Redigeretlør 10. aug 2024
"Personligt og helt generelt synes jeg, det er nemmere, sikrere og mere interessant at kritisere kampe, der er spillet og indsatser, som er lagt, end at være imod noget som endnu ikke er sket"
- Er du sikker på, at du synes det? Du skrev for nylig om Cornelius-skiftet: "Skadesrisikoen ved Corner pegede jeg personligt på fra dag 1".
Det ligner altså, at du ikke har det fjerneste imod at pege på en bekymring over noget, der endnu ikke er sket.
Og selv hvis du havde været konsekvent ift. snakken om negative forventninger, giver det ikke helt mening, at være så selektiv i sin vægtning af netop forventninger, således at positive forventninger til det ikke-skete er fint nok, mens negative forventninger til samme er skidt. Reglen må jo konsekvent være, at det hypotetiske er uinteressant, ellers falder dens logik til jorden.
Din afsluttende kommentar om, at du anser et køb af Zanka som en risiko-minimering, er jo en direkte udløber af en (risiko-)vurdering, som i høj grad er bundet op på forventninger. Hvilket igen står i kontrast til sondringen imellem det vi kan kalde den gode og den dårlige snak, men er interessant for mig (og formentlig mange andre), bl.a. pga. følgende:
Når alt dette er sagt, er det min personlige holdning, at forventninger er noget af det mest interessante i en åbensindet snak. For de fortæller både om de forskellige måder, vi ser spillet på, og ganske meget om den ballast, vi hver især kommer med som tilhængere af den samme klub. Forventninger er derfor også en genkendelse af mønstre, fordi vi jo har fulgt klubben og/eller spillet i 10-20-30-40 år, og mønstre er - undskyld sproget - fanden gale mig noget af det vigtigste i forståelsen for, hvorfor en situation ser ud, som den gør. Og det bringer mig som afslutning til min bekymring om Zanka, for jeg synes der er mønstre i hans ageren i modgang, der taler imod den mere eller mindre sikre signing, som han af nogen opfattes som. Jeg er bestemt ikke låst til tanken om, at han bliver en fiasko, for det synes jeg ikke er et givet, men jeg ser nogle ting i FCKs nuværende forfatning og hans profil, som ikke umiddelbart er et match. De kan måske overkommes, ja måske endda ligefrem blive en ren eventyrfortælling, men snakken om de faldgruber, der kan ligge og vente, synes jeg i høj grad er interessant, i stedet for kun at tage den som en opsummering af det skete, når sæsonen går på hæld.