Løn plejer at være en ting, som man holder for sig selv.
Hverken spillere eller klubber i Danmark flagrer med lønningerne. Det er i stedet en forretningshemmelighed, som bliver mellem de involverede parter.
Sådan er det bestemt ikke i USA.
I Major League Soccer vælger man at offentliggøre lønningerne for spillerne.
Man kan derfor se, hvad blandt andre Lionel Messi, Luis Suarez, Thomas Müller og Heung-min Son tjener.
Det samme gælder for Anders Dreyer, hvis løn nu er til offentlig skue. En stærk kontrast til, hvad han tidligere har oplevet inden skiftet til San Diego FC.
Artiklen fortsætter efter billedet

Bold har talt med Dreyer, som skulle vænne sig til kulturforskellen angående lønninger.
- Ja, det er jo lidt specielt, fordi det har altid været sådan, at hvis man fik en ny kontrakt et eller andet sted, og hvad tjener han så der? Herover er det bare sådan, at det er.
- Jeg tænkte 100 procent på det i starten. Jeg tænkte, at det ville blive lidt specielt, at folk derhjemme, men selvfølgelig også herovre med ens holdkammerater, kan se, hvad man tjener i forhold til andre.
- Men igen, det er jo fodbold, og fodbold er forskelligt. Med tanke på, at der er selvfølgelig nogle spillere, der får mere end andre, og sådan vil det altid være i fodbold.
- Så i starten var det specielt, men jeg må ærligt indrømme, at nu er det ikke noget, jeg lige tænker over, at alle kan se det, lyder det fra Anders Dreyer til Bold.
Mere løn på vej?
Så kan vi lige så godt komme til det.
Ifølge Major League Soccer tjener Anders Dreyer 15,65 millioner kroner om året for San Diego FC.
Det gør Dreyer til den lønførende dansker, men han er langt fra eliten i MLS. Faktisk meget langt fra.
Lionel Messi topper med 131,44 millioner kroner om året, mens Hany Mukhtar fra Nashville SC er på tiendepladsen med 34,14 millioner kroner om året.
Men Dreyer har i denne sæson vist sig at være en af MLS's største stjerner, da han kæmper blandt andet med Messi om at vinde 'årets MVP'.
Du er ikke på vej ind på ledelsens kontor for at få lidt ekstra nuller på din løn?
- Nej, det er jeg ikke, men selvfølgelig er jeg nu her, og så har jeg to år tilbage i min kontrakt. Jeg ved godt, at jeg kun har været her i et år, men folk nede i omklædningsrummet driller mig lidt med, at jeg er i gennemsnit et til halvanden år i hver klub.

Foto: Soobum Im/AFP/Ritzau Scanpix
- Så vi må se, hvad der sker. Jeg tror også, at jeg tager det meget stille og roligt, og jeg nyder, hvor jeg er lige nu. Det har også selvfølgelig gjort, at jeg er kommet tilbage på det danske landshold ved at spille den her måde, vi spiller på her.
- Men det kan da godt ske, at der skal ske noget, lyder det fra Anders Dreyer.
Nedenfor kan I se de danske lønninger, som Major League Soccer har meldt ud.
| Navn | Klub | Løn i mio. kr. |
| Anders Dreyer | San Diego FC | 15,65 |
| Mikael Uhre | Philadelphia Union | 14,40 |
| Wessam Abou Ali (dansk-palæstinenser) | Columbus Crew | 13,87 |
| Marcus Ingvartsen | San Diego FC | 11,19 |
| Philip Zinckernagel | Chicago Fire | 10,48 |
| Andreas Maxsø | Colorado Rapids | 8,95 |
| Lukas Engel | FC Cincinatti | 5,30 |
| Erik Sviatchenko | Houston Dynamo | 5,30 |
| Jeppe Tverskov | San Diego FC | 4,49 |
| Malte Amundsen | Columbus Crew | 4,48 |
| Mathias Zanka | LA Galaxy | 3,86 |
| Mikkel Desler | Austin FC | 3,54 |
| Nicolas Hansen | Colorado Rapids | 0,52 |


Major League Soccer
































