Snak

Mere indhold efter annoncen
Skrevet af Svoger
Hvis ikke Bjellands skader har ødelagt ham, bør han også have et niveau, hvor han skal spille, og vil være en af banens bedste. PT kan man ikke se det, men det var det niveau han havde i mesterskabssæsonen, og det er vel hvad Ståle forventer skal spilles frem igen. Det er jo ikke nyt, at han ikke er hurtig, det kunne han så tidligere bare kompensere for qua sine andre styrker. Og så har/havde han et rigtig stærkt venstreben, så han kunne slå de her farlige bolde op igennem banen.

Jeg tror ikke, at vi er mere læst, end vi har været tidligere. Ståle har, med enkelte sæsoners undtagelse, aldrig kunnet sammensætte teknisk flot offensivt spil. Og de sæsoner har trådens teser generelt været, at det var assistenten som fik spillet til for alvor at flyde.
Det har Ståle heller ikke kunnet de seneste sæsoner, forskellen i sidste sæson var så bare, at vi havde flere stærke spillere, som kunne noget på egen hånd, og så var der da lidt planlagte løbemønstre, så spillerne nogenlunde vidste, hvor de skulle forvente at finde hinanden. Offensivt skal vi have mindst en, og faktisk helst to, at DameN, Cornelius, Santander-typerne. Det har været gennemgået til hudløshed her i tråden, men Ståle er helt afhængig af det.
Samtidig er vi hæmmede af, at der ikke er de her offensive særligt dygtige spillere, som gør at modstanderen er nødt til at have 1,5-2 spillere til at dække vedkommende op. Når de mangler, får modstanderen mulighed for bedre at organisere sig og både forsvare og bygge op.

På et punkt er jeg dog enig i, at vi klart er læst. Og det er i forhold til, at man blot skal presse højt på vores forsvar, som er hæmmede af at kun Bjelland (måske) kan lægge de her præcise bolde frem i banen, og at hverken Varela, Nelsson, Bengtsson eller Kalle kan, samtidig med at midtbanen ikke evner at gå ned og modtage bolden og bringe den frem. Modstanderen ved godt, at hvis de presser med to spillere på Bjelland, så får han ikke plads til at forsøge at lægge bolden frem i banen, og så må han spille bolden til en af de andre, som man også presser på, og derfor vil de kort efter febrilsk slå bolden frem i banen, hvorefter modstanderen ofte vinder bolden.
"Det er dog ikke noget jeg ved noget om, det er ren spekulation."
Skrevet af stokholmeren
Jeg tror ikke, at vi er mere læst, end vi har været tidligere


Det er jeg sådan set enig i – det gør midlertid ikke problemet mindre, da vi jo ikke har en spiller, der kan dominere et forsvar på egen hånd (i hvert fald ikke med Doye ude). At være læst, men bare for god til at nogen kan dæmme op for det er jo fint nok, men det er tydeligvis blevet en sovepude for Ståle. Jeg er ikke Ståle-Raus, men nærmere Ståle-fornyelse. Og enig med Bjelland. Tror dog nok, at han kan rette det op – f.eks. med en stærkere midtbane, som ikke tillader kontra-stormløb i 90 minutter.
Skrevet af GammelBitterMand
Hvis vi skal hente spillere, skal de have niveau til Europa League. Men det er ikke mig, der står på en stol og dikterer, hvem vi skal købe. Der har jeg en dygtig teknisk direktør i Johan Lange.


(https://www.tipsbladet.dk/nyhed/superliga/staale-om-mulig-udrensning-tjener-ikke-mange-millioner)

Ståle har åbenbart travlt ved håndvasken.
Batman Close. London W12.
Skrevet af elendil
Jeg synes også røsterne mod Andreas Bjelland er lidt vel skingre, og måske til dels begrundet i hans høje løn, der begrænser andre indkøb. Han løste fint de lange bolde, og uden hans venstreben havde det været en endnu mere rædderlig forestilling i går.

Jonas Wind, til gengæld. Han tænker fodbold virkelig hurtigt. Desværre er hans krop gået helt i stå. Nøj, hvor var han langsom på bolden (og uden den). Jeg håber virkelig det er rust og lidt frygt for at blive genskadet.
fck-medløber.
Skrevet af elendil
Det lyder som en meget presset mands udtalelser.
fck-medløber.
Skrevet af elendil
Det kan ikke passe, at FCK er kampafgørende uheldig i hver eneste kamp de spiller, det ved jeg godt, men jeg kan godt forstå hvis Ståle frustreres over det samme.

