Det gik heldigvis ikke helt så slemt, som man kunne have frygtet, men desværre var der tegn på det, man ret let kunne forudsige; et manglende engagement i form af lavt tempo, sløsede pasninger osv. i 1. halvleg. Jeg er klar over, at det er tredje kamp på en uge, men det synes jeg ikke fungerer som en undskyldning - det har vi prøvet et hav af gange tidligere, endda med svære CL-midtugekampe i stedet for en udskudt superligakamp på hjemmebane. Vi er ikke der, hvor der er plads til den arrogance. Det burde vi egentlig aldrig være, men pt. er vi der end ikke ift. koncept, spillerkvalitet osv.
Vores forsvar så egentlig fint nok ud, sådan mand-til-mand i duelspillet, men forbindelsen til midtbanen halter lidt, hvilket jeg ikke helt forstår, da William Kvist burde kunne skabe den nærmest på egen hånd. Det projekt tror jeg dog på, vi nok skal få løst. Kommunikationen mellem bagerste mand Stephan Andersen, og de foranliggende fire-fem-seks stykker er dog ikke helt på plads. Jeg tror ikke, vores målmand har den evne, at samle og dirigere defensiven, og bl.a. derfor mangler vi en centerforsvarer, som kan dette. Også selvom det må være på bekostning af en af to ellers ok spillende centerforsvarere.
Offensiven mangler noget kreativitet. Stadig. Det er blevet bedre, men vi mangler stadig, og det handler ikke om de missede chancer i går. Der skal lidt mere synlighed ind i løbene, for en gang imellem (alt for ofte faktisk) ligner det, at der ikke er en plan, hvilket får boldholderen til at se lidt dum ud i situationen. Det skete for både Federico Santander og Benjamin Verbic i går. Til gengæld er spillet fra den centrale midt blevet bedre, især da Thomas Delaney er blevet helt ok til at slå lidt hårdere bolde ud på fløjene eller op i frimærkerne. Det fungerer ret godt og betyder, at modstanderne ikke kan tillade sig konstant at presse højt, eller i hvert fald skal være ret påpasselige med det.
Stephan Andersen: 7
- - - - -
Christoffer Remmer: 7
Mathias Zanka: 8
Daniel Amartey: 9
Ludwig Augustinsson: 8
- - - - -
Kasper Kusk: 6
William Kvist: 8
Thomas Delaney: 9
Benjamin Verbic: 7
- - - - -
Federico Santander: 8
Nicolai Jørgensen: 7
- - - - -
Peter Ankersen: 8
Youssef Toutouh: ub
Andreas Cornelius: 9 (egentlig mere et 8-tal, men han er kampafgørende for tiden, og det trækker op).
- - - - -
Ståle Solbakken: 8