Trods Galliani i dag afviser at Vrsaljko kommer til Milan, ændrer det ikke faktum i at der skal hentes en højre back ind i en reserverolle. Og det er egentlig uagtet om man sælger Abate eller ej – skulle han blive solgt, skal der købes en ny starter til enten højre eller venstre back ind, idet De Sciglio kan tage over på højre backen. Men det ændrer ikke eller fjerner behovet for at en reserve skal ind til højre back positionen. Og eftersom man har givet en fin hentydning til Zaccardo om at finde sig en ny klub, bliver det optimalt set(fra Galliani/Pippos vinkel) ikke den tidligere italienske landsholdsspiller.
Og Galliani har stadigvæk noget arbejde tilbage i ’Mission Outkast’: Constant/Dídac, Zaccardo(Verona,Rubin), Mexés, Essien(Trabzonspor), Fossati(Chievo, Cesena), Robinho(Orlando), Petagna(Crotone, Spezia, Lanciano, Livorno) og Oduamadi(Crotone, Lanciano). Der ligger en besparelse på 25mio€ brutto årligt i lønudgifter i disse spillere. Essien, Robinho og Mexés udgør alene knap 20mio€ af dette. Og da ingen af dem er tilnærmelsesvis sikre startere, er det simpelthen bare at få dem ud af vagten. Robinho virker som den første, mens der er interesse i Essien. Mexés’ situation har jeg redegjort før, og behøver ikke gentagelse.
Det er med fuldt overlæg at jeg har sat en enten eller ved Constant kontra Dídac, fordi med forudindtagelse af at De Sciglio eller en ny venstre back, skulle Abate smutte, så er der behov for en back up. Jeg hælder faktisk imod Dídac, fordi han har førhen vist potentiale – samtidig er jeg ovenud træt af Constant, som i hvert fald modsat Dídac har fået chancen for at bevise at han hører til på holdet. Hvilket han ikke gør. Der har været stille omkring ham dog, og det formoder jeg er fordi man er fint tilfreds med at have ham som reserve. Dídac har de minusser at han er Raiola-klient, og har været meget skadet af tiden i Milan. Vurderet fra hans tid i Espanyol er han dog bedre end Constant – defensivt som offensivt selvom La Liga fodbold til tider er en anden verden end Serie A. Og hvis man påtænker at erhverve sig spillere a la Diego Contento eller Gabriel Silva, løfter det os ikke niveaumæssigt – hvis overhovedet. Så skifter man bare spillere ud for at skifte.
Centerforsvaret er egentlig klar, såfremt man får sig nosset færdig med Adil Rami, som vil udgøre startduo med nytilkomne Aléx, med Cristian Zapata som 1.reserve og Bonera i yderste instans. Det er jeg faktisk okay tilfreds med.
Sælges Balotelli, skal der hentes en 1:1 erstatning, hvis vi gerne vil spille med om CL-kvalifikationen. Castingen af denne spiller er særdeles vigtigt. Det skal være en mand, der kan spille selv på toppen og lever for at være i boksen, og her deler jeg Gallianis begejstring for Jackson Martinez. Fantastisk angriber! Alternativer kan være spillere a la Mattia Destro eller Romelu Lukaku. Her vil jeg dog helst have angribere med en vis form for fysik, hvilket diskvalificerer Destro en smule ift. de to andre nævnte.
Som skrevet i seneste indlæg, synes jeg Cerci er lidt fråds med tanke på manglerne andetsteds på banen. Men det er nok ”gaven” fra Berlusconi.
Jeg tror Pippo har tænkt noget a la dette som startformation:
Michael Agazzi; Ignazio Abate, Aléx, Adil Rami, Mattia De Sciglio; Nigel de Jong, Riccardo Montolivo, Keisuke Honda; Jeremy Menez, Mario Balotelli, Stephan El Shaarawy.
Der er så spørgsmål omkring Abate og Balotelli, som skal afklares.
Yderligere irritation er så den langvarige skade til Montolivo, hvorfor der skal findes en afløser til playmakerrollen på regista-positionen. Skulle man finde en 1:1 afløser, ville jeg pege på Jordy Clasie fra Feyenoord som det første. Men med tanke på at Montolivo ikke er permanent væk, tror jeg man kigger lidt efter en mere fleksibel midtbanespiller, som Eremenko skulle være. Af andre der har været nævnt, passer Éver Banega også den beskrivelse. Aquilani som indenfor de sidste par dage er blevet rygtet til Milan, spillede faktisk den position i én specifik kamp, grundet skadeshelvedet vi havde den sæson – besynderligt nok var han ikke skadet på det tidspunkt. Det gjorde han glimrende, og fandt pludselig en hårdhed frem i sit spil jeg ikke har set siden, eller efter han spillede den kamp.
EDIT: Rami har mødtes med Galliani og Bronzetti på restauranten Giannino her til aften. Der har han tilbudt at gå en smule ned i løn, hvor Milan kunne benytte de midler til at nå differencen, der har været mellem Milan og Valenia. Der er mundtlige aftaler mellem Valencia og Milan, bekræftet af Galliani, men underskrifterne mangler stadigvæk. Rami må derfor ventes at være permanent Milan-spiller imorgen, senest i overmorgen. Så er centerforsvaret til kommende sæson definitivt klar.