AGF scorer et virkelig flot mål, og tre idiotmål. Samtidig får vi ikke straffespark og AGFs pivringe målmand vælger i kampen i går at stå en rigtig flot kamp. Han greb endda bolden ved et hjørnespark.

Og så vil jeg fandeme skide på hvor flot Casper Højer sparker en hård inderside. Absurd ringe målmandsspil af Karl-Johan Johnsson. Jeg håber det er en midlertidig bølgedal, og at det ikke er hans reelle niveau. Han startede også sæsonen med nogle helt absurde aktioner. Han er stadigvæk langt foran Sten-Michael Grytebust, selvfølgelig, da denne hverken har FCK-statur og felt-ejerskab eller kan tage et straffespark på 20 forsøg.
fck-medløber.
Skrevet af Slettet(341009200508)
Vi har haft en ekstern granskning fra en række eksperter, der har kigget på den måde, vi træner på.

- Konklusionen fra dem er, at vi både har været meget uheldige med f.eks. korsbåndsskader til Jonas Wind, men at der også er nogle fiberskader, som vi måske kunne undgå, hvis vi trænede anderledes, lyder det fra Ståle Solbakken.


Meget skræmmende læsning.
Skrevet af repos , moderator
Mikkel Kaufmann var også en dyr herre i går. Misser fuldstændig opdækningen ved AGFs første mål, og senere taber han bolden på egen banehalvdel, hvor AGF efterfølgende scorer. Endvidere taber han sin markering af Bror Blume ved et andet hjørnespark, så Blume får et frit hovestød.
Daramy var heller ikke god i går, og det fungerer slet ikke med ham på kanten. Dårlig og langsom med bolden.
Jonas Wind har et godt blik for spillet, og han tager mange bolde til sig, og fordeler dem videre. Han skal have kontinuerligt spilletid.

Kampen i aftes satte en stor tyk fed streg under, hvor skrøbelig den centrale midtbane med Falk og Zeca er. AGF havde oceaner af plads derinde, og Falk fylder alt alt for lidt. Ved AGFs anden scoring er Falk umådelig passiv, og kommer slet slet ikke ind i sit pres på boldholderen. Uagtet hvor dygtig han er med bolden, så opvejer det på ingen måde manglerne.

Varela faldt også helt ud i går, og spøjst nok lignede Bartolec pludselig en fodboldspiller.

Jens Stage var, bortset fra målet, godt nok også en pinsel at se på. Det går så langsomt. Både i tanke og handling.

Robert Mudrazija lavede igen et fint indhop. Det er tydeligt, der en masse fodbold i ham. Og han har et godt blik for spillet. Hans ydersidestikning til PB var høj klasse.
Om det er stædighed, forsigtighed eller noget helt tredje, så har Ståle tilsyneladende besluttet sig for, at kroaten ikke må starte inde. Det ville ellers være forsøget værd.

Endelig er det en fornøjelse at høre Ståle snakke om alle de tilbud, han har fået det seneste halve år. Gad vide, hvad rationelet er? Overbevise omverdenen om, at han stadig er en dygtig træner. Det er sådanne udtalelser, der gør mig træt.
Even at my lowest, I have always managed to feel contempt for others.
Skrevet af stokholmeren
Mange gode og rigtige pointer Repos. Mht Mudrazija, så viser han bare igen igen, at han har alt det, vi mangler i vores offensiv. Bevægelighed, aggresivitet, blik for spillet, mod. Men det handler nok om, at han har været skadet i 18/20 måneder i klubben, og at sådan en spiller virkeligt skal bygges langsomt op.

Samtidig er han også et meget godt billede på Ståles indkøb til midtbanen - altså en spiller som jo i virkeligheden ikke passer i en 4-4-2. Han er offensiv midt af natur, og ville ligesom Falk, Zeca og Stage nok trives bedre på en 3-mands midtbane. Jeg har svært ved at se, hvor Mudra i virkeligheden skal spille, for hvis Falk falder defensivt igennem på midten, hvor han ellers har forbedret sig, så går det helt galt med Mudra. Og vi har jo set, hvordan det går med centrale spillere på kanten. Men han ser pisse spændende ud, og håber virkeligt at han formår at holde sig fit, for så bliver det spændende!
Skrevet af GammelBitterMand
Der var en enkelt situation i går, der viste, hvorfor Kaufmann var med. Jeg tror det var Bjelland, der slog en signatur-Cornelius-bold ud i frimærket i højre side, hvor Kaufmann så kunne mose på, så AGF-forsvareren gav et indkast.

