Det kunne godt se ud til at vores alle sammen favorit til tränersädet i Milan, bliver vraget. Kineserne skulle väre af den mening at Manuel Pellegrinis krav om 6mio€ netto årligt er for overdrevent. Han ville i så fald have blivet den klart bedst betalte träner i Serie A. Allegri hiver vidst 5mio€ netto på hans nye kontrakt, mens Mancini i Inter ligger på noget á 4-4.5mio€ netto pr. år. Vanvittigt at tänke på hvor meget de opskruede priser på det engelske marked skaber inflation til det resterende Europa – det er vel kun Bayern, PSG og Real Madrid der kan fölge med. Et eller andet sted viser det dog også at kineserne ikke bare kaster penge ud af vinduet, bare fordi de kan – det er i sig selv godt.
Derfor er Marco Giampaolo nu blevet et meget varmt navn i og omkring Milan igen. Den anden kandidat er Cristian Brocchi. Jeg skal indrömme at min egen präference for fodbold ikke stemmer overens med den Brocchi helst praktisere. Jeg får kvalme af det ävl omkring possession som skulle det väre tungtvejende argumentation for at skabe resultater, og i de fleste kampe under Brocchi synes jeg han fejlede. Han prövede at praktisere en omgang fodbold, som han ikke havde spillertyperne til og desuden var alt for spansk inspireret. Sterilt, blödsödent og ufarligt omständig boldmassage – det er hamrende svärt at udföre särligt i italiensk fodbold og kräver helt specifikke spillertyper. Det var simpelthen alt for naivt og et klart udslag af manglende erfaring på internationalt niveau.
Jeg er langt större tilhänger af den fodbold Giampaolo praktisere. Hidsigt aggressivt presspil, med öje for angreb mod mål hver gang. Man kan sige Giampaolo havde fået Sarri til at skabe grundlaget for successen i Empoli, men på den anden side var det svärt at göre Sarris arbejde efter, särligt efter at have mistet nogle grundpiller i Sepe, Rugani og Valdifiori. Men de fodspor udfyldte han på glimrende vis.
Giampaolo har dog en noget broget karriere med flere nedture, og netop overståede säson med Empoli er egentlig förste gang hvor han har succes i Serie A, efter fyringer hos hhv Cesena og Siena, tidligere i karrieren. Nok kan man hävde at han har erfaring, men erfaring med stribevis af fyringer er ikke just befordrende for et topjob. Det kan ikke rigtig sammenlignes med Allegri i sin tid, som vi hentede i Cagliari hvor han havde succes(selvom han blev fyret som fölge af en längere periode med lutter nederlag) og forinden havde väret succesfuld i Sassuolo.
Jeg er dog slet ikke i tvivl om at Galliani helst er på idéen med Giampaolo, fordi Arrigo Sacchi endnu engang har anbefalet en Empoli-träner. Og man må også sige, at Gallianis arbejde de senere år har väret besvärliggjort af Berlusconi-familien. Jeg synes ikke man kan kritisere fyringen af Allegri i sin tid, fordi både Allegri og mandskabet var slidt efter at have overprästeret i en längere periode. Derefter kom Seedorf til på anbefaling af Ladyen(det endte i en mandskabsmässig katastrofe) – så var det Pippo som skulle til(det ringeste jeg har set i mange år), selvom Galliani havde fingrene ude efter Unai Emery(idéen blev kasseret af Berlusconi). Så ville Berlusconi ha en hård mand ind, og ringede selv til Capello, som afslog, mens Galliani så fandt Sinisa, selvom det egentlig forlöd at Galliani helst havde fuldt Sacchis råd om Maurizio Sarri, som bekendt rög til Napoli – så blev Berlusconi trät af Sinisa selvom den profil han havde tegnet selv ti måneder inden passede präcist på en type som Sinisa Mihajlovic.
Ovenstående er en parade af interventioner hvor den sportslige leder ikke får lov eller rum til at finde den träner som han mener er den som passer til Milan, fordi ejeren pludselig vil til at lege sportschef i klubben. Én af mange elendige beslutninger gennem en årräkke…
Skiftet fra Pellegrini og Giampaolo har dog også nogle ret märkbare konsekvenser for det mercato vi, forhåbentlig, snart skal i gang med. Pellegrini ville alene via sit navn signalere en form for ambitionsniveau til omverdenen, hvor det ville väre realistisk at gå efter spillere som Benatia, Witsel etc., hvorimod ingen, udenfor Italien, aner hvem fanden Giampaolo er.
Derfor tror jeg primärt vi kommer til at se os satse på spillere på op til 25 fordi det er Milans navn som skal träkke, hvor eneste afvigelser vil väre italienere. Vi kan faktisk komme til at ligge tättere op af den linje Silvio, af politiske årsager snakker om hele tiden, end jeg havde forventet.
Jeg synes en 24-årig Mustafi giver mening. Specielt når han skändes med sportschefen i Valencia og koster 15mio€. Han udviklede sig konstant i Sampdoria og har gjort det godt i Valencia selvom han mangler lederegenskaber.
Jeg kunne også sagtens se os gå efter en mand som Stefano Sturaro fra Juventus også. 23 årig mand som bliver kvast i konkurrencen på midtbanen i Torino. Giampaolos spillestil kräver en spiller som er et rövhul og däkker et stort område på den centrale midtbane. Sturaro har ved flere lejligheder udvist mangel på hjerne, men stort hjerte og stor lunge – ergo et must for Giampaolos midtbane. Jeg kunne godt se for mig, at jeg ville sidde med de samme tanker som dengang vi hentede et lille hidsigt näsehorn med stor underkäbe i Salernitana og tänkte ”hvad fanden skal vi bruge ham til?” – Rino blev min helt. Dynamikken i Giampaolos stil ville også väre skräddersyet for en mand som Kovacic, men det kan han jo tänke lidt over, hvilket han får rigeligt tid til hvad enten han skal varme bänken i Madrid eller Torino. Han ender sgu med at blive en ny Prosinecki, hvis han ikke tänker sig om.
Saponara er naturligvis et must, og derudover er der navne til den flakkende angriber såsom Gabbiadini, Vietto etc., som vil väre meget interessante.
Svärest vil väre at erstatte Bacca på toppen(han kunne ellers komme til at hövle vanvittig ind med kasser med Saponara bag sig), når han smutter til Paris og gör livet surt for Cavani. Lacazette er en dyr og vanskelig mission, selvom jeg synes han er fantastisk. Batshuayi er også spändende, og så er der naturligvis min ven, der også sidder limet til bänken i Torino, Simone Zaza. Pavoletti eller Pellé ville også väre rigtig fint at få ind – samme type spiller, som tilbyder noget helt andet i form af deres store fysik. Luca Toni light, som spiller på alt andet end hurtighed, hvorfor alderens kvaler på dette punkt er ligegyldigt for denne type spiller, da fart ikke er noget som de skal tilbyde.
Svar
