



Inter Miami tog første stik mod Nashville SC i MLS-slutspillets ottendedelsfinale.
Natten til lørdag dansk tid vandt Miami-klubben med 3-1 hjemme på Chase Stadium, og dermed står Lionel Messi og co. med gode kort på hånden forud for returkampen i Nashville i næste weekend.
Netop Messi spillede en hovedrolle i, at det blev til en komfortabel sejr for Inter Miami.
Den argentinske stjernespiller åbnede ballet efter 19 minutters spil, hvor han lagde bolden i nettet med et kraftigt hovedstød.
Efter lidt over en times spil udbyggede landsmanden Tadeo Allende til 2-0 med et hovedstød tæt under mål.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det blev såmænd også 3-0, da Messi i overtiden opsnappede en løs bold i feltet, som han let kunne dirigere i mål.
Således lignede det, at Inter Miami skulle gå i omklædningsrummet med en perfekt sejr forud for returkampen, men sådan gik det ikke helt.
For 11 minutter inde i overtiden fik gæsterne tildelt et frispark, som den tidligere Brøndby-profil Hany Mukhtar tog sig af.
Og det med bravur.
Tyskeren krøllede bolden over muren og ind i mål via nærmeste stolpe uden chance for Rocco Novo Rios i Inter Miami-målet.
Således sluttede kampen 3-1, og dermed er der fortsat spænding i returen, der spilles søndag den 2. november.

Major League Soccer
Nashville SC
Inter Miami CF


































