Snak

Kom så på banen... jeg ved fra andre tråde at I findes.

Altså det første du anfægter er vel grundlæggende den kapitalistiske model. Jeg tror at det bliver svært at komme uden om en grad af kapitalisme, da det nu engang er det som det omkringliggende samfund er bygget op om. Jeg har for så vidt heller ikke noget imod den kapitalistiske model et langt stykke af vejen. Mit problem bliver når det ikke bliver udbud, efterspørgsel og sportslige præstationer som bestemmer et holds transferbudget, men humøret hos en diktator. Dét er for mig dræbende, og det er i den grad en udvikling jeg vender mig imod til det punkt hvor at hvis der ikke sker noget så stopper jeg med at følge PL. Det er hamrende uretfærdigt at BNP for et land skal afgøre transferbudgetter fremfor udbud og efterspørgsel samt sportslige præstationer.

Godt initiativ, jeg er med dig!

I aftes var emnet oppe at vende hos en god kammerat. Jeg tror ikke så meget på, at man kan revolutionere fodboldens vilde pengecirkus. Men jeg mener, at det er vigtigt, at være bevidst om, at man kan forbruge fodbold på forskellige måder.

Jeg forbruger fodbold på omtrent samme måde som du. Jeg har sæsonkort til Viborg Stadion og tager også lejlighedsvis på udebaneture. Ellers er jeg blevet virkelig god til at værdsætte fodbold på radioen. Både live og podcasten Mediano.

Ja, vi er alle forbrugere. Men heldigvis behøver fodbold ikke alene at handle om altid at se de ypperste spillere udfolde sig. At være en del af en fodboldkultur på et lavere niveau, kan sagtens være meningsfyldt.

Jeg synes, at den tyske fodboldkultur er meget fascinerende. Her har jeg indtryk af, at der stadig er et stærkt bånd mellem klubberne og deres fans. Sikret gennem blandt andet rimelige billetpriser.

Præcis. Det er kulturen fra amatør- eller semiprof-niveauet som i min optik udgør den sande fodboldkultur. Turismen og konsumerismen har for længst indtaget eliteniveauet.

Der kunne gøres en masse via lovgivning - og her tænker jeg måske også ud over fodboldens rammer. Eksemplet fra Tyskland er vel det nærmeste vi kommer en sund konkurrencesituation - men som Bayern dominerer voldsomt. Jeg er ikke ekspert på den tyske model, men den kunne sikkert have sin ret i en liga som PL, der synes forvandlet til en real-life-udgave af Football Manager for de få. Glædeligt er det dog at megainvesteringerne ikke automatisk fører til øjeblikkelig succes (se blot Chelsea og Man Utd).

Det er præcis sådanne ting her som ødelægger sporten og er med til at forværre klimakrisen... ufatteligt!

https://bold.dk/fodbold/stillinger/vm-for-klubhold/nyheder/medie-ny-udgave-af-klub-vm-vil-vare-29-dage

@Malresi: Jeg er en af dem som har opfordret dig til at starte tråden. Så du skal lige have et kæmpe tak herfra! Jeg skriver først nu fordi jeg simpelthen ikke havde opdaget at du rent faktisk havde gjort det.

Jeg sidder på telefonen lige nu, men jeg skal nok bidrage med mere end et tak lige så snart jeg sidder ved en computer og har tid til det.

Lad mig starte med at redegøre lidt for min egen situation angående det her dilemma hvor man på den ene side har en stor interesse for fodbold (plus en del anciennitet i den forbindelse) og på den anden side er umanerlig trist over den udvikling som den professionelle fodboldverden har gennemgået henover særligt de seneste årtier.

Jeg er 41 år. Jeg har selv spillet fodbold hele mit liv, og jeg har også fulgt med i fodboldverdenen lige så længe jeg kan huske. Fodbold har altså altid fyldt enormt meget i mit liv.

Min familie har nogle bånd til Italien hvor vi blandt andet har nogle rigtig gode venner fra Rom. Første gang jeg er med nede og besøge dem, har de købt en Inter-trøje til mig. Det er lidt pudsigt idet familien (ikke overraskende) består af Lazio og Roma-fans. Far og den ene søn holder med Lazio mens mor og den anden søn holder med Roma. For at undgå for meget skænderi internt i familien (og måske også for at skåne mig for at skulle vælge side), har de dog valgt at jeg ikke skal have en trøje fra Rom men i stedet fra et af de andre hold i Serie A. Valget falder på Inter da det er den klub ud over de romerske som familien bedst kan lide.

Lige siden dengang har jeg været Inter-fan. Det vil altså sige at jeg i næsten 35 år har fulgt med i Inters gøren og laden - i starten på bagsiden af sektion 2 i Politiken, senere på tekst tv og efterfølgende hver søndag kl. 14 på TV2 (hvis man var heldig at det var Inter de viste).

Dengang fulgte jeg også ihærdigt med i både tysk, engelsk og spansk fodbold og så selvfølgelig dansk fodbold hvor også landsholdet havde min interesse. Som en del af denne interesse fulgte jeg derfor også med i de internationale turneringer i både klub- og landsholdsregi.

De senere par år har jeg dog måttet konstatere at min brede fodboldinteresse har lidt et alvorligt knæk i takt med den vanvittige økonomiske udvikling der har fundet sted henover de seneste 10-15 år. Det er særligt gået ud over den engelske Premier League som jeg stort set ingen fodbold ser fra mere, og så er det også gået ud over min interesse for landsholdet.

Begge dele kan tilskrives det samme - nemlig det indtog fra ejere med bundløse pengetanke og en skruppeløs ageren som har betydet at klubber som Chelsea, PSG og Manchester City på ganske få år er gået fra at være parenteser i den internationale elitefodbold til at udgøre toppen af poppen - alt sammen ved hjælp af én ting: Penge.