Det viser samtidig meget godt hvor langt vi er fra noget, der virker, når Kaufmann skal agere Corner Light.

Det citat om Johan Lange, i øvrigt, giver mig myrekryb. Der ER tydeligvis allerede en plan for, hvem der skal være den tekniske direktør og stå for kontinuiteten efter Ståle. Den mand er Johan Lange.
Batman Close. London W12.
Skrevet af Slettet(102143211804)
Johan Lange er da allerede teknisk direktør, og har været det i seks år? Jeg forstår dog myrekrybbene.
Stenbrodreng.
Skrevet af (u)tilfreds
Det er svært at vurdere om der er grund til bekymring, det afhænger mest af alt af hvad Ståle får til transfer i det kommende vindue. Det er ledelsen, altså bestyrelsen, der vælger om vi vinder guld til næste år, Ståle har bevist at han med de rette omstændigheder nok skal vinde mesterskaber.. Ståle har aldrig haft 2 lortesæsoner i træk og det tror jeg ej heller kommer til at ske denne gang.

Holdet som helhed har niveau på de fleste pladser, der hvor det bliver afgørende at gøre en forskel er i forsvaret.. Vi så hvordan UL som enkeltspiller stabiliserede et hold og når først FCK begynder at spille til “0” igen skal mesterskabet nok komme i hus.. Bjelland har ikke haft den “frelsende” rolle han var tiltænkt, men hvem kunne have forestillet sig at han ville være lort også når han var skadesfri?

Selvfølgeligt kunne jeg godt tænke mig en kreativ midt og en Linderoth, men jeg ser vores trup er fyldt med midtbanespillere med potentiale og et anker i Zeca, nu skal de blot lære at spille sammen!! Hvis midten skal forstærkes så er det på fløjene der mangler backup, ellers skal Daramy omskoles til at dække venstre, mens Bartolec skal kunne aggere backup for Biel på højre..

Der er dog intet nyt i det skingre skrigekor, det er tilbagevendende hver gang FCK har en lortesæson ovenpå store åreblødninger eller spillersalg. Året efter så er skrigekoret forstummet for atter at poppe op 1-2 sæsoner senere når spillet atter ligner lort.. Det er godt vores bestyrelse ved at der skal en langsigtet strategi til for at opnå succes, for hvis skrigekoret fik deres vilje ville de ynke sig hver eneste sæson, da der næppe er en træner i hele denne Verden der år efter år kan vinde og skabe succes når der skal genopbygges..
Skrevet af Matias
"Jeg tror ikke, at vi er mere læst, end vi har været tidligere"

- Det er jeg sådan set enig med dig i, tidligere har vi dog haft to andre parametre i vores favør, som har betydet, at det har været svært at gøre noget ved ´læsningen´; vi havde bedre spillere til aksen (i særdeleshed, på kontinuerligt plan, i Ståles første periode som træner), spillet havde ikke udviklet sig i den retning, der har gjort de sidste 5-10 år.

Spillerne nu er langt bedre klædt på - både fysisk og i indstillingen - til at køre højt pres, gerne med flere mand til hvert område og/eller boldholder, igennem længere perioder af kampen. Det gjorde man ikke for 10-20 år siden i nær samme grad. Trænere er langt mere fokuseret på at "overbefolke" kerneområder for at lukke dem ned, samt igangsætte angrebsmønstre så snart bolden er erobret. Ståle synes ikke at have fundet nøglen til de punkter endnu. Spillet er teknisk bedre (i højere tempo) og langt mere tempo-og-pres-betonet end tidligere. Ståles fornemmelse for taktisk kloge og hårdtarbejdende spillere i et ´tungt´ koncept, virker ude af trit med tiden. Det fungerer stadig nogenlunde mod større (internationale) modstandere, fordi det ikke er planen, at vi skal skabe mere end en lille håndfuld chancer over 180+ minutter, men mod ligamodstandere og mindre modstandere i Europa har vi sværere ved det, end det burde være.

Mudra som makker til Zeca vil også fylde for lidt. Tror jeg. Han virker mere struktureret end Falk, men ikke en type, som sammen med Zeca kan agere stopklods i motorrummet. Jeg tror ikke vi kommer til at eje midtbanen mod vores største ligakonkurrenter, før vi får en spiller derinde af et internationalt snit, som er noget over ligakvaliteten generelt. Alternativt hvis omstilles til en 3-mands-midtbane. Det kan godt være, det ikke lader sig gøre under Ståle, og spørgsmålet kan så være, om Ståle er den rette. Vi holder såre simpelt ikke til endnu en sæson, hvor den centrale midtbane så ofte køres over, som tilfældet har været i denne sæson.

