Du svarer på indlægget:
@Magnifico
For lige at få den helt korrekte historie med, så har Juve en option på ham på 25M til sommer. Om de vælger at benytte sig af den, er noget helt andet.
Når det er sagt, så er det nok ikke skudt helt ved siden af målet, hvis prisen ligger i det leje.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om en afgang af Miha. Umiddelbart synes det jo håbløst dumt, når nu holdet er kommet ind i en rigtigt god stime (det kan et enkelt nederlag mod Sassuolo ikke ændre på).

Én ting Miha helt sikkert har tilført holdet, er noget respekt for trøjen, noget arbejdsmoral og ikke mindst noget der minder om et hieraki.
Der hvor jeg dog mener han stadig mangler en del, er i hans taktiske tilgang (lidt mere om det senere). Det kunne synes at han savner at kunne præge kampene fra bænken. Vi har i løbet af sæsonen set flere eksempler på dette, og man må bl.a. også undre sig over at han vælger at skifte ud i forsvaret når vi er bagud mod førnævnte Sassuolo.
Derudover skal han holde op med at komme med Scarface-citater til pressen - det er simpelthen for Brian. Men det er en anden sag.

Så kommer snakken omkring Berlusconis indblanding og at dette skulle være årsagen til at Miha selv har valgt at smutte - såfremt der altså er hold i historien.
Personligt ville jeg ikke være så overrasket og naturligvis skal Miha benægte historien. Der er vel at mærke en verden til forskel, økonomisk set, på om han selv vælger at gå eller bliver sparket.

Men tilbage til Berlusconis indblanding og ikke mindst "løftet" om mere omkring Mihas taktiske formåen.

Alle der bare har læst tre indlæg eller flere i dette forum, ved at jeg er vild med "talkombinationer" (som den gode Lentini omtaler det).
Når det er sagt, så mener jeg også at det er ret tydeligt at en af de absolutte hovedårsager til at sæsonen er vendt, er ændringen i taktik. Først 4-3-3 (eller 4-5-1 afhængigt af hvordan man tolker det) som helt klart satte en prop i vores skandaløse defensiv. Omvendt var vi tandløse i offensiven.
Dernæst med 4-4-2 / 4-4-1-1 (afhængigt af hvordan Baccas makker bruges og i øvrigt hvem det er). Et system der har fungeret ganske godt for os. Vores udfordring skal her snarere findes i brugbare alternativer på enkelte pladser, men det er reelt en anden snak.

Og her kommer så humlen - det er jo netop på Berlusconis opfordring (læs: ordrer) at denne ændring i system er sket.

Vi har ved flere lejligheder haft "en-ejer-skal-ikke-blande-sig" snakken, så den synes jeg bare vi skal lade ligge for nu. Og nej, det skal han principielt ikke. Vi må bare sige at den gamle også ofte ser rigtigt, når det kommer til den taktiske del af spillet.

Og så er dilemmaet jo ret åbenlyst. Står vi faktisk med en træner der mangler taktiske evner og er han samtidig fortørnet (måske med rette) over sin chefs indblanding?
Det tegner billedet på en gordisk knude.

Der er mange ting der ikke kan løses med "talkombinationer". Sulten og hierakiet skal være på plads. Vi er langt fra i mål med dette, men Miha har klart bragt os en del af vejen.
Spørgsmålet er bare om vi kan komme tilbage til toppen af italiensk og måske europæisk fodbold, med en træner der har åbenlyse mangler på så væsentligt et punkt.

Tja, som det vist fremgår af ovenstående er jeg i den grad i syv sind omkring Mihas fremtid.
0