Den økonomiske udvikling som de har skabt med deres skruppeløse forbrug, er i min optik fuldstændig grotesk, og den er fint illustreret gennem Rasmus Højlunds transfer fra Atalanta til Manchester United. Han scorede 9 mål og lavede 4 assists i 32 Serie A-kampe, og så blev han solgt for 560 millioner kroner. 560 millioner kroner!

Og ja, inflation er en ting, og ting bliver generelt dyrere og dyrere. Der er derfor ikke noget odiøst i at vi bliver ved med at slå transferrekorder som tiden går. Men at vi på bare 15 år er gået fra at verdens dyreste fodboldspiller (dengang i form af Fernando Torres) kostede 500 mio. til at det nu gør sig gældende for et talent, er simpelthen for vanvittigt. Og det allerværste er selvfølgelig at det er os fans der står med regningen i sidste ende.

Læg dertil den åbenlyse korruption i FIFA og UEFA og krydr det med agenthonorarer på flere milliarder kroner samt slutrunder i lande som Qatar og Saudi Arabien, og så har du i min optik en fodboldcocktail som jeg ikke længere synes er særlig meget værd.

Jeg må dog desværre indrømme at jeg har været lidt længe om at sætte handling bag mine ord. Indtil videre er det faktisk kun lykkedes mig at boykotte VM i Qatar/landsholdsfodbold ligesom jeg som sagt generelt ser meget lidt fodbold fra England.

Fra næste sæson har jeg dog tænkt mig at boykotte Champions League også. Så der er min plan at det eneste abonnement jeg skal have, er TV2 play. Jeg er nemlig ikke nået dertil hvor jeg har integritet nok til også at lade det gå ud over det hold som jeg har fulgt i tykt og tyndt næsten hele mit liv.

Noget af det som i øvrigt udfordrer mig ret meget, er min ageren over for andre og særligt over for mine børn.

De er 7 og 11, spiller begge fodbold og følger også begge med i national og international fodbold.

Jeg kan mærke at jeg synes det er enormt svært at agere over for dem fordi jeg på den ene side ønsker at lade dem vide hvad jeg gør og hvorfor jeg gør det. På den anden side vil jeg jo gerne undgå at pådutte dem nogle specifikke holdninger.

Jeg synes samtidig det er enormt svært at vælge mellem en ideologisk boykot af VM-slutrunden i Qatar og så en hyggelig aften foran fjernsynet med min ældste søn når vi er alene hjemme. Siger jeg nej, gør jeg "det rigtige" set i et større perspektiv. Men det er godt nok svært for mig at sige nej til en sådan aften med min søn.

Den sociale slagside er altså en stor ting for mig, og jeg synes den gør det enormt svært at agere i visse situationer.

Det må også være noget I andre dels oplever, dels har gjort jeg tanker omkring…?

@interforlivet

Tak for to stærke indlæg! Det er dejligt at der så småt kommer mere fylde i tråden, da jeg er overbevist om at den har potentiale til at vokse sig større i dette forum.

Til trods for at vi tilhører hver sin fløj i den milanesiske fodboldkontekst deler vi helt sikkert både passionen og frustrationen forbundet til og over fodboldens udvikling på eliteplan. Som du er jeg barn af 80/90´erne og husker ligeledes TV2s dækning af Serie A. Magien i den ene kamp (som Tipslørdag på DR). Valget var dengang ikke frit... var det Bari vs. Fiorentina så man den kamp. Jeg savner virkelig den stemning som fandtes dengang, hvor kampene lå nogenlunde simultant og dong-bolden havde sin storhedstid. Måden hvorpå fodbolden konsumeres i dag har dræbt en hel del af hyggen... der er altid en anden kamp og man har jo en tendens til at følge det eller de samme hold (naturligvis). Dengang var det som skrevet ikke altid at det var Weah, Albertini og/eller Baresi som blev vist, hvorfor man også fik kendskab til andre klubber og spillere. Siden blev jeg grebet af FM og min viden og indblik i klubberne eksploderede for en stund.

Men denne magi er altså ebbet ud i takt med at pengestrømmen kun synes at gå ud til bagmændene i klubberne... + de overbetalte spillere. Jeg har så svært ved at sympatisere med individer, som kræver sådan aflønning for en - lad os være ærlige - overfladisk/ubetydelig ydelse, og samtidig agere så hult og tamt så snart der spørges ind til noget, der rummer en smule politik. De kunne med deres enorme indflydelse på ungdommen (som jeg egentlig også ærgres over) have større indflydelser på støttestrømme til sårbare befolkningsgrupper og den nødvendige grønne omstilling. Desværre er de selv symboler på meget af det som er galt i verdenssamfundet.

Så ja, jeg har utrolig svært ved at huje over en millionærs ageren på en fodboldbane, mens den hårdarbejdende familiefar står på lægterne og måske har taget af sit barns opsparing for at have råd til et endnu dyrere sæsonkort. Det er simpelthen et kæmpe problem!

Dertil må jeg også tilstå at jeg af klimagrunde har svært ved mængden af kampe og turneringer. Fx synes jeg at det er helt vildt unødvendigt at der er en turnering som UEFA Youth League... på papiret er det da fedt, men er det virkelig nødvendigt at 16-18årige skal rejse Europa rundt og spille på små mini-stadioner.
Der er akut behov for at gentænke strukturerne i sportsverdenen. Der er alt alt for meget flyrejseaktivitet. Det gælder både i forhold til kampe, men også når klubberne tager på turneer/opstartsfaser og når spillere fragtes i privatfly til/fra kontraktforhandlinger, landsholdssamlinger, m.m.