Gummiben! Gummiben!!! Glenfiddich var mine nervepiller.
Hold nu kæft. Folk (brugere, red.) skrev om, at Mané filmede i første halvleg. Hvornår? Og måske mere relevant. Imod. Fucking. Barcelona. Egen medicin.
Robertson fik sagt tak for sidst for Messis ynkelige slag i det første opgør. Suarez forsøgte sig med de unoder, som man blev tvunget til at elske, men som heldigvis ikke virkede i aften. Men jeg elsker ham alligevel stadig en lille smule, selvom jeg sagtens kunne have istemmet "fuck off, Suarez!". Verdensbedste venstreback (c), Alba, var skyld i to mål, mens verdens i virkeligheden bedste venstreback måtte udgå med skade, og manden født i jern, Milner, James Milner, overtog positionen, som skiftede han blot sæde i bussen på vej til Madrid.
Det var ren vilje. Syngende tacklinger. Kraftfulde afslutninger. Ter Stegens handsker kunne ikke modstå trykket. Alisson skulle bare koncentrere sig om at få en legemsdel på Barcelonas bløde afslutninger. Men stadig. Hvilken kamp!
Fabinho var en blæksprutte. Mané var en lynafleder, en presmaskine og en konstant kilde til uro. I én og samme pakke. Matip var køligere end van Dijk. Origi! Firminos næste modetræk må blive at få rastafletninger. Enigmaet Wijnaldum. Har spillet alle positioner på banen pånær målmand. Er harmløs foran på udebane, men griber øjeblikket så snart han befinder sig på Anfield, og holdet har brug for det. Hovedstødsmålet var nærmest en genopførsel af Gerrards scoring i CL-finalen i 2005. Alexander-Arnold, TAA, scouseren, wild cardet. Han kan miste overblikket og virke lidt rundt på gulvet defensivt, men så genvinder han det igen med bolden i fødderne så snart, han nærmer sig modstanderens felt. Det hjørnespark må gå i historien som det frækkeste. Barcelona slået ud på et hurtigt taget hjørnespark. Så kommer man ikke tættere på en molbolhistorie på en fodboldbane.
Jaja, Salah filmer, Liverpool er heldige og fansene irriterende. Hvis det ender med ingen titler, har det været en mindeværdig tur. Uden titler vil jeg være skuffet. Og tilfreds. Skuffet og tilfreds. Sådan kan fodbold være så selvmodsigende. Sådan er fodbold. Hvis Man. City vinder mesterskabet er det fuldt fortjent.
Der er ting, jeg godt kan lide ved Man. City.
Jeg kan godt lide Pep som træner. Han er enormt spændende at følge fra klub til klub. Han er en af de trænere, hvis taktik er et studie værd.
Jeg kan godt lide spillere som De Bruyne og B. Silva. En fornyelse af boks-til-boks-spilleren i England med hårdt arbejde, intelligente løb, fremragende teknik og afleveringer. Og så kan De Bruyne trylle et klassisk langskudsmål frem ud af ingenting.
Kompany er også ret cool. Klubmand med en vanvittig mental styrke. Lidt et glimt fra en svunden tid, hvor det at dominere en kamp i England var at sætte sig fysisk på modstanderen med hårde tacklinger og dueller uden at være decideret svinsk. Lidt ligesom i aften. Han minder mig om PL, som det var, da jeg begyndte at følge med.
Jeg synes også, at det er opløftende, at en spiller som Foden har fået en del spilletid i vigtige kampe. Det tyder på, at Man. City gør et godt arbejde på akademiniveau og fokuserer på at sikre en vej for talenterne til førsteholdet.
Der er også ting ved Man. City, jeg ikke kan lide.
Jeg synes, det virker kunstigt med plastikflag og elektroniske tavler, der skal imitere bannere.
Jeg bryder mig ikke om Abu Dhabi.
Jeg bryder mig ikke om, at Man. City bevidst forsøger at omgå FFP.
Jeg synes The City Way og City Football Group er moderne fodbold, når det er værst. Og det er lige inden, at det er et angreb på Man. Citys klubidentitet.
Jeg har intet imod, at Man. City vinder mesterskabet, hvis man ser på spillet på banen. Det er mere end fortjent. Pep er ved at sætte nye standarder for PL. Men jeg har noget imod hele maskineriet bag Man. City.
Men fodbold er ikke bare et spil, der skal analyseres, undersøges og domineres. Det er også en begivenhed, der ind imellem undsiger sig store tanker, taktik, pengepunge, magtkorridorer, analyser, xG, heat maps og power rankings. I aften var fodbold en fænomenal begivenhed. Det var en sejr for det uforudsigelige, det ukontrollerbare og, ja, selve spillet. Liverpool vandt ikke bare en kamp, men selve fodbolden. Ja, selve fodbolden! Det giver ikke titler, men hvis folk ikke kan se kvaliteten i det her hold; hvis de ikke kan se det unikke i opbakningen fra Anfield, ja, så er der noget helt galt med dem. I aften var fodboldhistorie. I hvert fald for Liverpool. Og hvis det bliver til en CL-triumf, så bliver folk stopfodret med udraderingen af Barcelona på samme måde som finalen i Istanbul. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad en double sætter gang i. Liverpool bliver uudholdelige på samme måde, som "Slippy G", "always the victims" og "feed the scousers" er det. Hvis man da mener, at det er uudholdeligt. Men jeg kan jo være ligeglad. Godnat!
"The problem with my life is that I've said too much shit in the past and no-one forgets it"
Svar
