Kampen i går bekræftede den lidet flatterede påstand om, at sportsfolk ikke er for kvikke. Det gik nemlig således, at en masse marginal- og reservespillere fik chancen, hvilket fik samme til at forsøge at gribe chancen for, at vise sig frem for cheftræneren. Problemet var selvfølgelig, at det blev forsøgt uden den mindste omtanke. Eller måske var der bare ikke den store tankevirksomhed til stede blandt de deltagende. Svaret blæser i den vestsjællandske vind, for selvom der blev vist initiativ fra de enkelte spillere, var det netop begrænset til at dreje sig om de enkelte spilleres isolerede præstationer. Det var alt andet end en holdindsats - faktisk lignede det sandkassespillere, som for første gang var kommet på græs. Så det blev en lang opvisning i solo-raids, dribleture, finter og skud i retning af målet, som i langt størstedelen af tilfældene, endte ud i det rene ingenting. Nu ved jeg ikke hvordan Roland Nilsson ser (og vurderer) fodbold, men han kan ikke være blevet overbevist af spillerne på de yderste mandater, da de, (stort set) alle som en, fremviste manglende evne til at forstå, at fodbold er en holdsport, ikke en enkeltmandssport.