At Manchester United leverede en af de mest overbevisende præstationer i en Europa Cup-semifinale i mange år, da man pulveriserede Schalke 04 med samlet 6-1, er der ikke mange, som taler om i disse dage. At englænderne kan se frem til deres fjerde finale på 13 år under ledelse af legenden Alex Ferguson, synes heller ikke ligefrem at rydde forsiderne på de store europæiske sportsaviser. Selv ikke at finalemodstanderen er FC Barcelona, akkurat som i Rom i 2009, kan få mange til at løfte øjenbrynet. For i den forgangne uge gik der nok en gang moral i den - i den internationale fodboldverden.
Trods et par yderst interessante semifinaler i Champions League handlede det meste således atter om, hvad man bør, og hvad man ikke bør gøre som fodboldspiller og -træner. Man må ikke spille hårdt, man må ikke vrænge ad dommeren, og man må for alt i verden ikke optræde defensivt, prædike fodboldens opdragere. I centrum for dette udvidede seminar i sindelagsetik stod kampene mellem FC Barcelona og Real madrid (2-0, 1-1). Allerede før det spanske dobbeltopgør var anfægtelserne mange. For hvad ville han nu finde på, ham José Mourinho, Real Madrids cheftræner og mesterprovokatør? I sidste sæson var han jo så led at sende FC Barcelona ud med sin daværende klub FC Inter, et italiensk gnierforetagende uden catalanernes moralske overherredømme. Mourinho begik dobbelt helligbrøde: Han fedtede sig til sejren, og han solede sig i triumfen. Det var et nederlag for fodbolden. Det var djævlens værk. Og det var det der var værre.
I sidste uges kamp - den første semifinale i Madrid - var den så gal igen. Mourinho havde samlet sine spillere i en defensiv trods foran eget mål. Målet var at holde FC Barcelona fra at score, hvilket lykkedes, indtil den portugisiske hardhitter Pepe blev udvist en halv time før tid. herefter blev også Mourinho bortvist, og gæsterne vandt. Efter kampen antydede Real-træneren, at det europæiske fodboldforbund UEFA og dommerstanden sympatiserede med FC Barcelona. Det blev ikke overraskende for meget for en fremtrædende trojka bestående af den tyrkiske landstræner Guus Hiddink, Schweiz´ landstræner Ottmar Hitzeld og pensionisten Johan Cruyff, der snart fik tilslutning af vores egen Morten Olsen. Mourinhos arrogance er ødelæggende. Han bør vise respekt. Han bør opføre sig anstændigt. Dette må stoppe nu!
Helt vildt underligt blev det dog først da den tidligere Real Madrid-præsident Ramón Calderón i onsdags meldte sig på banen med en opsang: "Al hans snak har skadet Real Madrids image." Det samme Real Madrid som, der blev brugt som kulturpolitisk redskab af general Franco. Det samme Real Madrid, hvis systematiske dommertække indtil begyndelsen af firserne fødte det berømte og stadig anvendte tilråb "así, así, así gana el Madrid" (sådan - det vil sige ved dommerhjælp - vinder Real Madrid). Sagen er nok nærmere den, at Real Madrid - med eller uden Mourinho på bænken - er rundt regnet som alle andre professionelle fodboldklubber, lurvet i kanten.
Lurvet kan man ikke beskylde de kommende finalister fra FC Barcelona for at være. Her er credoet offensiv fodbold, betagene pasningspil, og kærlige smæk for skillingen. Spillere af egen avl, puslinge under 175 centimeter og så selvfølgelig Josep Guardiola, en svigermors drøm af en cheftræner, der er så perfekt, "at han tisser parfume", som spanierne siger. Problemet var bare, at også de catalanske darlings ville gøre alt for at komme i den pokkers finale. Ikke ved groft og destruktivt spil, men ved teatralsk overspil. Navnlig de to ellers hårdfør midtbanefolk Sergio Busquets og Javier Mascherano havde store problemer med balancen, så snart en Real-fod nærmede sig. Et verdensbillede var lige ved at krakelere. Nu skulle også ´de gode´ begynde at te sig. Absolutter skal man ikke rokke ved, og "Messi er gud, Mourinho er djævlen", som en dansk lederskribent slog fast midt i den moralske opstand. Denne teogoni abonnerer også folk som Cruyff og Hitzfeld på. De drømmer om en bedre verden. Lad os sige 2031. Lad os sige finalen i UINCEF Cup. Og lad os endeligt spole tiden frem til disse mere ordnede forhold.
