Lidt evaluering på kampen:
Fuldt fortjent sejr til et meget stærkt og velspillende Bayern-hold. Sejren kan der intet pilles ved og 2-0 afspejler meget fint forløbet af kampen.
Juve kommer igen rigtigt dårligt ud til kampen, præcist som vi så det i Glasgow, hvor Celtic tromler os ned de første ti minutter og kun svineheld (og en foræring fra dem) sætter os igang. Men allerede der fornemmer man, at dette Juve hold mangler lige det sidste i en sådan svær CL-udekamp. Advarselslamperne blev tændt mod Celtic, trods på papiret overbevisende 5-0, for måden vi slog Celtic på var spillemæssigt ikke helt overbevisende og gav mig seriøse tvivl om, hvor vidt vi ville kunne stå distancen mod en af de helt store i Europa.
I aften fik vi svaret. Tror jeg (med forbehold for en gedigen overraskelse i returkampen). Nej, vi mangler stadig det allersidste for at være på højde med de 4-5 største i CL og det var vel et eller andet sted forventeligt. En kvartfinaleplads var hvad vi realistisk talte om før sæsonstart i CL og så var målet at genvinde Scudetto´en. Og i skrivende stund ser det ud til, at det kommer til at gå præcist sådant. Og det vil helt klart være godkendt.
Man havde dog håbet, at vi kunne levere endnu en lille overraskelse, og jeg vil stadig sige, at havde vi spillet op til vores standard og havde vi været mere koncentreret fra start og undgået at komme så hurtigt bagud, kunne vi godt have fået et brugbart resultat med til returkampen og dermed have haft visse forhåbninger. Vi laver for mange fejl. Pirlo smider for mange bolde væk og koster for anden kamp i træk et mål med et boldtab. Buffon havde nogle gode redninger, bevares, men så ikke for godt ud ved målene. Vore angribere er totalt harmløse i dag, og det gælder alle fire! Marchisio, som er en klassespiller, viser igen, at han har én svaghed: nemlig, at når holdet ikke fungerer, så falder han for nemt ud. Hvorimod en som Vidal er bedre til at hive sig selv op, selv når holdet svigter. Der mangler Marchisio lige lidt personlighed måske. Lidt mental styrke. Lidt gennemslagskraft. Det er set før, at når holdet falder sammen, så falder Marchisio også sammen. Mens f.eks. Vidal holder et stabilt niveau. Han var helt klart vor bedste mand i dag.
Når for mange har en Off Day (Buffon, Pirlo, Matri, Quaglia, Marchisio), så skal det blive hamrende svært i München mod et hamrende godt Bayern-hold. Vi vidste godt, at skulle vi gå videre, skulle vi ramme noget á la vort højeste niveau i begge kampe. Og sådan som vi faldt igennem i dag, så er der ikke noget at sige til, at det gik som det gik. Bayern kunne endda have vundet 3-0 til sidst og det havde skam heller ikke været tyveri.
Uden at det skal lyde som en dårlig undskyldning, så tror jeg også at det har handicappet os, at vi for kun tre dage siden havde en mega hård kamp mod Inter. En kamp der virkeligt trak tænder ud, hvad spillerne også sagde efter kampen. Og med kun to dages hvile inden en så svær kamp som den mod Bayern, så er det svært at finde topniveauet. Jeg "brokkede" mig allerede da jeg så kalenderen for et par måneder siden - men der blev jeg beskyldt for at tude. Jeg mener nu, at jeg havde en pointe. Bayern havde jo en fordel i at de havde en pærelet kamp i lørdags, mens vi havde en mega hård kamp mod vor ærkerival. Måske havde vi tabt alligevel, det er sandsynligt. Men jeg tror, at vi fysisk manglede det sidste i dag for at kunne byde Bayern op til dans. Også fordi halvdelen af vores startopstilling var med landsholdet mod Brasilien og Malta i sidste uge. Det har utvivlsomt kostet.
Men som sagt. Bayern vandt fuldt fotjent, og vi havde måske tabt alligevel. Men jeg tror, at havde vi været mere udhvilede før kampen, havde vi måske haft det overskud, der ville have givet os et enkelt mål - og det havde jo i dén grad ændret perspektiverne før returkampen.