Det er i den sammenhæng påfaldende, at Ståles mandskaber falder så markant i niveau, som tilfældet har været i 17/18 og i denne sæson, i særdeleshed i mesterskabsspillet. Da andre trænere bød på lignende; Backe i 04/05 og Jacobs 13/14, tog sportschefen affære med hhv. en enorm udrensning af truppen og en fyring. Der er brug for samme udrensning denne sommer, skal Ståle blive.
Skrevet af PædagogenMikkel
Det er svært at vurdere om der er grund til bekymring, det afhænger mest af alt af hvad Ståle får til transfer i det kommende vindue.

Så må vi da håbe, at han kan finde ud af at bruge midlerne bedre.

Der er dog intet nyt i det skingre skrigekor, det er tilbagevendende hver gang FCK har en lortesæson ovenpå store åreblødninger eller spillersalg.

Det er jo ikke kun i år, at der har været så meget dårligt spil. Sidste sæson var godt nok også ringe rent spillemæssigt, men der blev vi reddet af et varmt venstreben igen og igen.

Ståle har bevist at han med de rette omstændigheder nok skal vinde mesterskaber..

Jamen, så det er kun de rette omstændigheder, når vi vinder guld?
Skrevet af Emkay
Jeg håber Ståle har fået mod på den 3-5-2 han prøvede til sidst. Det giver også mening med de få kanterne vi har. Og på den måde får vi plads til 2 kreative/offensive mænd foran Zeca. Det kunne både være Mudra/Falk/Biel/Stage og egentlig også Vind.
Vores kanter har virkelig været vores achilleshæl i denne sæson. PB har dog ikke rigtig farten til at være Wing back længere...
Skrevet af Nandeyanen
@(u)tilfreds

jeg er uenig

Vi var ret utilfredse sidste sæson selvom vi vandt mesterskabet. Jeg skreg ihvertfald på de få antal chancer vi skabte i sidste Europa sæson og kom endda med en analyse om hvorfor vi klarede os bedre i Superligaen end i Europa League.

Min analyse var at Fischer, Damen og Skov var så meget bedre end den gennemsnitlige Superligaspiller sidste sæson. Der skulle dobbeltbemandning på Fischer, Damen og Skov for at holde dem i snor. Men det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre med dem alle på en gang. Der blev i hvertfald trukket meget plads fra de 3 spillere hvilket åbnede mellemrummene op.

I Europa stillede vi med et mere defensivt setup og vi så ofte at modstanderens forsvarer var på et større niveau end en superliga forsvarer. Fischer kunne slet ikke sætte en mand i Europa, så der behøvede ikke dobbeltbemandning på ham. I Europa blev Skov også forceret til at lave indlæg med sit højreben hvilket ikke var af høj kvalitet. Så endte man med indianerbold og lange højebolde til Damen.

Så i denne sæson så vandt vi de første 7-8 kampe?? Men der var alligevel ret meget kritik af os. Vi skrev hver dag om hvor dårlig Pep Biel var og at modstanderen kunne lave dobbeltbemandning på Fischer og forcere os til at spille til Biel. Det var set allerede i starten at det offensive ikke kunne holde. Det gjorde situationen ikke bedre at Fischer, Wind og Damen blev skadet.
Succes is temporary loyalty is forever
Skrevet af Slettet(371505202608)
En anden konsekvens af at vi nok kun bliver nummer 3 er nok at vi desværre kommer til at smide Basaksehir kampen. Vi kan stå i den situation hvor der kun vil være 3 uger til første kamp i den nye sæson (EL), ja faktisk kun lidt over 2 uger hvis det vanvittige sker at vi slår Basaksehir ud. Det er utrolig trist at det er endt der hvor man nok bliver nødt til at nedprioritere en af de største kampe i klubbens historie fordi spillerne også har brug for ferie. Det har seriøst været de værste 6-7 måneder på alle områder længe set.
Skrevet af stokholmeren
Jeg tror ikke det kommer til at ske, men hvis vi skal omstilles mere permanent til 3-5-2, så kræver det virkeligt at man gør noget på transferfronten, for hvis Sotte og Ragnar er på vej ud, så kræver det at vi henter 3 stoppere, for at være dækket ind ift. mange kampe og potentielle skader.

