Erik Sviatchenko skiftede i foråret fra FC Midtjylland til Houston Dynamo, og det er siden gået godt for den 31-årige stopper.
Houston Dynamo ligger nemlig godt til i MLS, mens man i sidste uge bookede billet til finalen i pokalturneringen.
Den tidligere FCM-anfører sætter ord på betydningen af finalepladsen over for bold.dk.
- Det er en kæmpestor ting. Jeg tror, at Houston Dynamo vandt den i 2018, så det er noget tid siden. Man kan bare mærke, at det betyder enormt meget for holdet.
- Det er også noget, der kan hjælpe os til at skyde os i gang i forhold til byen. Man kæmper lidt om den her gunst, om hvad folk skal komme og se.
- Der er selvfølgelig basketball og amerikansk fodbold og mange andre ting, så vi prøver at komme ind i en rytme, hvor vi kan vise os godt frem og fylde stadion ud. Så det her er selvfølgelig en rigtig god start, siger Erik Sviatchenko til bold.dk.
Artiklen fortsætter efter billedet

Modbydelige Messi
I finalen, der spilles den 27. september, skal Houston Dynamo møde Inter Miami, som er kommet i storform, siden Lionel Messi kom til klubben.
Erik Sviatchenko har tidligere mødt Messi to gange, da Celtic og Barcelona mødte hinanden i Champions League i 2016.
I kampene scorede Messi fem mål tilsammen, men Sviatchenko glæder sig alligevel til at stå overfor den argentinske stjerne igen.
- Det er enormt fedt. Det er fedt, at Messi er kommet til ligaen, og han har jo bare brændt banen af, som han har gjort i alle andre ligaer hidtil.
- Selv om han er blevet 36 år, er han jo stadig helt modbydelig, så det bliver bare fedt, at vi skal møde Inter Miami. Der bliver run på, og der kommer meget bevågenhed, så det vil være helt fantastisk at vinde kampen, siger Erik Sviatchenko til bold.dk.
Har du allerede lagt en plan for at stoppe ham?
- Jeg er ikke kommet så langt endnu, men jeg har selvfølgelig set nogle kampe, hvor han har spillet. Han laver ikke så meget mere, men han er bare så eksplosiv alligevel og popper op på de rigtige tidspunkter med sin vanvittige venstrefod.
- Vi skal nok smide en af vores seks’ere på ham, så han bare kan være klistret på ham. Jeg ved ikke helt, hvad vi gør, men det bliver spændende og fedt at spille en finale mod det mest hypede hold i MLS, siger Sviatchenko til bold.dk.
Selv om Messi er flyvende, og kampen skal spilles i Miami, spår Sviatchenko alligevel fine chancer for en triumf for Houston Dynamo.
- Indtil de hentede Messi, Alba og Busquets, har de ikke været særlig godt kørende i ligaen. De har været dårligt kørende, men der er bare sket noget, siden de fik dygtige spillere ind.
- Lige nu rider de bare på en enorm bølge. I semifinalen mødte de Cincinnati, der bare har ødelagt den østlige liga i MLS. De har 54 point og har været flyvende, men Inter Miami kom tilbage mod dem og gik videre efter straffesparkskonkurrence.
- Der er noget over Inter Miami lige nu, og det gør dem enormt svære at spille mod. I en finale tror jeg, at det bliver fifty-fifty, fordi alt kan ske, men det er trods alt på deres hjemmebane, siger Sviatchenko til bold.dk.
Den 31-årige stopper står indtil videre noteret for 17 opgør for Houston Dynamo. For FCM nåede den tidligere anfører 322 kampe, og så scorede han 33 mål og lavede 23 assists for midtjyderne.
Tidligere har Sviatchenko også spillet for Celtic, mens han også kan skrive fem landskampe på sit CV.

Houston Dynamo
US Open
Inter Miami CF
































