Det var i morgen at champagnepropperne skulle poppe og glæden spredes ud i den rød-sorte del af Milano. I stedet er vi blevet spist af med gravøl, og seriøs dyb undren, irritation, sågar vrede over hvad der for nuværende ligner endnu en udsættelse af La Storia Infinita – The Never Ending Story.
Fordi det er hvad der forventes for nuværende, men nærmest alle journalister tager nu sine forbehold, fordi denne saga har lavet nogle voldsomme twists down the road. Så de skulle nødigt blive kølhalet af pøblen, læserne som støtter sig op af deres artikler, og forventningerne der udleves deraf.
Berlusconi har afvist at ville underskrive papirerne om en overtagelse af klubben nu, mod at pengene bliver betalt ratevis hen af vejen. Arrivano i soldi o mi tengo il Milan – giv mig pengene som aftalt, eller jeg beholder Milan skulle den klare, og i sagens natur ganske naturlige besked være fra Berlusconi til SES. No more fucking around!
Det som forventes er at SES og Fininvest i morgen afgiver en fælles pressemeddelelse hvori man vil melde ud at salget er udsat yderligere til d.7.april. Bare få dage inden Derby della Madonnina mod Inter. SES skal levere sit tredje indskud på 100mio€ senest d.10.marts, eller er aftalen afblæst. Skulle det ske vil det sige at Berlusconi beholder de 200mio€ SES allerede har indskudt, og hvis jeg ikke husker helt forkert vil han yderligere kunne forlange omkring 100mio€ som kompensation, fordi at SES ikke har overholdt sine købsbetingelser kontraktuelt.
Det som skulle ske i disse dage, var at SES skulle overføre de sidste 320mio€ for købet af AC Milan, samtidig med at de lagde de første 100mio€ i henhold til den forretningsplan om investeringer i klubben, som Berlusconi har stået stejlt på. Helt konkret de 350mio€ som skulle investeres over en tre-årig periode.
Der er lidt forskellige anskuelser på hvordan pengene SES medbragte skulle blive forvaltet, ved de journalister som jeg har fulgt, og stadigvæk følger igennem den meget træge salgsproces, som reelt tog sin spæde start i maj måned 2014 med en vis Mr. Bee Taechaubol. Carlo Festa fra Il Sole 24 Ore, et respekteret finanstidende i Italien, hævder at SES ville betale ca. 250mio€ for klubkøbet, hvoraf de resterende ca. 70mio€ ville blive betalt ved senere lejlighed når SES havde refinansieret gælden (220mio€) via Goldman Sachs. Jeg kan ikke fortælle hvorfor man ville lave den manøvre, men det skulle angiveligt være noget som kommer fra rådgiverne ved Lazard, Rothschild etc., som har været inde over denne handel. Yderligere skulle SES betale et sted mellem 60-70mio€ for driften af holdet i denne sæson, som de er bundet op på via kontrakten som blev signeret tilbage under stort drama i august måned. Slutteligt skulle de 100mio€ for forretningsplanen også ligges.
Pasquale Campopiano, en anden journalist, som også har været med i dækningen af dette salg siden sin spæde start, fortæller om 320mio€ for købet, men at de 60-70mio€ for driften vil blive betalt via de 100mio€ i forretningsplanen. Lidt for tal-nørder i denne sammenhæng. Det rammer dog ca. samme beløb til slut.
Li HongYong havde den plan at han selv skulle ligge 100mio€, hvoraf det resterende beløb skulle dækkes ind via 4 intressenter: Haixia Capital, Huarong International, China Construction Bank + et unavngivet firma baseret i Hong Kong. Dermed kan vi definitivt slette China Merchants Bank fra listen, som de også offentligt har meldt ud. Corriere della Sera meldte først ud, at der var problemer omkring to af de involverede. Problematikken ligger ved de to sidstnævnte; China Construction Bank og det unavngivne firma fra Hong Kong.
