Jeg synes, at den med "den italienske bureaukrati" er blevet noget af en stråmand.
Først og fremmest er der ingen italienske borgmestre og byråd, der vil sige nej til et millionprojekt, der betyder et hav af arbejdspladser, underleverandører og skattekroner.
Eller ingen...
Ikke desto mindre lever det velkendte italienske bureaukrati også i bedste velgående, når det drejer sig om nye stadions. Der er sjældent logik i holdninger og handlinger, uanfægtet at der hænger en økonomisk gulerod foran snuden på magthaverne ift. netop
arbejdspladser, underleverandører og skattekroner. Jeg har tit talt med lokale italienere om dette. Og min personlige forklaring er to faktorer:
- at for en italiensk bureaukrat er processen langt vigtigere end resultatet - til tider er sidstnævnte endog totalt ligegyldigt. Processen er i bureaukraternes øjne deres eneste eksistensberettigelse og magt.
- at der eksisterer en gammeldags pyramide-organisationsstruktur i Italien, helt modsat de flade strukturer som vi kender i fx Danmark, hvor ingen i pyramiden tør tage en beslutning, som jo kan adstedkomme ansvar og straf, hvilket stopper/forhaler al udvikling.
Når dette er sagt, har du en pointe i, at det ikke kun handler om bureaukratiet. Som om at det ellers ikke var nok.
Når der skal bygges stor infrastruktur i Italien, træder alverdens interesseorganisationer i karakter med alverdens protester. Disse organisationer er kendetegnet ved (næsten) altid at være IMOD noget og sjældent FOR noget. Og det forhaler gang på gang processerne ud i det absurde. Især fordi de folkevalgte - fra lands- til kommunalniveau - er hunderæd for disse magtfulde, handlekraftige og meget synlige organisationer.
Så når man adderer italiensk bureaukrati med italienske interesseorganisationer, så har man en cocktail, der langt overstiger kafkaske dimensioner.