Ift. sidste sæson synes jeg faktisk ikke at magtbalancen er blevet tippet så meget, som italienske medier fabler om efter Allegri er kommet til i Juventus, efter Contes exit. Jo, måske bliver ligaen lidt tættere i toppen. Men man skal også huske på at Roma i denne sæson også skal en tur gennem Champions League, som tager kræfterne ud af en og samtidig piller lidt ved fokus.
Min tro på at det bliver lidt tættere, kommer egentlig af at jeg har en tro på at Allegri fører Juventus længere i europæisk sammenhæng end Conte. Allegri beviste i sin tid at han udviklede sit europæiske repertoire hos Milan, trods han konstant fik dårligere betingelser grundet det materiale man stak ham i hånden. Derimod beviste Conte ingenting, trods han fik bedre betingelser for europæisk succes. Der skal lidt mere til end bare grinta, når man udfolder sig i europæisk fodbold mod store modstandere. Simeone indeholder også en masse grinta, men jeg synes han modsat Conte har udviklet sig en stor taktisk sans.
Får man desuden den wingtype ind, som man gerne vil, for at give yderligere fleksibilitet, bliver holdet pivfarligt. Og det til trods for at 18mio€-manden, Morata, på ingen måde imponerer mig og jeg synes det er en dyr reserve for Tevez og Llorente, med tvivlsom kvalitet.
Lidt efter Juventus ligger både Roma og Napoli. Materialet i Roma er signifikant bedre end i sidste sæson. Alene bredden på midtbanen og i angrebet er blevet eventyrlig stor med ungdommen i højsædet, og lidt rutine i Seydou Keita. Man leder stadigvæk efter en reserve til centerforsvaret til Benatia og Castan. Mange navne nævnt i Rolando, Vlaar og Toloí. Får man den reserve ind af den nævnte kvalitet, har man formået at forstærke sig ret meget efter min mening.
Napoli ligner sig selv. Michu er vel anset som en reserve til Higuain/Hamsik. Koulibaly i det centrale forsvar er et lidt ubeskrevent blad. Personligt synes jeg stadigvæk ikke at forsvaret i Napoli er stærkt nok til at vinde en Scudetto – ligegyldigt hvor mange spaniere Benitez henter ind. Andujar i målet er da en fin målmand, men han indeholder ikke den klasse som Reina trods alt stadigvæk havde.
Lidt efter dem ligger vi så i felt sammen med Inter og Fiorentina. Meget lige alle sammen. Hidtil synes jeg faktisk Inter har lavet et fornuftigt vindue. Vidic har en stor rutine, og M’Vila kan meget vel blive et stort højdepunkt hvis han holder hjernen til fodbold, og ikke alt muligt andet fis som han har haft for vane førhen. Hvis man får Medel ind i stedet for Taider, synes jeg også man har forstærket sig yderligere. Så mangler man bare en boksangriber mere, fordi man har reelt set kun den ulidelige count, Mauro Icardi. Men glem Torres, Dzeko og alle de andre topnavne som Thohir har nævnt. Det bliver mere sandsynligt noget i retning af Pablo Osvaldo, eller en spiller på det niveau.
Fiorentina har været noget passive hidtil. De mangler et røvhul på den defensive midtbane, som alternativ til Pizarro, som man lige har forlænget. Den argentinske VM-spiller, Basanta, synes på vej. Roncaglia og Compper kunne ligne nogle på vej ud. Derudover mangler man endnu at finde sig en ordentlig højre back. Hvis man ikke beslutter sig for at beholde de to unge gutter, Babacar og Bernardeschi, skal man også finde sig en angriber som substitut til Gomez og Rossi. Sidste sæson må give et varsel til La Viola.
Så er der os selv. Silvio Berlusconi siger, vi skal tilbage til Champions League. Men pt. har vi altså ikke truppen til at kunne hamle op med hverken Roma eller Napoli, og for den sags skyld, Juventus. Agazzi er en god målmand, og med Aléx og Rami ligner det et noget mere stabilt centerforsvar end vi var vidne til sidste år, og bredden er pt. stor i det centrale forsvar. Nok lige en tand for stor, uden europæisk fodbold.
Man er dog stærkt hæmmede af Montolivos langvarige skade, men det ville ligne Galliani at vente et stykke tid for at finde en billig erstatning til at dække det hul. Derfor har man formentlig også sonderet terrænet, ved snakke med Eremenko og Grenier. Jeg forestiller mig dog nærmere at det bliver noget a la Banega. En lottokupon som sædvanlig.
Så er der den spegede situation med Abate, og Milans søgen på en ny back, hvor man har stødt hovedet i muren et par gange med Vrsaljko og Criscito. Igen kunne det ende med en skræmmekampagne mod tilskuerne ved eventuelt at leje sig frem til Aly Cissokho.
Helt fremme har Pippo insisteret på en ventrefodet højre kant, hvor man måtte strække gevær ift. Iturbe. Lavezzi er for dyr – Nani har en for høj løn. Forskellen i det krævede for Cerci er på 6mio€, alt imens Galliani nu forhører sig om Douglas Costa i det uro ramte Ukraine. Han lyder også dyr uanset situationen. Tilbage står Taarabt der har fået et ’no go’ fra Inzaghi.
Man har desuden også problemer med at komme af med outcasts som Mexés, Essien og Robinho. Især sidstnævnte, selvom Cruzeiro nu har hevet et flot tilbud op af lommen til den fallerede brasilianske stjerne. Så er der naturligvis også sagaen omkring Balotelli. For min skyld kunne man sælge ham – benytte Niang som reserve til Pazzo – dermed investerer de andre steder på banen hvor det er nødvendigt.
I Lazio har man egentlig truppen klar på nær to forstærkninger til det centrale forsvar, hvor man går efter Stefan de Vrij og Davide Astori. De ligger dog lidt i ingenmandsland, men kan med de to signinger rent faktisk komme lidt tættere på treholdsgruppen, Inter, Milan og Fiorentina. Der er dog lidt uro omkring Lulic og Candreva, som tilsyneladende gerne vil prøve nye udfordringer andetsteds. Basta, Parolo og Djordjevic synes dog at være fornuftige signings til den kommende sæson.