Første eksperiment med Saponara som mezzala på venstre midt, blev afprøvet i en intern træningskamp sidste dag. Der har været roser til Saponara, hvor samspillet med Il Faraone skulle have været ganske godt, og muligt vil være frugtbart for fremtiden. En god start er altid vigtigt, men der er et stykke vej endnu.
Jeg synes det er meget interessant at Pippo er så tydeligt inspireret af Ancelottis gamle flade 3’er med Gattuso, Pirlo og Seedorf. Den fungerede så også kun indtil Seedorfs alder blev fremskeden, og han ikke længere var så mobil og hurtig som i hans bedste fodboldår. Derudover var han begunstiget af at have Maldini på venstre back bag sig. Maldini var på det tidspunkt langt over de tredive, og de hidsige ryk op af sidelinjen var slet ikke så hyppige, som tidligere i hans karriere. Modsat side var Rino væsentlig mere defensiv indstillet, hvorpå det gav plads til at Cafú kunne hamre op og ned af højresiden. Der var symmetri og taktisk idé bag Ancelottis måde, at opstille mandskabet på.
Seedorf i hans bedste alder, var allerede en klog fodboldspiller, og var et fysisk pragteksemplar som via sit veluddannede fodboldhjerne læste spillet godt, og faktisk godt kunne gå ind i tacklinger modsat hans sidste tid i klubben, hvor han ikke kunne følge med længere pga. nedsat hurtighed. Pirlo var også allerede i en tidlig alder en meget klog spiller, som vidste hvordan han skulle placere sig. Dog ikke at han blev den store bolderobrer, dertil havde han sin personlige bodyguard, oprydder, gladiator etc. i Rino til at gøre det meste af det hårde arbejde. Faktisk mønstrede Milan under Ancelotti i den tid, hele 5 spillere på banen som havde deres største force i det offensive spil. Pirlo, Seedorf, Kaká, Shevchenko og Inzaghi/Crespo. Plus faktisk en meget offensiv back i Cafú. Det kræver en meget dygtig træner, at få sådan et hold til at kunne forsvare ligeså godt som det angriber. Det kunne Ancelotti størstedelen af tiden. Primært fordi han også havde absolutte verdensklassenavne i Stam, Nesta og Maldini. Faktisk synes jeg Carlo gav di Maria en ”Seedorf-rolle” i denne sæson, selvom de er vidt forskellige spillere, offensivt som defensivt. Man kan kalde det en smule naivt, og for offensivt fordi tiden under Carlo gav store sejre, men også en del skuffelser undervejs. Han vandt for lidt med det materiale han havde i hånden.
Saponara har vision og overblik allerede som en del af hans talent, men jeg er ovenud spændt på om han har evnen til at omsætte sig fuldstændig til at indtage en rolle a la den Seedorf havde i sin tid. Men personligt har jeg lettere ved at se Saponara i den rolle frem for Honda. Ganske enkelt fordi Saponara er en hurtigere spiller end Honda, som dog ofrer sig for sine respektive mandskaber – bliver han bedt om det. Derfor pleaser det mig når jeg kan læse at man har haft en uforbeholden snak, med mit forslag på en forstærkning, Clement Grénier. Han har offensive kvaliteter, overblik, et eventyrligt spark fra distancen og tilbyder noget højre og drøjde til midtbanen.
Rino-Pirlo var et makkerskab med klare arbejdsfordelinger. Rino som skraldemanden og svinet – Pirlo som den elegante dybdeliggende playmaker. Arbejdsfordelingen vil ikke være sammenligneligt som dengang. Montolivo har mere fysik, og bedre til at vinde bolde end Pirlo. Derimod er han slet ikke nær så dygtig som Pirlo, i den dybtliggende playmakerrolle – dog stadig god. De Jong minder om Rino. Knap så passioneret, men ligeså hidsigt arbejdende og endda med et bedre boldspil. Han vil dog ikke skulle dække et område så stort som Rino skulle i sin tid. Dertil er hverken Abate eller De Sciglio slet ikke så hidsigt angribende på backen – Abate faktisk slet ikke, som Cafú.
Så kan man selvfølgelig begynde på at proppe de nuværende spillere ned i de bokse, der nu engang bliver skitseret. Jeg har svært ved at se hvor Muntari passer ind – Honda ligeså. De resterende midtbanespillere vil kunne anvendes i de opsatte bokse. Lidt spænding er der trods alt.