Det er første gang nogensinde, at jeg ikke kan se mig ud af den knibe, FCK er i. Mange af os kunne f.eks. godt forestille os - inden Don Ø kom til - at FCK var en sovende kæmpe, som blot skulle have et puf for at vågne fra den tunge søvn, der resulterede i en håndfuld subtop-placeringer. Derfra kunne de nationale målsætninger opnås. En hel del kunne under Hans Backe se, at der manglede ledelse og kvalitet i trænerstolen - og at der skulle en ny på posten for at få det internationale gennembrud, klubben havde som målsætning. Efter Ståle Solbakkens exit i sommeren 2011, og i tiden efter, kunne de fleste også se, at CV havde været i FCK i for lang tid, og at det sportslige set-up måtte ændres. Samt det ocean af små "mellemiagttagelser" ift. trupsammensætning, spillerprofiler, taktik, koncept osv., jeg mener at have kunnet se mig ud af - men nu, nu kan jeg ikke længere. Jeg kan ikke se, hvordan man skal kunne komme af med 7-8 spillere og hive ditto ind, selvom det er det, der er brug for. Og jeg kan ikke se, hvordan energien i truppen og klubben pludselig skal forandres, og jeg kan ikke se, hvordan Johan Lange pludselig skal kunne begå sig som støttetræner i det daglige (han kunne ikke under hverken Roland Nilsson eller CV), og jeg kan ikke se, hvordan Ståle Solbakken pludselig skal genopfinde sig selv som taktisk, velfunderet træner (jeg mistænker ham at være for konservativ i sit syn på spillet), og jeg kan ikke se hvordan FCK skal kunne skabe sig 2-3 halvsæsoners tid til at komme på ret køl igen, uden det i sig selv vil komme til at gå ud over klubben, truppen, spillerne, den interne og eksterne tillid.
Måske er det bare mig. Jeg håber det.
Måske er det bare mig. Jeg håber det.