Her er så min lille historie…
Jeg er italofil og fattede første gang en indirekte og lille interesse for viola ved VM ’82 i Spanien. Ja, så gammel er jeg. På midtbanen havde Italien viola’s elegante dirigent ved navn Giancarlo Antognoni, som jeg godt kunne lide.
Desværre missede han finalen pga en skade. Udtalelsen “Bortset fra den sidste Serie A-kamp mod Cagliari, som kostede os mesterskabet i 1982, er dét at jeg ikke kunne spille VM-finalen den største skuffelse i mit fodboldliv”, siger alt om il Capitano’s store violette hjerte. Han er fortsat for mig den største spiller i viola’s historie.
Byen Firenze besøgte jeg første gang i 1994 og dén faldt jeg pladask for. Ikke at jeg dermed blev viola i samme moment. Sådan var det slet ikke. Men med i "købet" af byen Firenze fulgte klubben efterhånden på en eller anden naturlig måde.
Jeg har det nemlig sådan, at der gerne må være en stærk kobling mellem klub og by mht historie, kultur og ånd. Og det er der i høj grad i en-klubsbyen Firenze. Viola er Firenze og vice versa. Dét mærker man også i kontakten med de meget passionerede og stolte fiorentini, hvor viola ikke bare er en fodboldkub. Det er langt større. Og det er lige mig. Så det har ikke været svært over tid at bekende sig til den særprægede violette trøje - den smukkeste i Serie A.
Samtidig er der for mig også noget helt eksistentielt tiltrækkende ved at holde med en udfordrerklub, der godt nok (som regel) er med i eller omkring toppen, men uden at man dermed på nogen som helst måde kan tage titler og pokaler for givet. Det handler om - ligesom med livet - at tage det sure med det søde. Og dét bliver de lejlighedsvise triumfer bare endnu større af.
Siden 1994 har jeg besøgt Firenze mange gange og efter vi købte en fritidsbolig lidt uden for Firenze, er det også blevet til flere kampe på Franchi, hvor min interesse for viola er blevet kraftigt intensiveret.
Jeg nyder de forventningsfulde timer op til kampene omkring stadion og står altid blandt de velkendte originaler - unge som gamle - på Curva Ferrovia, hvor stemningen er ret speciel og fyldt med historiske traditioner. Samtidig får man så også muligheden for at hylde de flotte tifoer på Curva Fiesole i den anden ende.
Højdepunktet på Franchi var d. 20. oktober 2013, hvor viola på et gyldent kvarter i 2. halvleg gik fra 0-2 til 4-2 mod Juve, bl.a. via et hattrick af Rossi. Stemningen i 2. halvleg og efter kampen var helt utrolig og kan ikke sammenlignes med andre af mine live-fodboldoplevelser. Byen Firenze var indhyldet i den smukke violette farve og proppet med folk, der råbte, sang og græd, som var selve scudettoen vundet. Glemmer det aldrig.
Som MJ har jeg det også sådan, at hvis viola vinder, er ugen efter god. Et nederlag betyder omvendt en mindre god uge. Så jeg håber, at man tager sig gevaldigt sammen i denne sæson, for ellers bliver det hårde 9 måneder - endnu engang. Mere af det søde, og mindre af det sure, per favore.
Forza La Nuova Viola Alé!
ACF Fiorentina & Leeds United FC