Men skulle man pege på en alternativ opstilling, så er det da 3-5-2, for jeg nægter at tro på, at Ståle dropper 2 angribere i front. Men synes da alligevel at det er "positivt" at Ståle rent faktisk gjorde noget i går med en formationsændring og mange udskiftninger. Det hjalp jo så ikke, men det er nok noget af det jeg savner med ved Ståle. At han rent faktisk gør noget, i modgang. I stedet for i Brøndby-kampen, hvor vi bare så 1-til-1 udskiftninger, hvilket havde kostet os det ene point, hvis linjedommeren havde husket brillerne.

Jeg køber simpelhent ikke den præmis, som Ståle tidligere har været ude og snakke om, med at man ikke kan spille permanent med 2 formationer, alt efter hvilken modstander, man møder. 4-4-2 er stadig for vild i europæiske kampe, hvor vi ikke vil have bolden, men i det nuværende setup, der går den bare ikke.
Skrevet af Matias
"... vores trup er fyldt med midtbanespillere med potentiale og et anker i Zeca, nu skal de blot lære at spille sammen!!"

- Falk og Zeca har spillet sammen i over 2 år og dækker endnu ikke det område, de burde. Stage og Mudra er åbne spørgsmål, men det må undre enhver, at et sammenspil med Stage ikke er i nærheden af at tage form efter snart en hel færdigspillet sæson.

"Hvis midten skal forstærkes så er det på fløjene der mangler backup, ellers skal Daramy omskoles til at dække venstre, mens Bartolec skal kunne aggere backup for Biel på højre"

- Det lyder let, det må Ståle da bare i gang med så. Det kan være, han også kan omskole Bartolec til at være hurtigere og venstrefodet, så han passer bedre til positionen.

"Der er dog intet nyt i det skingre skrigekor, det er tilbagevendende hver gang FCK har en lortesæson ovenpå store åreblødninger eller spillersalg. Året efter så er skrigekoret forstummet for atter at poppe op 1-2 sæsoner senere når spillet atter ligner lort"

- Det er selvfølgelig ikke korrekt, hvilket tråden her tjener som glimrende bevis på. Men det er da sikkert en befriende dejlig måde, at forsøge at affeje kritikken på.

"Det er godt vores bestyrelse ved at der skal en langsigtet strategi til for at opnå succes, for hvis skrigekoret fik deres vilje ville de ynke sig hver eneste sæson, da der næppe er en træner i hele denne Verden der år efter år kan vinde og skabe succes når der skal genopbygges"

- Ovenstående er et bevis på, at der ikke er styr på den kritik, der irriterer så voldsomt. Der er ingen herinde, som kræver eller foreslår, at der vindes hver sæson. Tværtimod. Kritikken går på, at man falder unødvendigt dybere end tidligere, at Ståle har en rolle som gør klubben mere sårbar end nødvendigt og at Ståle ikke har formået at udvikle sit koncept tilstrækkeligt, hvilket forstærker de negative konsekvenser af de første punkter. Udmeldingerne fra FCK (bestyrelsen) har i øvrigt været, at vinde 2/3 eller 7/10 mesterskaber (hvilket er nogenlunde det samme). For at det mål skal indfris, skal FCK vinde enten de næste 2 eller 3 sæsoner i træk. Alternativt når man ikke målsætningerne, hvorfor den langsigtede strategi har fejlet. Hvis det bliver tilfældet, bliver det først grimt.
Skrevet af Pep Guardiola
Det er godt vores bestyrelse ved at der skal en langsigtet strategi til for at opnå succes, for hvis skrigekoret fik deres vilje ville de ynke sig hver eneste sæson, da der næppe er en træner i hele denne Verden der år efter år kan vinde og skabe succes når der skal genopbygges..


Jeg er langt henad vejen enig. Evnen til at holde et hold på toppen år efter år er virkelig svær at mestre. Selv Guardiola og Ferguson har haft sæsoner hvor det kneb og de var ikke engang trænere for klubber hvor salg var en vigtig del af strategien. Ståle har bevist sig igen og igen og jeg synes at det er skræmmende så lidt anerkendelse han får for det. Jeg kan forstå utilfredsheden med spillestil hvis man foretrækker noget andet og jeg kan også følge at niveaufaldet i år har været for voldsomt, hvilket til dels kan tilskrives kritiske skader, men at betvivle mandens evner vidner om at man ikke har lært ret meget af de seneste 10-15 år hvor denne cyklus som ofte nævnes har fungeret.

Jeg er personligt tryg ved Ståle og jeg mener at hans snor bør være længere end at en enkelt dårlig sæson skal kræve fyring. Overalt skriges der på vigtigheden af kontinuerlighed og i en klub der sælger så voldsomt som FCK er dette vigtigere på trænerfronten end de fleste andre steder.
annonce
0