Solen går ned over Amnesty International Stadium i Kiev, og nede på den mørkegrønne græs slentrer spillerne fra Red Cross Werder Bremen og Fair Trade Valencia omkring. Smilene er brede. Aktørerne har netop gennemgået de obligate mentalundersøgelser. De 22 hjerner er blevet skannet, ingen ulovlige tanker lokaliseret. De to managere lader sig fiksere af to gulklædte officials. Plasticstrips. Mundkurv i fedtlæder. Elektroder på vulnerable steder. Efter de indledende kindkys tager de to hold opstilling i midtercirklen. Det er tid til det store gruppebillede. Forventningerne blandt de fremmødte tilskuere er store. Efter en sæson med er gennemsnit på 23 fairplay-point per kamp er RC Werder Bremen favorit, men også spanierne kan på en god dag undgå at røre deres modstandere i samtlige 90 minutter. Der er med andre ord lagt op til en historisk ren fodboldkamp, måske den reneste i Den Ny Tid. To Greenpeace-folk gennemlyser græsset for spor af pesticider, men finder intet opsigtsvækkende. Kampen kan tage sin begyndelse. Tyskerne giver bolden et venligt dask. I strømpebukser. Naturligvis.
Indtil da må vi nøjes med Champions League-finalen på Wembley i London den 28. maj mellem FC Barcelona og Manchester United. En finale mellem tidens to store klubhold i international fodbold, men også en dyst mellem den ældste og den yngste - Ferguson på 69, Guardiola på 40 - blandt de mest prominente fodboldtrænere. En fodboldkamp med spillere, der er opdraget til at ville vinde, og hvor det desværre ikke kan udelukkes, at den rå serber Nemanja Vidic vil uddele en håndmad, at Busquets igen vil falde dramatisk til jorden, eller at den gamle skotte på United-bænken vil driste sig til at bande af manden i sort. Ja, hvor man faktisk kunne forestille sig et scenarie, hvor begge fodboldhold vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at stå med pokalen til sidst. Det er ikke et møde i grundejerforeningen. Det er stadig professionel sport.
Trods et par yderst interessante semifinaler i Champions League handlede det meste således atter om, hvad man bør, og hvad man ikke bør gøre som fodboldspiller og -træner. Man må ikke spille hårdt, man må ikke vrænge ad dommeren, og man må for alt i verden ikke optræde defensivt, prædike fodboldens opdragere. I centrum for dette udvidede seminar i sindelagsetik stod kampene mellem FC Barcelona og Real madrid (2-0, 1-1). Allerede før det spanske dobbeltopgør var anfægtelserne mange. For hvad ville han nu finde på, ham José Mourinho, Real Madrids cheftræner og mesterprovokatør? I sidste sæson var han jo så led at sende FC Barcelona ud med sin daværende klub FC Inter, et italiensk gnierforetagende uden catalanernes moralske overherredømme. Mourinho begik dobbelt helligbrøde: Han fedtede sig til sejren, og han solede sig i triumfen. Det var et nederlag for fodbolden. Det var djævlens værk. Og det var det der var værre.
I sidste uges kamp - den første semifinale i Madrid - var den så gal igen. Mourinho havde samlet sine spillere i en defensiv trods foran eget mål. Målet var at holde FC Barcelona fra at score, hvilket lykkedes, indtil den portugisiske hardhitter Pepe blev udvist en halv time før tid. herefter blev også Mourinho bortvist, og gæsterne vandt. Efter kampen antydede Real-træneren, at det europæiske fodboldforbund UEFA og dommerstanden sympatiserede med FC Barcelona. Det blev ikke overraskende for meget for en fremtrædende trojka bestående af den tyrkiske landstræner Guus Hiddink, Schweiz´ landstræner Ottmar Hitzeld og pensionisten Johan Cruyff, der snart fik tilslutning af vores egen Morten Olsen. Mourinhos arrogance er ødelæggende. Han bør vise respekt. Han bør opføre sig anstændigt. Dette må stoppe nu!
