Ift. Kampen i aften på San Siro mod Genoa, er jeg relativt nervøs. Holdet kører godt nok på pumperne for tiden med små skavanker, skader og karantæner.
Vores svage bredde bliver brugt, måske ufrivilligt, i den her tid – spørgsmålet er så hvor meget det kommer til at koste os i opløbet mod en europæisk kvalifikation. Som sidenotits er jeg i øvrigt overrasket over at vi ikke fik flere karantæner i kølvandet på dramaet på Juventus Stadium.
Peppe Di Stefano fra Sky, som dagligt følger Milan skyder på følgende opstilling til aftenens kamp;
Donnarumma; De Sciglio, Zapata, Paletta, Vangioni; Kucka, Bertolacci, Matí F.; Deulofeu, Lapadula & Ocampos.
Abate sidder stadigvæk udenfor med øjenskade. Man frygter i øvrigt at hans sæson er forbi – jeg håber virkelig ikke, også for hans fremtidige gerning i livet, at der er sket noget permanent med hans øje. Men det vil være et ærgerligt fravær. Han startede sæsonen lidt sløjt, men har udover Sassuolo-kampen, faktisk præsteret på ganske fint niveau.
Vangioni foretrækkes stadigvæk fremfor Antonelli på venstre back. Lidt personlig succes for Vangioni, som pt. foretrækkes fremfor Calabria og Antonelli. Han har heller ikke været helt så håbløs i sine seneste optrædener, som han var i sin spæde start, hvor han nærmest satte alle fødder forkert i defensiven. Personligt ville jeg dog foretrække en af de andre, såfremt de er fysisk fit, men netop det, har ingen af dem været særlig meget i denne sæson. Helt tryg ved Vangioni bliver jeg nok aldrig. Dertil er hans defensive evner og rum for forbedring, bare ikke gode nok.
Bertolacci foretrækkes i regista-rollen fremfor Locatelli, hvor sidstnævnte døjer med lidt småskavanker for tiden, men det mest interessante er nok at vi er så langt nede i pluklisten, at Matí Fernandez ser ud til at blive foretrukket fremfor Pasalic.
Jeg prøvede at skabe lidt perspektiv på mit personlige syn af Pasalic, og tjekkede whoscored.com bare for at se om det nu var så ringe, som jeg imo. synes det er med kroaten. Det lidt morsomme, let hældende mod tragikomiske eller sågar skræmmende, er at man på spillerens profil kan finde styrker og svagheder – på casen Pasalic findes der ingen Strengths, men Weaknesses er der både pasningsspillet og tacklinger. Altså kan man groft sagt sige at Pasalic hverken kan spille pasningssikkert eller vinde dueller! Det er meget foruroligende med tanke på at manden for pokker er midtbanespiller, men hverken kan spille bolden ordentligt eller vinde den igen. Hvorom alting er bekræftede whoscored.com dog bare mit eget syn på den specifikke sag. Forlydenderne går også på at Milan ikke har det som prioritet at købe Pasalic fri af sin kontrakt i Chelsea. Lyder meget fornuftigt.
Matí Fernandez må være særdeles rusten, men håbet lever i mig om en anstændig performance. Han har i det mindste nogle kompetencer omkring det tekniske småspil. Og rent defensivt synes jeg ikke vi taber på det, når Kucka igen er med fra start.
Helt fremme får Fossas favorit, Lapadula, nu muligheden for at vise hvad han kan. Ligeledes døjer han også med små skavanker, som faktisk har afholdt ham fra at kunne træne ordentligt igennem de seneste uger. Jeg tror ikke han holder hele kampen, hvorfor mit håb om en debut til Patrick Cutrone lever. Montellas valg ved udskiftninger i fronttrioen begrænser sig til Honda eller Cutrone pga. skader og karantæner, hvorfor jeg håber at se Cutrone fremfor Honda, hvortil Ocampos kunne skubbes helt frem. Cutrone har trods alt også nogle kampminutter i benene fra Primaveraen – selvom vi slet ikke snakker samme niveau betyder det dog noget for timingen i sit spil at han har en ordentlig stak minutter i benene.
Aftenens modstander, Genoa, er i en slem krise, både på og udenfor banen. Egentlig synes jeg ansættelsen af Andrea Mandorlini er ganske fornuftig, da jeg anser ham som en ganske kompetent træner. Han er så heller ikke anledningen til alt tumult som foregår i Genoa nu hvor ultras kræver Preziosis afgang. Genoa er næsten mere slem til at være selvdestruktive i de lilla toscanere. Kunne være Preziosi skulle ansætte Giuseppe Sculli som bodyguard. Han har jo nogle spændende kontakter.
Aftenens dommer er i øvrigt Russo.