Er du gal en afslutning på sæsonen. Jeg tror ikke jeg har følt mig så påvirket før. Primært pga af den enormt lange rejse med så mange udsving og eklatante skuffelser, men også på grund af de to sidste sæsoner og set hvordan truppen har udviklet sig. Det har sat sig i min krop. Jeg har ikke kunne overskue bold.dk efter Cagliari-kampen og har primært mailet med mine italienske venner som kommunkationsform. Jeg har sovet dårligt. Haft dårlige mandage. Været sindssygt spændt og nervøs.
Jeg vil huske kampen i går for tre ting. To gode og en dårlig (nu kommer den berømte evalueringssandwich):
En kæmpe disciplineret indsats fra (det meste) af holdet. Vi formåede at afholde det mest scorende hold (i to sæsoner), ikke blot fra at score men også fra at komme til nogen nævneværdige chancer. Det eneste jeg husker er Zapatas skud sniger sig forbi stolpen. Kjær pakker fuldstændig offensiven ind og dirigerer helt fantastisk. Kæmpe kæmpe indsats. Sjovt som kommentatorerne lider af en helt særlig form for hukommelsestab, der gør at de i starten af kampen vurderer Milan nærmest havde givet op på forhånd og derfor lader alt spil gå til Atalanta. Det siger de på trods af, at det er fuldstændig åbenlyst at det er vores taktiske oplæg. Så sker der noget i kommentatorboksen efter 50. minut, hvor Milan (og det taktiske setup) er en mandfolkepræstation og taktisk disciplinerede.
Vores spil var dog til tider ekstremt frustrerende og en tendens der har været præsent længe. Vi laver så mange fejlaflevering hvor jeg noterede mig at Bennacer var helt ved siden af. Hakan også. Saele var helle ikke uden skyld. Træthed? Måske. Men det var grelt grelt grelt og noget som Pioli må finde en løsning på. Vi havde i går også en underlig tendens til at sætte os selv (!!!) under pres med underlige afleveringer. Det kan have noget at gøre med Piolis taktiske setup.
Og apropos det taktiske setup. Helt klar MOM var Pioli. Han har vist kigget en del til Inter-Atalanta (1-0) kampen og fundet inspiration der. Vi har bolden i noget der ligner 35% af kampen, men er på ingen måder i alvorlige problemer. Det handler ikke om hvor meget du har bolden, men om hvad du gør med den. Og vi gjorde rigtig mange ting rigtige med den. Forsvarer, holder, stopper, skifter side, sørger for ikke at have for mange mand foran bolden i tilfælde af boldtab.
En lille taktisk sidenote: Dalot ind for Saele=genialt. Muriel blev 1000000% nedlukket med to-tre spillere på ham, hver gang han prøvede på noget.
Sindssygt godt set af Pioli og så er det jo perfekt at se en træner, der rent faktisk tør at skifte spillestil på den sidste og mest betydningsfulde kamp i sæsonen. Snakken om at Pioli ikke kan vende en nedadgående kurve kan vi vist godt lægge i graven. Herlig pragmatisk stil.
Jeg vil gerne lige vende Rossos indlæg om Tomori og Leaos rolle i går. Tomori synes jeg gør det helt fornuftigt og man kan ikke klandre ham for at smadre den langt op i banen, for det var i mine øjne en eksekvering af det taktiske oplæg. Derfor mener jeg det er fejlagtigt at give Tomori kritik. Vi kan så diskutere om Pioli mente at den specifikke taktik var nødvendig fordi at Tomori var på banen, altså at der er tale om en dialektisk bevægelse. Det kan der være noget om, men man kan ikke tage noget fra (center) forsvarets præstation.
Og jeg er heller ikke enig i at vores lange bolde ikke virkede. Ja Leao havde det svært. Ja, han er ikke god på låget eller fysisk. Men vi havde en friløber, hvor Leao blev savet midt over (og intet kort!!!) og også et skud på stolpen. Når han fik nogle af de nedfaldsbolde sammen med Brahim blev der skabt rimelig meget ravage. Jeg syntes ikke det var så slemt som det bliver gjort til.
Vi så også nogle indikatorer på hvad vi kan forvente i næste sæson. Der tegnede sig i de sidste 3-4 kampe (minus Torino) et billede af hvem Pioli kan stole på, når lortet brænder på. Meite i stedet for Tonali. Brahim er også blevet en favorit. Og Tomori fremfor Romagnoli. Krunic er også en x-faktor. Det virker som om at Pioli gerne vil have 70% stabiliserende spillere og så de sidste 30% individualister der kan skabe noget magi.
Det dejlige er at vi egentlig "bare" skal have en angriber (jeg er ligeglad med om det er en italiensk, kinesisk eller dansk) men helst en bomber. Type-mæssigt kan jeg gå begge veje, men vi lægger nok ikke det store beløb selvom Chl. nu er i hus.
"Old Lull Bee"