Ift. kampen i går så var det som en walk in the park. Specielt når Crotone får deres klart stærkeste centrale stopper, og bindeled, Ceccherini, smidt ud efter små tre minutters spil.
Første halvleg er sprudlende, hvor angrebene kommer væltende indover Crotone som en hvid-rød tsunami, anført af Suso som var fuldstændig fænomenal. Selve spillet var også hurtigt, og positionerne mere flydende blandt tridente på toppen, som jeg synes så rigtig fint ud. Backs er rigtig gode til at holde bredden, og time fremløbene på det rigtige tidspunkt, når kantangriberne trækker ind i banen.
Det som er særligt positivt omkring det offensive spil er, fraset Suso, at vi faktisk ikke har mange 1:1 dueller, men skaber alligevel mange chancer. Det fortæller at vi spiller hurtigt, pass and move, og bevæger os godt for hinanden. Kollektivt meget stærkt. Og det er meget positivt med tanke på den massive udskiftning vi har haft henover sommeren.
Hvad der også er interessant er at vi heller ikke har mange vundne tacklinger eller interceptions, men alligevel har vi 80% af tiden på bolden. Det fortæller at vi var rigtig dygtige i vores presspil, genpres etc. generelt set, som ofte afstedkom en ”befrier” fra Crotone som vi uden problemer kunne samle op, og etablere et nyt angreb på. Jeg forventer dog at sammenspillet, og formen stiger i det centrale forsvar, hvor Bonucci ikke altid var lige heldig med sine indgreb. Han virker dog heller ikke helt i samme form, som fx Musacchio.
Jeg er vild med den måde Montella konstruerer den centrale midtbane, fordi den giver minder tilbage til den konstruktion Ancelotti havde i første del af sin tid i Milan, inden han satsede mere på beton, gennem Ambrosini. Hakan er væsentlig mere offensiv, end Kessié på modsatte side, dog uden at ivorianeren er videre defensiv, fordi han kommer sandelig også til sin ret. Hakan forekommer mig, som menneske, lidt som Suso. En smule sky, lidt introvert, lidt genert.
Jeg ser frem til at han får lidt mere tryghed i sine nye omgivelser, fordi jeg tror det kan fremme hans spil yderligere på banen, selvom han har 4 key passes i går, som er ganske acceptabelt i hans rolle, hvor det kreative forventes af ham. Heatmaps afslører også at Rodriguez lige er den tand mere defensiv end Conti.
Il Treno på toppen må meget gerne blive i klubben.
Nu skal vi dog ikke sovse os for meget ind i den lyserøde sky, fordi Crotone har efter mine begreber den absolut ringeste trup i hele Serie A, inklusiv oprykkerne, hvorfor Davide Nicola får endnu en massiv redningsopgave for. Og de var vel og mærke 87 minutter i undertal i 30graders varme.
Men derfor kan vi dog godt glæde os over de positive linjer og retning vi ser i øjeblikket. Modstanden hidtil har dog været yderst begrænset.