Redigeret ons 13. nov 2019
Interessant PM-diskussion I har gang i og gode argumenter fra begge sider. En fornøjelse at læse fra sidelinjen.
Jeg er noget delt når det gælder PM og er lidt i begge lejre, må jeg blankt erkende. Mit største problem med ham er ikke så meget de brændte chancer, men mere, at han er en spiller uden en reel spidskompetence:
- Han er ikke hurtig
- Han er ikke usædvanligt høj (Onuacho, Makienok)
- Han er ikke voldsom stærk (NDoye, Kaba)
- Han er ikke en vildt god afslutter, hverken i fødderne eller med hovedet
- Han har ikke en vild teknik
- Hans pressspil er ikke vildt imponerende
- Hans pasningsspil er ikke over gennemsnittet
... og sådan kunne jeg blive ved. I har nok fanget pointen. Han er ret gennemsnitlig på de fleste punkter. Udover hurtigheden, så slår han dog heller ikke voldsomt ud i en negativ retning, så man vil formentlig godt kunne argumentere for, at det netop er en styrke, at han er så all-round.
Her bliver vi nok nødt til at kigge på den rolle som han har hos os. Hans opgaver på banen er, som jeg ser det, fordelt på nogenlunde denne vis:
Når bolden er på vores første tredjedel af banen:
Defensive:
- Hjælpe til ved dødbolde
Offensive:
- Gøre sig tilgængelig som spilstation, f.eks. ifbm. kontra
Når bolden er midt på banen:
Defensive:
- Presse boldholder
- Skærme af for spilmuligheder
Offensive:
- Agere spilstation med ryggen til mål
- Tiltrække modspillere for at frigøre rum
Når bolden er på vores sidste tredjedel af banen:
Defensive:
- Presse boldholder
- Skærme af for spilmuligheder
Offensive:
- Være til stede i feltet
- Gøre sig spilbar
- Komme til afslutninger
Man kunne godt argumentere for, at en højere/stærkere angriber ville kunne klare nogle af de opgaver bedre, men ville det så være på bekostning af presspillet eller gå ud over kvaliteten af opspillet? Man kunne også forestille sig en mere væver type, som bedre kunne presse modstanderen og samtidig give os en ny dimension i vores angrebsspil, men nu spiller vi nu engang som vi gør og ville vedkommende så også kunne agere opspilsstation med en svagere fysik?
Vi kan konstatere ud fra den nøgne statistik, at han scorer et fornuftigt antal mål. Statistikken fortæller også, at han ikke skaber mange chancer og han ingen assists har. Jeg vil dog vove pelsen og påstå, at hvis der havde været en statistik med tredjesidste fod, så ville han være godt med der, så det virker som et bevidst taktisk valg. PM er jo heller ikke den der modtager bolden, vender rundt med en mand i ryggen og lægger den i dybden. Dertil mangler han trods alt både styrke, teknik og overblik. Statistikken fortæller også, at PM har vundet næstflest luftdueller af alle angribere i Superligaen indtil videre i denne sæson, men endnu har han ikke scoret på hovedstød. Alle seks mål er scoret med højreskøjten i feltet.
Hvis jeg skal lave en form for konklusion på ovenstående, så er det nok, at vi selvfølgelig godt kunne finde spillere, der er bedre på de enkelte punkter, men de vil formentlig også slå ud på andre punkter så. Ronnie Schwartz, Kirkevold og Mayron George er spillere, der tidligere er blevet rygtet til os og Schwartz ville da give os noget hurtighed i angrebet og en større skarphed, men ville det så være på bekostning af boldbesiddelse og tabte luftdueller? Den usikkerhed må man vurdere om man kan leve med i det spilsystem vi har. PM passer jo faktisk fint ind hos os og kritikken af ham går (næsten) udelukkende på brændte chancer og det skal han rigtigt nok have kritik for, men jeg hører/læser ikke, at han er dårlig til at indgå i opspillet (på trods af en noget lav afleveringsprocent) eller, at han ikke yder en stor indsats.
Jeg kan dog også godt forstå, at debatten bliver rejst, fordi PMs scoringsprocent ligger bestemt i den lave ende, kun 21,4% af sine forsøg resulterer i mål. Til sammenligning har Schwartz 29,7% selvom han har flere afslutninger, Sander Svendson har 32% på lidt færre afslutninger, ja selv velkendte Riel har en højere scoringsprocent. Men man kan naturligvis ikke kun vurdere ham ud fra skarpheden foran mål, ligesom man heller ikke kun kan vurdere ham ud fra antallet af mål han scorer, selvom det er en hypigt brugt argumentation for angribere.
Alligevel er et af argumenterne, der bliver brugt som forsvar af PM, jo netop antallet af mål, men her skal vi også huske på, at vi er et af de hold, der skaber flest målchancer. Hvor stor en andel PM har i det antal af skabte chancer er jo altid svært at vurdere, men vurderer man, at den rolle kan udfyldes af en anden, som tilmed er en tand skarpere, så bør man selvfølgelig overveje det. Det er jo altid overvejelsen. Personligt, så synes jeg ikke, at PM har leveret noget ekstraordinært i forbindelse med sine scoringer, men omvendt, så er min fornemmelse heller ikke, at vi helt har udnyttet PM godt nok hidtil. Føromtalte indlægsstatistik taler sit tydelige sprog, ligesom det manglende antal af medspillere i feltet ved indlæg også giver grund til optimering.