Det er i hvert fald historien der nægter at dø. Og som det flere gange har været omtalt, er der nogle detaljer fremme der er så ekstremt specifikke, at det ville være underligt hvis det var grebet ud af blå luft.
Og rygtet er naturligvis ikke blevet svækket af at Singer Sr. og Jr. var i Milano. Mig bekendt er det en af de eneste gange de har været i Milano.
Alle møder med den sportslige ledelse foregår normalt i London.
Jeg er sådan set ikke så interesseret i selve personage-dialogen. Eller jo, selvfølgelig er jeg det, men jeg anser det som en sekundær snak.
Der er mere fundamentale problematikker der skal løses først.
Helt oplagt på det økonomiske plan. Jeg var personligt meget positiv da vi hentede Gazidis. Det ligenede en rekruttering med fokus på det kommercielle aspekt, og mere specifikt, at skabe nogle lukrative aftaler. Det har han ingenlunde formået. Scaroni må selvfølgelig også nævnes i denne sammenhæng.
Får vi ikke det på plads, har vi ikke råd til trænere som Allegri. Ej heller til at forstærke truppen med den slags spillere der skal understøtte udviklingen af talenter (som jeg håber vi stadig kommer til at satse på).
Rent strategisk mener jeg, at Elliott er gået lidt galt i byen her. De har simpelthen fokuseret for meget på et økosystem af spillere der kan opretholde en økonomisk balance. Den analyse er alt for simpel (og forkert) og mangler basalt set forståelse for fodbold.
Arnault og LVMH har potentialet til at være en ny Berlusconi hvis det indebærer et stort sponsorat.
Tiderne er selvfølgelig anderledes end i 1986, men der findes stadig masser af muligheder for at poste penge i en klub - her er Juve, PSG og Man City glimrende eksempler, omend de to sidstnævnte har været i CFCBs søgelys ift det såkaldte armslængdeprincip.
Som jeg tidligere har skrevet, mener jeg sagtens LVMH kan retfærdiggøre et stort sponsorat i Milan, da klubben har en meget stor fanskare i navnlig Asien. Derudover vil det også være et indtog i en af Europas modehovedstæder.
Heri skal Arnaults interesse formentlig også ses, det er næppe filantropi.
Personligt er jeg egentlig helst fri for en træner som Allegri eller Guardiola. Skal man kigge omkring i Europa efter et interessant projekt, skal man kigge i retning af Liverpool.
De startede et visionært projekt anført af Klopp. En spændende træner, der havde (har) en klar profil og som praktiserede en anderledes form for fodbold, i en tid hvor alle skulle spille tiki-taka.
Ja, det er jo i virkeligheden svært ikke at tegne en direkte linje til Berlusconis vision med ansættelsen af Sacchi. Og man skal da heller ikke strække fantasien, for at forestille sig, at ledelsen i Fenway har fået en vis inspiration derfra.
Jeg har ikke lige det oplagte navn, men generelt set mener jeg stadig, at det er i Tyskland sporten udvikles mest for tiden. Skulle jeg alligevel komme op med et navn, kunne det jo være Gladbachs Marco Rose.