"Det er korrekt hvad du skriver men du undlader jo vores positive defensive statistik i din argumentation"
- Tre ting: 1) Mine indlæg i denne sammenhæng skal læses i den kontekst, der er vores etablerede spil, offensiven. Når det så er sagt, og for at imødekomme din præmis (som er en noget anden end min), så 2) Vores defensive kvaliteter kompenserer ikke for vores offensive mangler, og 3) Det er i så fald mærkværdigt, at efter Ståle Solbakken har ønsket en mere dynamisk og kreativ midtbane / offensiv, har vi været meget lidt chanceskabende og scorende, og vores bedste kort på hånden er i tiltagende grad vores defensiv og struktur.
"Vi har også kun tabt 4 af 14, 6 af 16 hvis tæller Atletico med, men det skal vi vel ikke da det ikke er en klub vi kan og skal måle os med overhovedet. Det er ganske godt gået og i min optik i den grad at byde op til dans"
- Hvis der skal selekteres på den vis, må CSKA Sofia også tages ud af regnestykket, da deres økonomi og position i deres region, så vidt jeg ved, er betydeligt under vores niveau. Lad os holde os til udgangspunktet. Min forudsætning for at skrive, som jeg gjorde, er ændringen i vores offensive udtryk, og jeg finder det i den sammenhæng ubetydeligt for det større billede, at lede efter særtilfælde, for at indramme den (i min optik) sandhed, at ingen af holdene er blevet nævneværdigt udfordret i deres defensiv af os. Og det er essensen af det. At vi har holdt gode klubber fra at score mange mål imod os og ikke vinde uacceptabelt mange kampe over os, er underordnet set i det lys, at de, ud over Atalanta, ikke har haft større behov for andet.
"Ambitionerne er klare og tydelige. Strategien den samme. Opnå gruppespil i CL/EL hvert år. Det går meget godt indtil videre"
- Men det neutraliserer jo så dit argument gående på, at vi oplever turnover i truppen det ene år efter det andet. Når det er sagt er jeg ret sikker på, at man ikke stiller sig tilfreds med at skabe på et absolut minimum i offensiven. Hvorfor skulle man? En klub og dens identitet, i særdeleshed når den bygger på kampe i det internationale, er jo ikke rundet af offensivt dræbende langsommelige 0-måls-kampe og hæderlige nederlag og et par målfattige uafgjorte her og der (igen, det unikke i Atalanta-kampene, er ikke nok til at danne et helhedsbillede), den er rundet af de store præstationer, kampene man stadig taler om med glæde, det, de førte med sig, skulderklappet i at kunne udfordre på den store scene. Det behøver ikke at være meget, men dog mere end i de sidste par år. Det behøver heller ikke at være hvert år, men der må heller ikke gives slip på det, der kan give oplevelserne fremover. Og lige nu har man sluppet det og satset på noget andet, som man ikke har fundet ud af, hvordan skal praktiseres, og det er et problem.