Forskellen ligger vel i at Milan har afviklet de seneste 7 somre, mens Juventus derimod har lagt på. Jeg kan ikke se at de to klubbers situationer er sammenlignelige på det punkt. Og de seneste 6-7 års neddrosling hjælper næppe på Milans argument om at få en aftale i samme eller bedre stand, som den man strikkede sammen med Adidas. Potentialet gør derimod, og at man rent faktisk har påbegyndt en udvikling af klubben siden salget i april måned. Jeg tror også sagtens at Milans kommercielle afdeling kan rive den ene markedsrapport ud efter den anden, som beskriver det store uopfyldte potentiale, til egen argumentationsfordel. Og et key element i det, er naturligvis Milan China – det element af forretningen har jeg desuden svært ved at blive klog på, men mere om det senere.
Overordnet set synes jeg dog det er en bet for Milan, at aftalen med Adidas termineres efter indeværende sæson. Det er meget muligt at Adidas vil snævre det felt ind, som man sponsorerer, men det fjerner ikke faktum fra at Milan i den henseende så er blevet fravalgt, og ikke indbyder den kommercielle brandmæssige værdi som Adidas vurderer de skal have fra deres samarbejdspartnere.
Tallene 10-15mio€ er revet ud af røven fra Tuttosport. Jeg ved ikke hvor de har de tal fra, og spørgsmålet er om de selv ved det. Jeg tillader mig at betvivle rigtigheden af de tal, til andet er bevist – specielt 10mio€ lyder lidt hen i vejret. Det er en halvering af nuværende aftale. Derimod kunne jeg dog sagtens forestille mig, at Milan havner i en aftale som er performancerelateret, forstået på den måde at der udover et grundbeløb for sponsoratet, ligger større bonusser eller klausuler, som aktiveres alt efter hvordan sæsonen forløber. Jeg kunne let se for mig, at fx Champions League kvalifikation (igen) bliver nøglen til at der aktiveres større beløb.
Tilbage til Milan China; jeg kan ikke huske hvilket medie der skrev i sidste uge engang at Milan China lancering ville blive udsat yderligere et halvt års tid på grund af ny bureaukratiske reglementer i det kinesiske. Den nyhed virker en anelse mærkværdig i og med, man så kan se at Milan har lavet en sponsoraftale med Alpenwater(har aldrig hørt om dem før), mens Giorgetti turnerer rundt med Milan China
butikken.
Overordnet set har jeg rigtig svært ved at finde hoved og hale i alt det kinesiske bureaukrati, og det bliver endnu sværere når de italienske aviser kaster sig ud i gætterier og gisninger i den henseende. Det skal dog siges at jeg ikke har læst vanvittigt indgående, men undrer mig udfra det halve øje jeg har læst nyhederne.
Giorgetti, Milans nye kommercielle direktør, bliver dog rigtig interessant at følge, fordi han skal hive det maksimale ud af Milans brand. Audi og Adidas har forladt skuden, og nu skal han levere resultater i den henseende ved at hente hjem aftaler som ikke stiller Milan dårligere, alt imens han er bindeleddet i den kommercielle sammenhæng fra Milano til Kina.
Hvad angår kritikken omkring mercatoen, synes jeg den er trættende og usaglig, fordi alle som har udtalt sig lever i en parallelverden. Man tager stadigvæk udgangspunkt i at Milan er det samme som for 10-15 år siden, og at man snarere skulle have anvendt penge på flere i ”Bonucci-klassen”. Men Bonucci blev jo kun realiseret på en helt unik baggrund. Særligt Berlusconi skal stikke piben ind, når han afleverer klubben med et dundrende underskud på 75mio€ alt imens de sidste 14 transfervinduer under Berlusconi blev behandlet som en slags damage control, hvor man afviklede og forsøgte begrænse tabene snarere end at investere og udvikle. Det er meget svært at tage bare en smule seriøs.