Måske det er et godt sted at starte at slå fast, at Mourinhos dispositioner i den kamp ikke udelukkende handlede om at vinde. Eksempelvis er det vel de færreste, der oprigtigt mener, at startopstillingen var Mourinhos stærkest mulige. En midtbane bestående af Fellaini og Carrick ville de fleste PL-hold da ønske at spille overfor. Og Mkhitaryan på bænken og at bedømme på ind- og udskiftninger bag Lingard, Mata og Rashford? Nej vel? Og alene det, at det er muligt at foretage seks udskiftninger fortæller jo klart, at kampen er en mellemting mellem en rigtig fodboldkamp og en træningskamp. Det kan ingen da løbe fra - ikke engang Mourinho. At Mourinho så går benhårdt efter sejren ved at skifte en spiller ind, der er marginalt bedre i hovedspillet, og som kan løbe kontraer, i det 92. minut (selvom Rashford jo altså også var på banen), er da mest af alt et signal til Mata om, hvad han i bund og grund kan bruges til. Det er jo ikke sådan, at Mata ikke kan bidrage med noget, når resultater skal køres hjem. Holdkammeraterne er eksempelvis ret sikre på, at bolden ikke bliver smidt håbløst væk, hvis Mata får den i fødderne. Den slags kan også bruges, hvis modstanderen skal afholdes fra at få bolden og score. Og så kan han slå de afleveringer, der kan sætte gang i kontrafasen. Man. Utd. endte vel med lutter middelmådige pasningsspillere på banen, da resultatet skulle holdes? Normalt plejer Mourinho at have plads til en god spilfordeler på banen. I selveste CL-finalen imod Barca beholdt han Sneijder på banen hele kampen. Hvis Mourinho oprigtigt ønskede at forsikre Mata om, at han havde begået en fejl ved at sælge Mata i Chelsea, og at han nu indgik som en vigtig del af førsteholdsplanerne, så var han ikke blevet udskiftet igen.
Og så er det jo som nævnt set en del gange før, at Mourinho hænger spillere ud. Det er en del af hans mandskabsbehandling. Det er den måde, han bygger en vinderkultur op på. Mourinho statuerede et eksempel ved at skifte Mata ud. Normalt er det dovne enere med ekshibitionistiske tendenser, han går efter. Det er også alment accepteret, at den slags karaktertræk er dårlige - også for fodboldspillere - så det er ligesom en vindersag fra begyndelsen. Men Mata er jo ikke doven. Han er heller ikke en narcissistisk ekshibitionist. Han virker faktisk sympatisk. Han er bare ikke en duracell-kanin med en klippefysik. Og så er han ikke et røvsvin. Han kommer ikke til at gå forrest, når Mourinhos beskidte arbejde skal gøres. Men kan man kritisere Mata for det i pressen og vil det gøre en forskel i forhold til Matas præstationer på banen? Nej, Mourinho må gribe Mata anderledes an. Han skal stadig gøre det klart, at Mata er ubrugelig, sådan at de andre spillere er klar over, hvad der forventes af dem, og at straffen er hård, hvis ikke de leverer, men han kan ikke begynde at klandre Mata for at opføre sig Quaresma eksempelvis. Derfor finder han på mærkelige dispositioner fra sidelinjen. Det er i øvrigt også set før. Mata var selv tydeligvis frustreret over Mourinho efter at være blevet skiftet ud igen-igen i den sidste halvsæson i Chelsea, og alle husker vel Costa, der smider en overtrækstrøje i retning af Mourinho, da han finder ud af, at han har varmet op til ingen verdens nytte.
"The problem with my life is that I've said too much shit in the past and no-one forgets it"