Fabio Carvalho var udtaget til det portugisiske U21-landshold, men han dukkede aldrig op.
Den unge Liverpool-spiller skulle med de øvrige U21-landsholdsspillere have været samlet i Lagos forud for de kommende venskabskampe mod Tjekkiet og Japan.
Det var bare lige et lille problem. Fabio Carvalho dukkede aldrig op.
Nu fortæller det portugisiske fodboldforbund, at Fabio Carvalho over SMS har nægtet at repræsentere det portugisiske U21-landshold, og at han derfor ikke var mødt op.
Artiklen fortsætter efter billedet

Carvalho meddelte det først, efter U21-landstræneren havde udtaget ham til truppen til venskabskampene.
Fabio Carvalho er 20 år gammel, og han har spillet fire kampe og scoret to mål for det portugisiske U21-landshold, men de tal bliver altså ikke højere.
Den unge midtbanespiller har spillet i Liverpool siden denne sommer, hvor han blev købt fri i Fulham.