Colorado Rapids har været på rov hos Manchester City.
MLS-klubben har hentet målmanden Zack Steffen, som får en aftale for de kommende tre år. Desuden er der også en option på yderligere et år.
I Colorado Rapids jubler man over, at det er lykkedes at hente den amerikanske målmand.
- Zack er en målmand på et meget højt niveau, og han har en masse erfaring internationalt og i MLS. Hans exceptionelle evner, erfaring og dokumenterede resultater gør ham til en værdifuld tilføjelse til vores trup.
- Hans karakter og mentalitet vil i høj grad gavne vores hold. Vi er begejstrede for at styrke vores bagkæde med hans underskrift og ser frem til at byde ham velkommen til Colorado, siger præsident Pádraig Smith til klubbens hjemmeside.
I Colorado Rapids bliver Zack Steffen holdkammerater med Andreas Maxsø.
Den 28-årige keeper skiftede til Manchester City i 2019 og har i alt spillet 21 kampe for klubben.
Siden har amerikaneren også været forbi Düsseldorf og Middlesbrough på lejeaftaler. Tidligere har City-reserven også spillet 84 kampe for Columbus Crew.


Manchester City
Colorado Rapids
Major League Soccer



































