Redigeret ons 26. okt 2016
Et døgn til at fordøje gårsdagens ”oplevelse” på Marassi.
Vi starter lidt sløjt, og virker ikke helt parat i tanke og handling. Genoa har i hvert fald held med at stresse og presse os i indledningen, hvor vi får sparket nogle pressede lange bolde, hvor Genoa vinder duelspillet. Det er formentlig det som de har håbet på – det fjerner dog heller ikke det faktum at Genoa ikke skaber en fløjtende fis, men scorer efter en dødbold hvor Poli står og tager sig en alvorlig koger. Honda var solidarisk overfor Poli i samme situation, og havde også sluppet sin så Genoa i hvert fald havde et par muligheder for at sende læderet ind bag Donna.
Montella gør det fint med at rotere til 4-4-2. Vores presspil bliver mere sammenhængende, og i stedet er det os som stresser og presser Genoa til pressede afleveringer, og vi dominerer samt kontrollere opgøret. Vi bliver bare aldrig farlige, fordi Genoa er dygtige til at lukke rum ned, mens Niangs fokus er væk grundet provokationerne Izzo udsætter ham for, og Honda er usynlig gæst på banen. Tilmed spiller vi også en anelse for langsomt og omstændigt.
Anden halvleg starter bedre med mere boldtempo. Jeg sidder faktisk med en god fornemmelse. Den smadrer Paletta så fuldstændig da han får en pludselig lyst til at save Luca Rigoni i to dele – men selv derefter synes jeg faktisk vi gør det godt og Poli får den gyldne mulighed, hvor han på skammeligste vis ikke engang rammer målet. Han er faktisk ikke engang tæt på at ramme målet på en sublim pasning fra Jack.
Satsningen tilsidst afstedkommer et par mål til Genoa. Et par for meget, når man ser på deres samlede offensive bidrag i kampen. Personligt er jeg ikke så sur på Poli, Honda etc., fordi jeg har ingen forventninger til dem – Paletta er den som skuffer mig i alt det her. Vi har momentum, mens Genoa bliver tungere og tungere, og dér vælger han at sælge holdet: Utilgiveligt!
Kampen afslørede desværre også, det som alle godt vidste, men efter Juventus-kampen, prøvede at fortrænge i positivitet. Forståelig positivitet – men holdet ejer ingen bredde. Jeg og andre i tråden har tidligere påpeget problematiken omkring vores kantangribere. Hvad hvis de bliver skadet? Hvad hvis de skal hviles? Hvad hvis de ikke rammer niveau? Er reserverne så gode nok? Vi fik svaret i går – et klart og rungende nej.
Jeg kan godt forstå Montella har spurgt Galliani efter en ekstra midtbanespiller samt en kantangriber. Pt. Har han 4 midtbanespillere han kan stole på, hvoraf den ene er langtidsskadet – ydermere har han ingen garantier men mange spørgsmålsteng i Matí, Bertolacci og Pasalic. Han har yderligere kun pt. 3 angribere han kan (nogenlunde) regne med. I begge tilfælde er det dog for lidt.
Dog lidt kuriøst at han spørger Galliani. Han er vidst fortid inden vintermarkedet, eller…?
Det bliver spændende (og nervepirrende) at skulle følge holdet mod Pescara og Palermo. Det er kampe vi skal have 6 point i uden undskyldning. Både Oddos Pescara og De Zerbis Palermo forekommer mig en anelse naive ift. eget koncept og deres egen reelle styrke, hvorfor det skulle være muligt at kreere nok chancer til sejr. Montella virker dog til at have en god føling med holdet, og de virker glade for ham og hans rolige gemyt.
Én kamp af gangen, men 2 sejre vil sende os på 22 point og et snit på 2pts pr.kamp. Det er meget stærke cifre – særligt med så smalt materiale. Men nu skal vi også lige nå derhen...