstart for Bielefeld, der havde mere end svært ved at få sat spillet i første halvleg.
Artiklen fortsætter efter billedet

Efter pausen skulle problemer endda blive flere for gæsterne, da Wehen kom yderligere foran i det 50. minut.
Et direkte frispark blev sparket mod det korte hjørne, hvor målmand Martin Fraisl lige akkurat nåede ned og fik pareret bolden.
Riposten havnede dog hos en helt fri Johannes Wurtz, der kunne sparke bolden over i den anden side af målet.
Og 10 minutter senere faldt kampens reelle afgørelse, da Benedict Hollerbach løb hele vejen fra egen banehalvdel og ned i Bielefelds felt.
Her sparkede han fladt og ramte den fjerneste stolpe, men på indersiden, så bolden hoppede i mål.
Ydmygelsen blev total otte minutter før tid, da John Iredale blev sendt i dybden.
Australieren havde en Bielefeld-spiller lige i anklerne, men da de nåede feltet kolliderede han med sin egen målmand, så Iredale kunne let og elegant trække bolden rundt om kaosset og ligge den stille i nettet til 4-0.
Bielefeld-spillerne så helt færdige ud, og der var ikke en flig af tro at spore i deres blikke.
Det blev også for meget for gæsternes fans, der begyndte at kaste røgbomber og andet kasteskyts ind på banen.
Derfor blev kampen midlertidigt afbrudt og holdende forlod banen, imens Bielefelds klubmand Fabian Klos grædende forsøgte at mægle med de sure supportere.
Kampen blev genoptaget et kvarters tid senere.
Det var nærmest som en benådning, da dommeren i sidste ende fløjtede kampen af.