SotD, i en anden tråd havde jeg skrevet nedenstående til dig, som du formentlig ikke har set, da kommentaren er druknet i de 12-14 sider, så det er helt fair.
Jeg har ikke fanget den nej - beklager. Men jeg skal gerne svare her.
hvis nu jeg lægger ud med at erkende, at Wind, og nok også Yussuf, ikke skulle have været med - eller som minimum skulle have været skiftet ud af truppen, i ugen op til åbningskampen - da de jo helt åbenlyst ikke var kampklar, kan du så også erkende, at min skepsis omkring udtagelsen af Damsgaard, samt min modstand omkring Dolbergs udtagelse, måske ikke var helt så mindrebemidlet, som du gav udtryk for? Måske jeg heller ikke led af vrangforestillinger omkring deres niveau som du også skrev, og måske det alligevel er ok at betvivle nogle af Kasper Hjulmands dispositioner i ny og næ, også selvom han ifølge dig, er den bedste landstræner nogensinde?
Altså hvis præmissen er at hverken Wind eller Yussuf skulle med, så synes jeg faktisk bare det forstærker præmissen omkring at Dolberg selvfølgelig skulle med. Det ville betyde at Wind og Yussuf havde givet plads til at tage to ubekendte med - f.eks. Ingvartsen og Uhre (for nu bare at vælge to). At flå Dolberg ud også, ville jo sætte os yderligere tilbage mod det ukendte, så nej - det får du mig ikke til at anerkende noget fornuftigt i. Havde Wind og Yussuf derimod været kampklar - så havde en udeladelse af Dolberg givet mening. Men det var ikke det vi diskuterede.
Vi kan hurtigt nok blive enige i, at Dolberg ikke gav noget som helst positivt til vores angreb, men at han helt skulle forbigås, som den seneste danske landsholdsangriber synes jeg er at tage tingene totalt ud af kontekst. Jeg kunne jo sige det samme om Eriksen og Højbjerg som også spillede af helvede til. Men selvfølgelig skulle de med i en 26 mand stor trup. Og det samme skulle Dolberg selvfølgelig, fordi alternativerne var ikke-eksisterende.
I forhold til Damsgaard så synes jeg faktisk at han var blandt de få der leverede noget. Han kom med et flot indhop mod Tunesien, men var så usynlig mod Frankrig. Jeg skal ikke kunne sige om der findes en derude som kunne have gjort det bedre - men jeg ville nok ikke have ofret Damsgaard, men derimod en af de skadede - eller en back, som vi jo også var omkring.
Vi kan selvfølgelig ikke vide os sikre på, om andre navne havde gjort det bedre og dermed forhindret et exit, men personligt så jeg i hvert fald intet i præstationerne fra Dolberg og Damsgaard, der berettiger til, at du kaldte mine holdninger for dumme, tåbelige, fjollede, idiotiske, åndssvage, hjernedøde, himmelråbende, gumpetunge (og ja, du fik skam brugt alle de ord) og hvad du ellers fandt på af udtryk.
Jeg søger sådan set ikke en enighed i om, hvorvidt det var rigtigt eller forkert at udtage dem, for det fornemmer jeg lidt, at vi nok aldrig bliver, men som minimum bare, om du kan erkende, at tonen måske var uberettiget, når nu præstationer blev som de blev?
Jamen jeg står sådan set fast ved de udtalelser, også selvom især Dolberg spillede som en brækket arm, netop af ovenstående årsager. At retorikken blev skinger kan jeg sagtens beklage. Det var ikke nødvendigt, omend de ord du fremhæver for mig bare er flere ord der beskriver det samme - og det som jeg egentlig forsøgte at skrive - mangel på indsigt. Og det mener jeg faktisk stadigvæk er tilfældet.
Jeg læser det øverste citat fra dig, som en erkendelse af, at du her på bagkant anerkender, at den forudgående kritik af Dolberg, måske ikke var helt så dum og hjernedød, som du fik gjort den til.
Hvis det er korrekt tolket, så har jeg - uden nogle hånlig undertone - respekt for, at du trods alt kan trække en smule i land på den front.
Det har aldrig været kritikken af Dolberg i sig selv jeg har anfægtet. Det er den unuancerede kritik jeg ikke synes er OK. Jeg synes ikke du er hjernedød i øvrigt. Jeg synes du har nogle besynderlige, tenderende fjollede argumenter for at undlade at udtage spillere der kort forinden havde afgjort en kamp mod Frankrig, når der er SÅ mange pladser at vælge imellem. Lige præcis de to var aldrig på vippen for mig.
At ændre på den holdning bare fordi de ikke præsterede godt, går temmelig meget imod min måde at anskue verden på. Skulle vi udtage en ny trup i morgen til EM kvalifikationen, så er det meget muligt at de ikke var med. Men at bruge 3 kampe til at spille bagklog - der er jeg ikke. Jeg vil gerne se nogle andre præstere bedre for at anerkende at det var en fejl. For indtil nu er det jo "bare" elendige præstationer. Men din retorik antager at man med statsgaranti havde fået noget bedre ud af at tage andre med - og når man ser på f.eks. Eriksen, Højbjerg og ASO så synes jeg den tilgang er underlig.