Så er det kampdag på Etihad. For sidste gang i lang tid. Næste gang City spiller igen bliver umiddelbart før jul, også denne gang på Etihad, i 4. runde af Carabao Cup’en mod Liverpool. Men den tid, den glæde. I dag gælder det Brentford i ligaen.
Med tanke på den tætte topkamp med Arsenal og den mere end månedlange VM-pause forude, må man forvente at Pep Guardiola sætter all in på at høste endnu 3 point til kontoen. Efter at en del af reserverne kom i spil i onsdagens ligacupkamp mod Chelsea, ligner dagens kamp en sag for a-kæden. Hvilket i vidt omfang vil sige en kopi af opstillingen imod Fulham. Mit gæt ser således ud:
Ederson
Stones - Akanji - Aké - Cancelo
De Bruyne - Rodri - Bernardo Silva
Foden - Haaland (Alvarez) - Grealish
Såvel målmand som backkæde sad over imod Chelsea, men må formodes at være på igen i dag. Laporte blev småskadet mod Chelsea og ligner en sikker ikke-starter. Cancelo blev udvist i Fulham-kampen, men kunne åbenbart afsone karantænen i ligacuppen, og kan derfor være med igen i dag.
Mod Fulham forsøgte Pep sig med Gündogan på venstre midt, mens Bernardo var sat frem i højre angrebsside. Det fungerede ikke videre godt. Bernardo er bedst, hvor jeg har sat ham. Og Gündogan begynder at ligne en, der nok har udtjent sin tid i City. Han er dog stadig en super-sub, der med sit brændende engagement kan vende et truende pointtab ved indskiftning i det sidste kvarter. Men hold ham på bænken indtil da, Pep.
I angrebet er det store spørgsmål som altid, om Haaland spiller. Forhåndsudmeldingerne har været fåmælte og intetsigende, formentlig tiltænkt som røgslør mod Brentfords taktiktavle. Det er min fornemmelse, at Haaland starter inde, men kun får en enkelt halvleg inden han afløses af Alvarez (eller den anden vej omkring) - både for at spare Haalands fod og for at holde gang i Alvarez’ momentum.
Der bliver i dag ingen forhåndsanalyse af modstanderen Brentford, da jeg stadig ligger corona-underdrejet, men mon ikke også Pep selv har gjort sine forberedelser dér? Computeren siger at City vinder 3-1. Who am I to argue?
Come on, City!🍺