Vi elsker alle genkendelighed
På den led er det fint at være tilbage og læse at der intet nyt er under solen
Men når temaet er vores klub og dens almene tilstand, så er der sgu ikke meget at glædes over. For slet ikke at tale om fremtidsperspektiverne.
Rivalisering og magtkampe. Marquee signings kontra bedre midterforsvarere.
Og vi her i tråden er ikke meget anderledes. De fleste af os tror også fuldt og fast på at et par (rigtige) signings kan ændre alt.
Problemet er bare at der ikke er enighed om hvad rigtige signings er for en størrelse.
Selvfølgeligt fordi vi har et strategiløst mandskab at lege navneleg med.
For mig er der ingen tvivl om at rivaliseringen mellem Woodward og Mourinho er både eksisterende og aldeles ødelæggende.
Hvor mange af os stiller os selv det spørgsmål, om det cirkus er tiltrækkende for de rigtige spillere, forudsat de overhovedet kan se sig selv i et fantasiforladt, bagstræberisk regimente?
Er virkeligheden ikke den helt enkle, at ja, vel kan United betale de højeste lønninger, men at klubben bare ikke er attraktiv for de bedste spillere med fremtid?
Resultatet er at aldrende golddiggers og andenrangs spillere med appetit på búgnende tegnedreng er hvad vi kan tiltrække, er det ikke?
Vi oplever spillere der roser manageren, men sjovt nok altid spillere der hænger i en tynd tråd. Er det ikke det tydeligste tegn på at ledelse baseret på frygt, frem for tillid, er dagens orden?
Og er det så ikke igen selve årsagen til tingenes tilstand?
Hvilken talentfuld spiller med fremtid vil vælge et sådant scenarie, når der er andre muligheder?
Tror ikke der findes én eneste klassespiller derude, der ikke foretrækker at spille positiv bold med vægt på logisk og synligt (fodboldfagligt) hierarki og relationsbaseret fremadrettet spil.
Jeg har svært ved at forestille mig ret mange frivilligt vil risikere fremtid og glæde, blot for et 0 ekstra på checken.
Vores klub er syg for tiden. Det er brandærgerligt og umådeligt dumt, for det er skabt af umættelige egoer.
På den led er det fint at være tilbage og læse at der intet nyt er under solen
Men når temaet er vores klub og dens almene tilstand, så er der sgu ikke meget at glædes over. For slet ikke at tale om fremtidsperspektiverne.
Rivalisering og magtkampe. Marquee signings kontra bedre midterforsvarere.
Og vi her i tråden er ikke meget anderledes. De fleste af os tror også fuldt og fast på at et par (rigtige) signings kan ændre alt.
Problemet er bare at der ikke er enighed om hvad rigtige signings er for en størrelse.
Selvfølgeligt fordi vi har et strategiløst mandskab at lege navneleg med.
For mig er der ingen tvivl om at rivaliseringen mellem Woodward og Mourinho er både eksisterende og aldeles ødelæggende.
Hvor mange af os stiller os selv det spørgsmål, om det cirkus er tiltrækkende for de rigtige spillere, forudsat de overhovedet kan se sig selv i et fantasiforladt, bagstræberisk regimente?
Er virkeligheden ikke den helt enkle, at ja, vel kan United betale de højeste lønninger, men at klubben bare ikke er attraktiv for de bedste spillere med fremtid?
Resultatet er at aldrende golddiggers og andenrangs spillere med appetit på búgnende tegnedreng er hvad vi kan tiltrække, er det ikke?
Vi oplever spillere der roser manageren, men sjovt nok altid spillere der hænger i en tynd tråd. Er det ikke det tydeligste tegn på at ledelse baseret på frygt, frem for tillid, er dagens orden?
Og er det så ikke igen selve årsagen til tingenes tilstand?
Hvilken talentfuld spiller med fremtid vil vælge et sådant scenarie, når der er andre muligheder?
Tror ikke der findes én eneste klassespiller derude, der ikke foretrækker at spille positiv bold med vægt på logisk og synligt (fodboldfagligt) hierarki og relationsbaseret fremadrettet spil.
Jeg har svært ved at forestille mig ret mange frivilligt vil risikere fremtid og glæde, blot for et 0 ekstra på checken.
Vores klub er syg for tiden. Det er brandærgerligt og umådeligt dumt, for det er skabt af umættelige egoer.
Svar
