Benteke ligner en kommende Liverpool-spiller. Jeg har tidligere været modstander af at signe ham. Som det ser ud nu, er han dog den spiller, som af dem, vi har mulighed for at hente, har mest kvalitet. Gomez og Llorente er uholdbare fremtidsløsninger. Lacazette var min klare favorit, men han har højst sandsynligt været umulig at hente. Sidst, men ikke mindst, har jeg set et stort lys i Reus, som Suarez´ afløser. Han er en glimrende afslutter og ville umiddelbart passe glimrende ind i Liverpools flydende angrebsspil.
Benteke derimod har sine styrker i duelspillet. Han er ikke en spiller, som udfordrer sine modspillere med snævre og uforudselige driblinger. Han er en glimrende, klinisk afslutter og er ellers forholdsvis komplet i spillets andre facetter, dog uden at være verdensklasse. Mindre kan selvfølgelig også gøre det. Aston Villa har med Benteke primært spillet en meget direkte form for fodbold, hvor lange bolde er blevet smidt efter ham (
http://www.thisisanfield…la-striker/). Benteke ligner en signing, som ikke passer ind i Rodgers´ system og filosofi. Derfor har jeg forsat delte holdninger til denne transfer.
Ikke desto mindre vil Benteke give nogle alternativer til, hvilke måder Liverpool kan spille på. Man må formode, at Benteke er købt ind til start-elveren, hvorfor vi højst sandsynligt vil se Liverpool komme mere ud over fløjene i forhold til de sidste to sæsoner.
Selvom Benteke ikke er verdensklasse i kombinationsspillet, med bolden ved sine fødder og i presspillet, kan man håbe, at Rodgers formår at videreudvikle hans i forvejen nogenlunde kompetente evner inden for disse områder. Hvis Rodgers fortsætter med sin nuværende spillestil, vil Benteke skulle deltage en del mere i angrebsopbygningen, end hvad der har været tilfældet i Aston Villa.
Benteke er uden tvivl et stort talent, som stadig er forholdsvis ung. Han er dermed ikke færdigudviklet og har derfor en del muligheder for at lægge yderligere på sit spil. Han er højst sandsynligt det største talent og bedste spiller, som vi på nuværende tidspunkt har mulighed for at hente. Så hvilke andre muligheder har Liverpool? Han har med 42 mål og otte assist i 89 kampe over tre sæsoner bevist, at han er en klassespiller. Benteke vil i Liverpool komme til at spille sammen med bedre spillere end i Aston Villa og han vil spille på et hold, som skaber langt flere chancer. Jeg håber og tror, at Rodgers kan udvikle Benteke yderligere.