Du svarer på indlægget:
Det ville faktisk være typisk FCM at prøve at smide en mindre transferbombe, når man ikke venter det. Som f.eks. med Jakob Poulsen for to år siden. Nu er der nok i første omgang nogle investorer, der skal have penge fra salget, men måske er der også nogle villige til en ny investering.

Jeg kan dog ikke se, at vi behøver en direkte erstatning for Poulsen. Mads Albæk er helt oplagt til at skulle overtage. Hvis han ikke får chancen nu, kan man ikke fortænke ham i at blive rastløs. Alligevel er midtbanen mere tyndslidt end længe, hvilket er uvant for os. Det har længe været der, vi var bedst polstret, men med Salami og Poulsen ude i samme vindue, skal der ikke mere til end en skade til Izunna eller Albæk, før panikken spreder sig. Netop derfor ville jeg gerne have beholdt Salami, men reelt har vi brug for en mere pålidelig spiller end ham (mht. skadesfrekvens). Men hvem vi skulle hente, har jeg ikke noget kvalificeret bud på.

Forsvaret ser uændret ud i optimalformationen lige nu. Kibebe ryger ind som førstereserve i stedet for Albrechtsen. Ipsa og Møller var vi vant til at undvære. Angrebet er primært Sylvester. Bliver han solgt, skal der naturligvis en forstærkning ind, for Jude og Hvilsom har ikke kvalitet nok til at være faste startere, og Janssen er sikkert stadig halvskadet.

"Små 20 mio." i øvrigt? Er det med forventningen om, at Morten Knudsen til Inter er done deal? Den er sikkert god nok, men den er ikke officiel endnu.

Mht. akademiet, så er det ikke min stærke side, da jeg ikke lusker rundt i området til daglig. Man hører selvfølgelig navne, og Pione Sisto, som du selv nævner, er vist det største navn, vi har i talentfolden. Det ved Hausser garanteret mere om.

Hvis jeg skal komme med en placering, spår jeg os til en 5.-plads i den kommende sæson. Men det er Superligaen, vi snakker om, og den ser ekstra tricky ud i år, så jeg er faktisk på bar bund. Nedrykningsspillet kan snildt komme til at involvere halvdelen af rækken, og det er sgu ikke for sjov. Randers og Esbjerg kommer med noget helt andet end HB Køge og Lyngby.
0