For bare nogle få dage siden skulle CCB have bedt om at få fastfrossent deres kapital, 80mio€, fordi de oplever et stort politisk pres fra den kinesiske regering, som angiveligt ikke skulle være specielt vilde med at CCB går udenom Kina og anvender sine offshore accounts til et projekt, som selvsamme regering har nedlagt veto imod. Umiddelbart virker det til at den kinesiske regering har haft held med at tryne CCB tilpas meget, at de har meldt forfald til SES. Dermed skal SES ud og finde nye 80mio€. CCB har også svaret på journalisternes nysgerrighed, at de for nuværende ikke finder det passende at udtale sig omkring Milan-SES affæren. Altså har de på nogen måde været involveret i købsprocessen af AC Milan. Og det kryptiske svar antyder også at det er en lidt speget sag, hvor en senere udtalelsen formentlig skal igennem og gennemses af egen kommunikationsafdeling flere gange.
Det unavngivne firma fra Hong Kong, hvis del var på 100mio€, skulle have bedt om to uger ekstra til at få løsnet kapitalen. Hvornår den melding er faldet i Li’s hånd, meldes der ikke noget om. Alt i alt stod Li HongYong dog pludselig tilbage med et gabende hul på 180mio€ bare få dage inden købet skulle gå igennem.
Umiddelbart stiller jeg mig selv det spørgsmål; Hvordan fanden kan man bare springe fra kort før lukketid, uden at det har nogen form for økonomisk konsekvens? Situationen er jo ikke bare ærekrænkende og slemt pinlig, men tilfører også de involverede et stempel af inkompetence. For ikke at snakke om den økonomiske konsekvens for SES, hvis Fininvest havde givet dem fingeren i stedet for at forhandle. Det havde været 200mio€ + strafkompensation lige ned i afløbet. Hvordan kan det være muligt?
Svaret skulle ligge i konstruktionen af fonden. Jeg er ingen fondekspert, og kender ikke forskelle på hverken den ene eller anden måde. Pasquale Campopiano kan dog fortælle at konstruktionen af fonden, tillader eventuelle investorer af melde sig til og fra, nærmest efter forgodtbefindende. Faktisk vil det være muligt for en investor at forlade fonden bare timer inden købet skal gå igennem. Dermed har man nogenlunde svaret på, hvorfor det pludselige kaos opstod for et par dage siden, da alt åndede fryd og gammen. Jeg kan dog undre mig over hvorfor Fininvest har godtaget det i forhandlingen, når risikoen for disse frafald synes så reel? Medierne har jo nærmest meldt om svingdørsmentalitet i fonden, hvor den ene var inde den ene uge, for så at være ude den næste uge, mens en anden stødte til i stedet for – det kan ikke have været dem ubekendt.
Marco Bellinazzo, fra Il Sole 24 Ore, slår dog også hårdt på Finivest i den sammenhæng, ved at påpege at den eneste fejl, men store fejl, var at Fininvest indlod sig i forhandlingerne med en mand, som er en broker. Reelt set en mellemmand, i Li HongYong. Dengang lod de sig købe ved en liste på 11 firmaer, som tilsyneladende var en meget tilfredsstillende liste for Fininvest. Men med konstruktionen af fonden virker det en kende naivt fra Berlusconis rådgivere. Der var jo ingen garantier på nogen som helst. Det burde de vide som finansielle eksperter på området, hvad downsitet på fonden ville være og konsekvenserne deraf.
Et andet ofte stillet spørgsmål, er at hvis man har så svært ved at finde kapitalen, hvordan har man så overhovedet muligheden for at investere i klubben efter købet? Igen skulle svaret ligge i fond-konstruktionen. Så snart papirerne er underskrevet, vil SES opleve en meget større frihed med sine kinesiske samarbejdspartnere, hvor det kinesiske bureaukrati omkring virksomhedskøb, vil løsne sit jerngreb på de kinesiske virksomheder som er involveret i købet af Milan. Og disse firmaer ligger inde med enorm likviditet, hvor særligt Huarong International stikker ud. Og de italienske journalister holder stædigt fast ved at de er involveret.
