Kunne ikke se kampen i går, men har netop set den igennem.
Først og fremmest fantastisk med en sejr og ikke mindst et clean sheet. Det betyder virkelig meget efter den periode vi har været igennem. Og så mod en svær modstander som Torino.
Personligt er jeg faktisk også ret positiv omkring den 3-4-2-1 Pioli stilled op med i går, omend der selvfølgelig fortsat er en række ting der skal forbedres og arbejdes på.
I modsætning til andre her i tråden, er jeg ret positiv omkring tremands-forsvaret. Med en ekstra mand (oftest Kjær) i en fri rolle, har vi backup, når de to andre presser aggressivt op i dueller. Og her synes jeg klart spillere som Kalulu, Tomori og Thiaw har deres styrke (når de presser aggressivt op på deres mand, underforstået).
Jeg hæftede mig specifikt ved en situation i første halvleg, hvor Thiaw går op i en duel som han taber.
Lignende situationer er ofte blevet farlige for os, fordi det efterlader et væsentligt rum foran eget felt. Den anden stopper kan ikke nødvendigvis have fokus på den løse bold, da han har sin egen markering at forholde sig til.
Men her lå Kjær fri til opsnappe den løse bold og kunne derfra starte en angrebssekvens.
Desuden giver det også vores to brede stoppere mulighed for at tage løb frem i banen, når de har erobret en bold. Det var meget tæt på at give pote, da Kalulu tog et raid frem i banen og lagde en noget nær perfekt stikning til Theo, der desværre ikke kunne omsætte den store mulighed.
Samtidig gør det også, at vi ikke behøver, at committe en centrale midtbanespiller til at falde ned i backkæden, når vi bygge spillet op. Det giver bedre mulighed for at kontrollere spillet frem i banen.
Kort og godt synes jeg, at balancen er markant bedre med tre i bagkæden og vi holdt da også Torino fra nævneværdige chancer. De har i øvrigt kun to skud indenfor rammen i hele kampen. Det øger unægtelig chancerne for at spille til nul.
Og hvis dette betyder, at vi kan få bedre styr på defensiven, så mener jeg Pioli skal holde fast i det med næb og kløer.
Det var jo utvivlsomt en nærmest uhørt defensiv præstation i sidste tredjedel af sæsonen, der gav os mesterskabet.
Jeg synes også det klæder Theo gevaldigt, at han kommer længere frem på banen. Dette ikke mindst demonstreret ved de fem indlæg han har i boksen, hvoraf det ene, som bekendt, blev omsat til mål af Giroud på flotteste vis.
Heri er der også, efter min mening, en vigtig detalje. Indtil nu, ligger Milan i nederste halvdel ift hvor mange indlæg der bliver slået. Herunder også målt på antal succesfulde indlæg.
Som jeg ser det, er det netop her Giroud er allerbedst. Selvfølgelig fint demonstreret ved målet i går.
Kan vi blive bedre til at fodre ham i boksen, øger vi helt klart også chancerne for at score flere mål.
Ser man på offensiven er det klart, at der fortsat er nogle mekanismer, løbemønstre osv der skal på plads.
Leao havde, diplomatisk sagt, ikke nogen stor kamp, men jeg ser stadig et meget væsentligt potentiale i ham som mellemrumsspiller.
Når Giroud falder ned i banen og skaber plads, kan han udfordre mand-mand direkte, hvor ingen i ligaen kan følge hans antrit.
Der var tegning til det et par gange i går og jeg tror nok der skal blive slået kapital af det.
Desuden synes jeg også det ligner en lidt bedre rolle for fx Brahim (og teoretisk også CDK).
Når der er to spillere i mellemrummet, fjerner det lidt fokus fra den enkelte spiller, hvilket ofte har været vores 10ers udfordring.
Adli bør i øvrigt også kunne kunne interessant i den rolle.
At de offensive koncept ikke sidder lige i skabet endnu, kan jeg sagtens leve med. Og anser det som ganske forventeligt.
Nu håber jeg Pioli holder fast i konceptet og får indarbejdet de mekanismer der gør, at spillet bliver mere flydende og naturligt. Og at der heraf selvfølgelig også kommer nogle flere mål.