





Tirsdag skulle den første plads i finalen ved VM i klubfodbold findes.
Her var det brasilianske Flamengo og saudiarabiske Al Hilal, der krydsede klinger for at gå videre til finalen, hvor enten Real Madrid eller egyptiske Al Ahly venter.
Hos Flamengo var David Luiz med fra start, mens den tidligere Manchester United og Watford-spiller Odion Ighalo var at finde i Al Hilals startopstilling.
Istvan Kovacs var dommer i opgøret, og ham husker man måske fra Danmarks kamp mod Frankrig ved VM.
Flamengo-tilhængerne vil nok huske ham efter første halvleg i hvert fald.
Artiklen fortsætter efter billedet

Her kom Kovacs nemlig i vælten flere gange.
Efter blot fire minutter blev Al Hilal tildelt et straffespark, som Al Dawasari satte ind til 1-0.
Lidt mere end 10 minutter senere troede midtbanespilleren Gerson fra Flamengo, at han skulle have et straffespark, men Kovacs mente, at der var tale om film, og Gerson blev derfor tildelt et gult kort.
Blot fem minutter senere fik Flamengo dog udlignet, da Pedro scorede til 1-1.
Dybt inde i første halvlegs tillægstid kom Gerson og Kovacs i fokus igen.
Efter et indgreb i Flamengos straffesparksfelt blev Kovacs kaldt hen af VAR for at se, om Gerson havde hånd på bolden.
Det vurderede dommeren, at han havde, og der blev derfor dømt straffe igen.
Desuden blev 25-årige Gerson sendt tidligt i bad med en rød billet efter sit andet gule kort.
Straffet sendte Al Dawasari sikkert ind igen, og Al Hilal var derfor foran 2-1 til pause.
I anden halvleg udbyggede argentinske Luciano Vietto føringen med et mål efter 70 minutter.
Flamengo fik fornyet håb i overtiden, da Pedro blev dobbelt målscorer.
Det blev dog kun ved håbet, og Al Hilal bookede derfor billet til finalen.
Finalen spilles lørdag aften, mens Real Madrids semifinale spilles onsdag.