Jeg har ikke hørt noget om Shaqiri til United før det link, I henviser til. Sky Sports plejede at være en god, troværdig kilde, men i dag er det vel nærmest ikke bedre end The Mirror eller Daily Mail, så jeg ved heller ikke, om jeg tror på det. Det ville heller ikke give særlig god mening for United, hvis du spørger mig. Først og fremmest er jeg meget lidt imponeret over Shaqiri, som jeg synes er noget nær den mest ustabile spiller i PL. Jeg er faktisk overrasket over, at Liverpool er interessede, selvom jeg godt ved, at prisen er god og han ikke bliver købt ind til startopstillingen, hvis det er. Derudover mangler United ikke spillere til bredden på de forreste positioner (eller på nogen positioner, faktisk). Vi har unge spillere, vi håber bliver stamspillere i fremtiden, f.eks. Rashford og Martial. Fra akademiet går der ikke mange år før Tahith Chong banker på og overtager Rashford og Martials roller som "de unge". Hvis der mangler noget, så er det en spiller, der kan gøre en forskel allerede fra dag 1 - i lighed med det, man havde håbet på (og fortsat håber på) med Alexis Sanchez.
Bale tror jeg ikke på. Han bliver i Real Madrid - især hvis Ronaldo skifter væk.
Martial har i den grad antydet, at han gerne vil skifte klub, men jeg tror ikke, at United vil sælge ham til andre klubber i ligaen, såsom Chelsea og Spurs, der har vist interesse, så jeg tror ikke, han ender med at skifte. Juve har jo tydeligvis kastet sin kærlighed efter Ronaldo, og medmindre Bayern pludselig rykker på sig, så kan Martial ikke rigtigt skifte væk uden at tage et skridt ned. Klubber som Barca og Real har i hvert fald ikke været interesserede og PSG har formentlig ikke råd efter deres to mega-transfers sidste år. Jeg tror, han bliver.