Nå, vi kan ligeså godt benytte den sidste uge af transfermarkedet til et lille spil ”Stratego”. Vinderen kan kalde sig selv ”Transferekspert” – ”Gallianis tvilling” eller ”Spåkonen”. Jeg kunne ikke finde på mere flatterende titler end dette.
Det går naturligvis ud på, hvilke træk den gamle skaldepande foretager sig i den sidste uge af transfermarkedet. Jeg tænker at vi både tager ingoing og outgoing med i kabalen. Et point for at ramme rigtig afgang eller tilgang, og der gives et bonuspoint for at ramme rette destination på en outgoing spiller.
For at hjælpe leverer jeg den seneste nyhedsstrøm på både til- og afgang:
AFGANG:
Michael Agazzi:
- Er rejst til England for at gennemgå et lægetjek, som skulle sikre ham en lejeaftale ved den nordengelske klub, Middlesbrough. Málaga har af flere omgang også været nævnt.
Gabriel Paletta:
- Flere sammenstemmende medier melder om interesse fra både Bologna og Atalanta. Der har også været lidt småsnak med Roma, som dog synes sunket i jorden efter både Rüdiger og Gyömber er blevet signet i det romerske. Efter Romagnoli er kommet til, har agenten anmodet Galliani om et skifte for hans klient, da denne gerne vil være i betragtning til EM for Italien, og den mission synes svær efter Romagnoli er kommet til klubben.
Cristian Zapata
- Der har været lidt løse rygter om en påstået interesse fra engelske Everton, såfremt Liverpool-klubben giver efter for John Stones’ ønske om et skifte til Chelsea.
Aléx
- Kia Joorabchian har været forbi Milanello i august måned for bl.a. at diskutere Aléx’ fremtid. Brasilianske Santos har været meldt interesseret i Aléx, som ikke skulle være afvisende. Hans nettoløn på 2.5mio€ synes dog lidt af en hurdle. Tyske Borussia M’Gladbach, græske Olympiakos og nogle hollandske klubber skulle også have luftet deres interesse for Aléx, der synes i overskud i det milanesiske forsvar.
Cristian Zaccardo
- Afviste et skifte til indisk fodbold, fordi lønnen ganske enkelt var for ringe. Der snakkes om en gensidig opsigelse af kontrakten for den sympatiske, Zaccardo.
Giacomo Bonaventura
- Lentinis Stifstidende melder at Jack Bonaventura er smidt på transferlisten, som følge af hans krogede næse og slatne præstationer har fået bægeret til at tippe. Roberto Mancini og Inter er naturligvis interesseret. Troværdighed 100%.
Andrea Poli
- Sassuolo, Torino og Sampdoria har alle sammen forhørt sig på den italienske landsholdsbobler. Umiddelbart virker Poli dog ikke indstillet på at skulle forlade Milan, og Sampdoria blev også mødt af et hurtigt nej da de ville have ham som modvægt i Soriano-forhandlingerne.
José Mauri
- Sampdoria har været nævnt, og selvom agenten har benægtet at Mauri skulle væk fra Milan denne sæson, så var det særdeles påfaldende at den unge mand var sendt helt på tribunen til kampen i Firenze.
Riccardo Montolivo
- Agenten til Montolivo har spist en romantisk middag med Paratici i Torino. Mihajlovic’ meget hårde kommentarer omkring det nuværende niveau ved kaptajnen, har naturligvis åbnet for spekulationer omkring Montolivos fremtid i Milan. Allegri synes godt om ham, men Montolivo skulle ikke være på toppen af listen i den zebrastribede del af Torino.
Antonio Nocerino
- Bologna, Atalanta og Sampdoria har været nævnt som mulighed destination for den falske Rino. Walter Zenga fra Sampdoria skulle sågar have taget knoglen og henvendt sig direkte til Nocerino, for at overtale ham ind i et skifte til Genova.
Keisuke Honda
- Premier League interesse har været nævnt – specificeret ved Tottenham og Everton. Noget konkret synes dog ikke at være på tapetet og iflg de seneste meldinger, vil Milan ikke lade Honda skifte så sent i transfervinduet… medmindre der dog dukker et nyt ”slagtilbud” op på hånden.
Suso
- Virker klemt i Milan. Preziosi i Genoa vil meget gerne have ham til klubben, men hidtil har Milan været lidt kølige overfor Genoas henvendelser. Galliani bærer måske stadigvæk nag efter Bertolacci-handlen, som blev en del mere omkostningsfuld end kalkuleret. Både Villarreal og Málaga skulle også have interesse i ham, og iflg bulletinerne så er en retur på lån med købsoption i Spanien, det mest realistiske scenarie.
Alessio Cerci
- Fiorentina har været nævnt at nogle omgange. Milan tilbød Torino at få ham retur, men Caïro sagde nej. Grundet skader til Ménez og Niang, kan det dog betyde at Cerci får lov at forblive i Milan selvom han er et stykke ned i hierarkiet.
Alessandro Matri
- Lotito og Galliani har af flere omgange været I kontakt omhandlende Matri. Købet skulle afhænge af om Lazio får mast sig ind i Champions League. Det kommer efter at Sassuolo egentlig havde fået lovning på Matri, og senest har Atalanta blandet sig i kampen om den teknisk famøse angriber.
TILGANG:
Mario Balotelli
- Bestået lægetjek, og kun hvis månen falder ned fra himlen, kan skiftet forhindres.
Asier Illarramendi
- Har de seneste dage været nævnt som et alternativ til midtbanen. Real Sociedad skulle være interesseret i at få ham tilbage.
Lucas Leiva
- Kia Joorabchian foreslog Lucas til Galliani, men det skulle hurtigt være blevet afvist.
Erik Lamela
- Milan skulle have ringet til Tottenham og agenten til Lamela, for at høre hans situation. Inter synes dog længere fremme i skoene.
Roberto Soriano
- Egentlig lignede det en done deal, indtil Berlusconi tilsyneladende skulle have nedlagt veto imod ham, som følge af den hæslige præstation i Firenze. Men han kan vel nå at besinde sig selv igen.
Axel Witsel
- Meldingerne er skiftende omkring spilleren. Først er han det klare mål – dernæst er meldingerne mere sløret, og nu skulle Juventus have lagt en forespørgsel hos både klub og spiller.
Moussa Sissoko
- Blev nævnt som alternativ til Soriano, såfremt denne handel ikke lykkedes, og da nu Berlusconi synes at have nedlagt veto imod Soriano, og der er lidt hakkende meldinger omkring Witsel, så kunne Sissoko meget vel være en del af snakken omkring forstærkning af midtbanen.
Ovennævnte er naturligvis kun en opsummering – andre afgange og tilgange kan ske.
Slå jer løs! Vinderen får et indrammet billed af Galliani til ophængning hjemme på væggen. Hvis andre end trådens normale brugere vil deltage, kan man frit slå sig løs.