Helt vildt underligt blev det dog først da den tidligere Real Madrid-præsident Ramón Calderón i onsdags meldte sig på banen med en opsang: "Al hans snak har skadet Real Madrids image." Det samme Real Madrid som, der blev brugt som kulturpolitisk redskab af general Franco. Det samme Real Madrid, hvis systematiske dommertække indtil begyndelsen af firserne fødte det berømte og stadig anvendte tilråb "así, así, así gana el Madrid" (sådan - det vil sige ved dommerhjælp - vinder Real Madrid). Sagen er nok nærmere den, at Real Madrid - med eller uden Mourinho på bænken - er rundt regnet som alle andre professionelle fodboldklubber, lurvet i kanten.
Lurvet kan man ikke beskylde de kommende finalister fra FC Barcelona for at være. Her er credoet offensiv fodbold, betagene pasningspil, og kærlige smæk for skillingen. Spillere af egen avl, puslinge under 175 centimeter og så selvfølgelig Josep Guardiola, en svigermors drøm af en cheftræner, der er så perfekt, "at han tisser parfume", som spanierne siger. Problemet var bare, at også de catalanske darlings ville gøre alt for at komme i den pokkers finale. Ikke ved groft og destruktivt spil, men ved teatralsk overspil. Navnlig de to ellers hårdfør midtbanefolk Sergio Busquets og Javier Mascherano havde store problemer med balancen, så snart en Real-fod nærmede sig. Et verdensbillede var lige ved at krakelere. Nu skulle også ´de gode´ begynde at te sig. Absolutter skal man ikke rokke ved, og "Messi er gud, Mourinho er djævlen", som en dansk lederskribent slog fast midt i den moralske opstand. Denne teogoni abonnerer også folk som Cruyff og Hitzfeld på. De drømmer om en bedre verden. Lad os sige 2031. Lad os sige finalen i UINCEF Cup. Og lad os endeligt spole tiden frem til disse mere ordnede forhold.
Solen går ned over Amnesty International Stadium i Kiev, og nede på den mørkegrønne græs slentrer spillerne fra Red Cross Werder Bremen og Fair Trade Valencia omkring. Smilene er brede. Aktørerne har netop gennemgået de obligate mentalundersøgelser. De 22 hjerner er blevet skannet, ingen ulovlige tanker lokaliseret. De to managere lader sig fiksere af to gulklædte officials. Plasticstrips. Mundkurv i fedtlæder. Elektroder på vulnerable steder. Efter de indledende kindkys tager de to hold opstilling i midtercirklen. Det er tid til det store gruppebillede. Forventningerne blandt de fremmødte tilskuere er store. Efter en sæson med er gennemsnit på 23 fairplay-point per kamp er RC Werder Bremen favorit, men også spanierne kan på en god dag undgå at røre deres modstandere i samtlige 90 minutter. Der er med andre ord lagt op til en historisk ren fodboldkamp, måske den reneste i Den Ny Tid. To Greenpeace-folk gennemlyser græsset for spor af pesticider, men finder intet opsigtsvækkende. Kampen kan tage sin begyndelse. Tyskerne giver bolden et venligt dask. I strømpebukser. Naturligvis.
Indtil da må vi nøjes med Champions League-finalen på Wembley i London den 28. maj mellem FC Barcelona og Manchester United. En finale mellem tidens to store klubhold i international fodbold, men også en dyst mellem den ældste og den yngste - Ferguson på 69, Guardiola på 40 - blandt de mest prominente fodboldtrænere. En fodboldkamp med spillere, der er opdraget til at ville vinde, og hvor det desværre ikke kan udelukkes, at den rå serber Nemanja Vidic vil uddele en håndmad, at Busquets igen vil falde dramatisk til jorden, eller at den gamle skotte på United-bænken vil driste sig til at bande af manden i sort. Ja, hvor man faktisk kunne forestille sig et scenarie, hvor begge fodboldhold vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at stå med pokalen til sidst. Det er ikke et møde i grundejerforeningen. Det er stadig professionel sport.
Jeg mødte en pige fra Smilets By- og hun var ordentlig G ..
Svar
