Det er spillet, der ikke fungerer, snarere end det er enkelte spillere, der falder igennem. Hannover 96 er ikke et skræmmende mandskab, og deres koncept er simpelt. Det er, som repos skrev, næsten usandsynligt, at vi ikke havde kørt dem ud på røv og albuer i sidste sæson. Alligevel formåede vi ikke at slå dem i går. Jeg var i Parken, og ved pausetid var jeg overbevist om, at vi mindst ville hente en uafgjort. Med lidt mere struktur og koncentration, ville tyskerne nemlig blive sat under pres. De havde deres at se til med spillere som Dame N´Doye, Christian Bolanos, Cesar Santin og Pape Pate Diouf via deres enkeltmandspræstationer - ikke at det for alvor blev farligt, men man fik fornemmelsen af, at hvis de fire nu samtidig havde et fungerende offensivt koncept at læne sig op ad, så ville tyskerne have svært ved at løfte opgaven.
Defensivt så det heller ikke for godt ud. Der lignede simpelthen, at der var usikkerhed om, hvem der skulle gøre hvad. Hvis forsvaret trækkes til en af siderne, hvem dækker så bagerst og uden for feltet? Og hvad er Christian Grindheims rolle? Vi får såre simpelt ikke nok ud af hans evner. Nu ved jeg ikke hvad der blev sagt på tv om Johan Wiland, men i guder hvor kan man dog se på hans trippen rundt, at han heller ikke føler sig helt sikker på defensiven. Vi har brug for, at han er rolig. Og er han ikke det, må han lære at udstråle det alligevel. Hans egen rolle i 1-2-målet var i øvrigt heller ikke for god. Ja ja, godt skud, god detalje osv., men bolden har retning mod midten af målet, og det lignede ikke, at svenskeren var helt vågen. Han havde nok ikke regnet med, at han ville skyde.