Jeg kan dog sagtens forstå casen omkring at vende trekanten centralt på midtbanen. Rent offensivt har vi smidt ret mange bolde i opspillet på 6’er positionen, som har efterladt os særdeles sårbare mod omstillingssituationer, som vi virkelig også behersker rædderligt.
Rent defensivt synes jeg hverken Biglia eller Bennacer har lykkedes med at dække de pasningslinjer eller rum, der vil være mellem vores egen 8er og 6er i den defensive organisation. Og videre tager jeg mig til hovedet når Bennacer i tilfældet mod SPAL flere gange bryder linjen for at ville presse helt op på SPALs Missiroli, efterladende et kæmpe rum bag ham hvor hverken Kessié eller Paqueta fik dækket ind centralt. Og i og med de ikke gjorde det, må jeg antage, at det Bennacer gør, kommer ud af hans egen iver. Og han er lige ivrig nok, når han ligeledes kaster sig ned i chancebetonet glidende tacklinger med et gult kort i bogen allerede, eller vil drible en modstander på egen tredjedel. Det er mindblowing idioti, og egentlig et meget godt udtryk for den manglende koldblodighed der er i vores hold.
Det er et samlet set meget forvirret usammenhængende udtryk vi leverer og har leveret hidtil i sæsonen. Jeg glæder mig ikke engang til Lazio-kampen, fordi jeg har en grim fornemmelse af at vi risikerer at blive skilt i atomer, fordi alt vi synes at gøre er ukoordineret og tilfældigt.
Jeg finder det også særledes virkelighedsfjernt, lettere komisk, når trænere og spillere står efterfølgende på presseseancer, og snakker om at vi stadigvæk kan nå Champions League kvalifikation. Og det er da faktuelt rigtigt. Men er der noget hidtil rent spillemæssigt, der giver bare den mindste identifikation at det kan være et realistisk scenarie ? Jeg kan ikke finde, og jeg har ellers ledt meget grundigt rent statistisk, en eneste indikation der peger den positive vej.
Jeg synes også det er slående hvor stor forskel der kan være på den enkeltes præstationsniveau i samme kamp. Théo Hernandez kan spille en drømmekamp på den ene side, alt imens Conti har en mareridtskamp på den anden side. Det synes at være regel, at såfremt vi har to spillere som spiller op til max, så har vi ligeledes to på banen, hvor bunden simpelthen falder ud. Det har vist sig næsten som en umulighed at ramme en start 11er hvor alle som minimum leverer et acceptabelt bundeniveau.
Jeg synes det pt. er virkelighedsfjernt at snakke CL, når man præsterer så ringe, og knapt kan slæbe sig forbi SPAL – vi står jo vel og mærke foran kamp mod hhv Lazio, Juventus og Napoli i de kommende 3 runder. Der burde være langt større fokus på den enkelte kamp. Få styr på basis og sine principper. Få styr på sin defensive organisation i både defensiv spil samt defensive omstillingssituationer. Slut med at slippe lette mål ind via dødbolde, både på første bold samt anden bold. Det betyder ikke at vi skal spille defensivt, men det gør alt andet lettere såfremt man har en tryghed i sin defensive struktur. At der er klarhed fremfor alt.
Jeg ærgrer mig virkeligt over at Bakayoko løber rundt i Monaco. Han var en del af den defensive akse og samtidig en del af rygraden på holdet der, indtil videre ikke er blevet erstattet. Biglia tror jeg simpelthen ikke kan komme op på det niveau han indledede sæsonen 18/19 med, før han blevet skadet, fordi han netop altid er skadet, og det altid er længere skadesforløb. Og hidtil har Bennacer ikke overbevist mig. Det er meget råt, usødet og uskolet, det han leverer på den defensive midtbane, trods stor ihærdighed og iver. Det kræver et kæmpe arbejde at rette ham til. Det er så tydeligt at modstanderne presser hårdt når enten Bennacer eller Biglia har bolden, fordi de ved der findes en chance i at fremprovokere en fejl.
Men ja – det hjælper ikke noget at pibe over Bakayoko er væk. Sket er sket. Spørgsmålet er snarere hvordan man får holdet til at fungere ud fra de forskellige kompetencesæt spillerne har hver især. Der er en hurdle omkring den centrale midtbane, der skal konstrueres.
Men det er der også omkring den højre angrebsside, fordi alt vores spil er smidt modsat nu med Hernandez’ tilgang. Det er ret slående at se at vores højrekant har et sted mellem 30-35 berøringer pr. kamp nu, når vi under Rino sidste sæson var op imod 75-80 berøringer pr. kamp. Det betyder Suso ser bolden kun halv gange så meget som sidste sæson. Det betyder at han skal finde nye måder at gøre sig relevant på, udover dødbolde. Det ligger bare ikke i hans kabinet. Eller han har ikke bevist det så langt. Når spillet er så meget drevet via den venstre side, så er modsatte kant simpelthen nødt til at komme i feltet. Callejón i Napoli er fx fremragende til lige dette aspekt, hvor han truer dybt i opspillet, og altid kommer i feltet via modsatte kant. Piolis spillestil hidtil tilkommer ikke Susos spillestil. Den fordrer ikke hans spidskompetencer. Snarere udstiller den hans svagheder, fordi han har ikke farten over afstand til at true dybt, videre kommer han aldrig i feltet fra modsatte kant.
Nu forsøgte Pioli sig med Castillejo i sidste kamp, som hele tiden truede dybt. Han fik bare ikke forfærdelig meget ud af det, og brændte tilmed en kæmpe chance tæt under mål. Jeg så gerne at han prøvede enten Leao eller Rebic derude fra, fordi de har begge farten og tilmed har de noget fysisk pondus, når de kommer i fart i feltet der ikke lige sådan er at vifte væk som fx Castillejo. Jeg vil vove den påstand at det også vil gøre Piateks arbejde lettere, fordi modstanderen får et ekstra fysisk brød at forholde sig til.
Men nu kræver det så at vi faktisk får manøvreret bolden op på sidste tredjedel uden at skide i nælderne og det er pt. største problem for dette Milan-hold.