Nu er det næsten slut. I de 27 år, jeg har heppet på Juve, er Juve aldrig gået videre efter at have tabt med to mål i den første kamp. Så oddsene er ret dårlige, især fordi Bayern er så gode og stabile, som de er. Men naturligvis skal vi gøre forsøget. Der kræves en perfekt kamp á la den mod Chelsea og alle mand skal ramme topniveauet. Buffon skal ikke slippe flere dumme returer. Pirlo skal sparres mod Pescara, så han kan være helt frisk mod Bayern. Og så må vi håbe, at vores lidt svingende angribere rammer DAGEN i returkampen. Så har vi stadig en chance, men den er ikke større end maks 20 procent. Men den er der ;)
KARAKTERERNE:
BUFFON 5,5 jeg er i tvivl om, hvor meget skyld han havde på det første mål, altså om hvor meget bolden blev rettet af og snød ham. Men han virkede bare for langsom, uanset hvad.*** På det andet mål slipper han en for nem retur, men til hans forsvar sov forsvarerne foran ham...Buffon havde dog også 4-5 gode redninger, men det er ikke nok til at give ham bestået.
***Redigering: jeg har lige ændret hans karakter fra 5 til 5,5 efter at jeg har genset det første mål fra flere vinkler. Bolden tager en vildt mærkelig drejning efter at den rammer Vidals fod. Først ændrer den retning, og Buffon reagerer på det. Og så springer den tilbage i modsat retning og Buffon bliver fanget. Indrømmet: den var sværere end den så ud til. MEEEEEEEEEN det andet mål der kunne han have gjort det bedre, og han havde et par dumme udspil med fødderne, hvor han ramte helt forkert, så han får stadig ikke mere end 5,5 ;)
BARZAGLI 5,5 havde det svært mod de rappe tyskere. Barzagli er klasse, men han har én svaghed: han har ikke helt antrittet mod meget rappe spillere. Lidt flere fejl i dag end normalt.
BONUCCI 6,5 næstbedste efter Vidal. Faktisk god og solid kamp defensivt, kan slet ikke lastes for noget, synes jeg. I opspillet var han mere sikker end Pirlo.
CHIELLINI 5,5 for mange boldtab, lidt for mange usikkerhedsmomenter. Dog også en del gode indgreb.
LICHTSTEINER 6 offensivt knep det, men defensivt synes jeg, at han stod distancen okay, men han blev virkeligt udfordret konstant.
MARCHISIO 5 ret usynlig det meste af kampen desværre.
PIRLO 5 for mange boldtab, han har måske alligevel ikke helt geareret til disse kampe på allerhøjeste europæiske niveau, når tempoet bliver for højt? Jeg tror dog også, at det spiller ind, at han er træt for tiden. Næste år SKAL vi have en afløser for ham, så han kan hvile oftere. Han spiller jo stort set hver gang og så er det svært for en mand i hans alder at være på toppen gang på gang.
VIDAL 7 rigtigt god kamp, et hav af bolderobringer, superfight, også den eneste der var farlig en enkelt eller to gange....
PELUSO 5,5 defensivt okay, offensivt bidrog han med stort set intet.
MATRI 5 usnylig, men han er typen der skal have noget at arbejde med og det fik han - til hans fosvar - jo slet ikke i dag. Så har en centerforwardtype som ham det svært.
QUAGLIARELLA 5 lige så anonym som Matri, selv han, som normalt skyder på alt, havde knapt én afslutning i hele kampen. Skuffende.
GIOVINCO 5,5 forsøgte dog lidt da han kom ind, uden at det rigtigt lykkedes.
VUCINIC 5,5 samme som Giovinco. Det er svært at sige om det var en fejl at starte med Matri og Quaglia. Giovinco og Vucinic nåede dog ikke rigtigt at overbevise om, at de skulle have spillet....
POGBA 6 bidog med god fysik da han kom ind. Spiller returkampen, går jeg ud fra, nu da Vidal desværre har karantæne (stort handicap!)
Jeg synes, at mange på bold.dk mangler storsind og tolerance. Hvorfor skal folk tales ned til eller kaldes idioter eller vrøvlehoveder, fordi man har en mening som går imod DEM? Ingen har patent på sandheden og der bør være plads til meningsforskelle...