Et forsinket take på Milans situation..
Og det er fair nok pointer og betragtninger, L’Imperatore, som du har. Som min grundtanke for en succesfuld fodboldklub, behøver der ledelsesmæssig stabilitet og kapital. En af de to elementer, eller begge, har været fraværende fra Milan i nu, et årti. Det er faktisk lettere utroligt, og samtidig ganske foruroligende, at ingen af de sidste ejere har fået forløst bare tilnærmelsesvis det kæmpe potentiale Milan besidder. Men det er en anden sang.
Jeg tror det vigtigste at huske på altid ifbm. at Elliott Management Corporation nu er blevet ejer af AC Milan, er at de i slutenden har et facit som skal gå op; økonomisk profit via et salg.
Først og fremmest skal det dog siges at jeg faktisk er ret overrasket over at Elliott overhovedet påtager sig opgaven. Jeg havde klart forventet at de ville have sat Milan til salg, nærmest med det samme de fik fingrene i klubben for at få hjem det udlånte beløb på ca. 420mio€ inkl. renter + lidt ekstra(der var rygter om en salgspris i omløbet af 500mio€).
Man kan sige at Elliott ingen forstand har på fodbold, og det er ganske givet korrekt. Til gengæld ved de hvad de laver indenfor deres felt, og jeg tror ikke Paul Singer ikke har lavet en meget gennemført cost/benefit analyse førend han har taget beslutningen om at beholde Milan, gøre den mere rentabel over tid og derved sælge med større profit. Du skal huske på at Elliott har ”købt” Milan for 303mio€ - det er satme spotpris til en klub med enormt kommercielt og fodboldmæssigt potentiale. Selv med Milans deroute har Elliott bud på 500mio€ allerede nu, knap 200mio€ mere end det han lagde ud som garanti for Li Yonghong og kumpaners køb af klubben.
Spørgsmålet er så hvordan man bevæger sig hen imod at øge værdien på sit aktiv yderligere. Det gør man primært ved at havne i Champions League, men det betyder ikke at der skal gå spending spree i den. Det er sådan set heller ikke nødvendigt når man kigger på den trup som Rino skal arbejde med. Der er tre meget klare og specifikke ønsker for at komplementere det nuværende mandskab. Det kræver naturligvis god scouting, ordentlig forberedelse og korrekt udførslen af manøvren fra Mirabellis side. Iflg. Gazzetta dello Sport får Mirabelli 35-50mio€ at ”lege” med. Ekstra budget skal kreeres gennem salg.
Derimod tror jeg også godt man kan regne med at Elliott går gennem organisationen for at effektivisere hvis nødvendigt. Yderligere kommer de til at stille deres eget hold, men jeg har ikke fantasi til at tro at Elliott, i de givne omstændigheder og alt den uro det i hele Li’s regeringsperiode, vil tilføje ekstra uro ved at cutte båndet til både Fassone og Mirabelli, uagtet i at jeg er enig i din scapegoat betragtning omkring Fassone. Hans seneste interview indikerede også en anelse frustration, og knap så slick tale som sædvanlig. Men vi er snart kun én måned fra vinduets lukning og man er allerede bagud på point. Jeg tror dog godt der kunne komme udskiftning til efteråret. Men tidligst til efteråret.
De 121mio€, som du har set omkring CFCBs erklæring på 33 sider ifbm. deres afsigelse af dom og eksklusion af Milan fra Europa, retter sig imod de sidste år i Berlusconi æraen 14-17. Min hukommelse er ikke helt skarp omkring det sidste år, fordi der var noget med at kineserne dækkede eller skulle tilbagebetale driftsomkostninger i 16/17 sæsonen under den her marathonforhandling mellem kineserne og Berlusconi. Underskud forinden dækkede Berlusconi og Fininvest selv til Marinas mangeårige fortrydelse.
Hvordan Milan kommer til at agere, kortsigtet, på markedet afhænger dog også helt ufattelig meget af appelsagen ved CAS.