



Det var dømt topkamp i gruppen, da Tyrkiet lørdag aften tog imod Wales i Nations Leagues lag B.
Man kunne også godt mærke på kampens kvalitet, at der var meget på spil, for tilskuerne blev ikke lige just forkælet i kampens indledning, der ikke bød på meget at skrive om.
Da uret rundede en halv time, kom så endelig den første store chance. Her blev Yunus Akgün sendt afsted i dybden, men kantspilleren misbrugte sin friløber som følge af en god redning fra Wales-keeper Karl Darlow.
Kort inden pausen troede waliserne så, at de var kommet i front.
Mark Harris løb bag tyrkernes bagkæde og serverede efterfølgende et knivskarpt oplæg til den tidligere Manchester United-kant Daniel James. Desværre stod førstnævnte offside i opspillet.
Artiklen fortsætter efter billedet

Situationen trak opmærksomhed, fordi linjevogteren startede med at hæve flaget, hvorefter hun tog det ned igen for så alligevel at hæve det på ny, efter bolden gik i mål. Offsiden stod dog klart ved magt.
Første halvleg sluttede med et riv på stolpen fra formstærke Harry Wilson, men ingen af holdene fandt netmaskerne i første halvleg.
Efter en times tid skulle der ske noget for Tyrkiet, hvorfor Bournemouth-angriberen Enes Ünal blev sendt på banen, og han noterede sig for flere gode muligheder.
Den første af disse var faktisk en decideret direktør. Akgün løb til baglinjen og serverede bolden for Ünal, der dog ikke kunne bugsere den i det tomme mål fra tæt hold.
Kort efter var Akgün igen i oplæggerens rolle, men heller ikke her kunne Ünal eksekvere – denne gang forsøgte indskifteren sig med en saksesparks-lignende afslutning.
Wales fik en god chance 20 minutter før tid, men generelt var det tyrkerne, der kom tættest på en scoring.
Skarpheden manglede dog gang på gang. Det var også tilfældet for Real Madrid-kometen Arda Güler, der havde en god mulighed på et langskud med et kvarters tid igen.
Kort før uret rundede de 90 minutter fik Tyrkiet så spillets største chance, da kampens helt store profil, Yunus Akgün, blev nedlagt i feltet af Neco Williams.
Kerem Aktürkoğlu kunne dog ikke stå for ansvaret og sparkede sit straffespark på stolpen, hvorfor det hele endte med 0-0.
Dermed ser det fortsat pænt ud for både Tyrkiet og Wales i toppen af deres Nations League-gruppe. Førstnævnte kan efter alt at dømme ende som gruppevinder ved blot at hive ét point i sidste spillerunde mod pointløse Montenegro.
I gruppens anden kamp, der blev spillet samtidig, vandt Island 2-0 over netop Montenegro og puster dermed Wales i nakken, trods det nordiske mandskab fortsat er to point efter briterne.

Tyrkiet
Wales
UEFA Nations League B


