Jeg undrer mig en smule over Marco Fassone i denne situation – den (måske) kommende CEO i AC Milan. Jeg gad godt spørge ham om hvem der er hans arbejdsgiver? Det nemme svar er naturligvis SES. Men hvem er så SES? Hvem er din chef? Og hvem refererer han til i sin fond? Det ville være et spørgsmål ganske normale mennesker ville kunne svare på. Jeg tvivler oprigtigt på at han kan. Det giver lidt stof til eftertanke, når man tænker på hvor fornærmede SES og Fassone blev, da Paolo Maldini gerne ville møde ejerkredsen til en snak, da de tilbød ham rollen som teknisk direktør, hvilket ikke var muligt, og senere gav fyldestgørende forklaring på hvorfor han valgte at takke nej. En hurtig antagelse er nok, at Marco Fassone ikke anede det på daværende tidspunkt. Og gør han det nu?
Jeg spekulerer også på, hvor Silvio Berlusconi står i det her. Fordi det er en offentlig ydmygelse så det batter. Fredag er der aktionærmøde, som der blev indkaldt til, hvor der iflg. proceduren skulle meldes om salget af klubben. Nu er situationen vendt helt på hovedet – i stedet skal man forklare sig på, hvorfor klubsalget er udsat for tredje gang. Jeg er hundrede på at de små minoritetsaktionærer nok skal være på barrikaderne. Jeg har allerede læst et offentligt brev fra en minoritetsaktionær, hvori der er en horde af spørgsmål. Valide spørgsmål, som jeg tror alle gængse fans går rundt med i disse dage. Jeg forventer dog ikke en fyldestgørende rapport fra Fininvest. Overhovedet. Det har de ikke leveret alle de andre gange, hvor salget er blevet udskudt. Denne gang svider ydmygelsen dog ekstra, fordi man ikke kan undskylde sig med kinesisk bureaukrati eller andet i den retning. De er medskyldige i dette.
Berlusconi har udover denne ydmygelse, også sat sig i en position hvor han har garanteret for klubbens velbefindende efter han har solgt, hårdnakket endda. Lige nu er Li HongYong eneste investor i SES, med en formue der ikke engang når en tyvendedel af hvad Berlusconi selv ligger inde med. Hvad var det han sagde omkring Erick Thohir? Den fede indoneser er formentlig mere velhavende end Li HongYong. Berlusconi har yderligere forsikret Milans fans om at SES vil indeholde økonomi og kapital, der vil kunne gøre Milan til en stormagt igen – virker det sandsynligt? Og hvis Berlusconi betragter det usandsynligt, vil han så have nerven til at smide SES ud. Marina vil blive rasende – Barbara knap så meget. Der er internt i Berlusconi-familien også begyndt at slå sprækker omkring dette emne.
Hvor stiller det så klubben AC Milan, som det hele faktisk handler om? Ikke særligt godt taget i betragtning de nuværende omstændigheder. De nuværende omstændigheder vil gøre at fx Donnarumma bliver solgt til sommer, hvis ikke den nuværende ledelse falder i armene på gribben, Raiola, og sikrer ham en kommission a la den han fik i Juventus omkring Pogba. Og så er Donnarumma på lånt tid i Milan. Men det er små konsekvenser af det morads som er skabt. Berlusconi har ingen lyst til at investere mere i Milan – det vil betyde store cuts i hele klubben og en klar neddrosling af de udgifter klubben har pt. Det vil blive konservativt med konservativt på. Men hvis Li HongYong ikke får samlet stumperne i SES, er det så virkeligt et alternativ man ønsker sig? At overlade klubben til en mellemmand, som udelukkende er der for økonomisk gevinst? Jeg tvivler.
Pt. ligner det et valg mellem pest eller kolera. Hvilket mærkes tydeligt på den milanesiske fanskare, kigger man bare lidt igennem nogle fanforas. Det minder nærmest om en årelang mishandling af mange tusinder mennesker, som føler dybt for denne klub.
Det optimale scenarie for klubben er hvis Li HongYong får samlet stumperne i en fart. Jeg ved bare ikke rigtigt om jeg tror på det. Han virker mere og mere som en kinesisk udgave af Bee Taechaubol. En fantast uden reel substans.